Kronikken i Kristeligt Dagblad den 29. februar om Landsforeningen af Menighedsråds og menighedsrådenes udfordringer gør det naturligt at tilføje lidt om foreningens begyndelse. Den var nemlig udfordret lige fra begyndelsen.
Det begyndte med, at en fynsk sognepræst foreslog et lovfæstet centralnævn, hvis udtalelser skulle være vejledende for myndighederne. Det var altså et skridt på vejen til en kirkeforfatning. I betragtning af, hvor stærk modstand der var mod en kirkeforfatning, var det nok blevet ved idéen, hvis forslaget ikke var blevet ændret til noget mere realistisk: en forening.
Den ændring sørgede Peder Severinsen for. Han mente, at man ved tiendeafløsningen og tvangsudstykningen af præstegårdsjorden i de foregående år havde umyndiggjort sognene:
”Man har tumlet frit med Sognenes Præstelønningsmidler, og man har forbudt Folkekirken at have Præstegaarde (…). Rettighederne er blevet flydende, og ethvert Forsøg paa at hævde dem raabes fra en vis Side ned med et Forskrækkelsens Skrig: Det bliver til Kirkeforfatning!”.
Menighedsrådene stod over for problemer af stor rækkevidde og skulle have klarlagt synsmåder og oplyst sager alsidigt, for at de kunne gøre deres ting forsvarligt og eventuelt hævde sig i kontroverser med administrationen. Derfor var der brug for en menighedsrådsforening, og alle burde bidrage til, at den kom ind i en god skure.
Det gjorde han selv: Peder Severinsen blev valgt til bestyrelsen og blev redaktør af Menighedsrådenes Blad fra nummer 1. I 1927 blev han formand og fortsatte med begge dele til kort før sin død i 1939. Han spillede dermed en afgørende rolle for foreningen.
Men hvem var han?
Peder Severinsen var fra Djursland, hvor faderen var snedker, og han blev student fra Viborg Katedralskole. I 1905-1913 var han sognepræst i Tim og Madum i Vestjylland, så flyttede han til Sjælland, men han har udtalt, at det var i Vestjylland, han lærte at være præst. I 1916-1919 udgav han Kirketidende, og der opfordrede han allerede i 1916 menighedsrådene til at danne regionale foreninger.
For mig at se er der to grunde til, at han så positivt på menighedsrådene på et tidspunkt, da mange præster var alt andet end begejstrede for dem.
Den ene er, at han var en habil kirkehistoriker og havde beskæftiget sig meget med Luther og reformationstiden. Det havde givet ham et skarpt blik for, hvad enevælden og det stramme statsstyre havde betydet – og stadig betød – for kirken, ikke mindst for de lokale ejendomsforhold.
Den anden grund er hans vestjyske erfaringer. I Tim og Madum lærte han en udpræget sognekirkelig folkekirke at kende. Egnen var præget af, hvad kirkehistorikeren Anders Pontoppidan Thyssen har kaldt sognegrundtvigianisme, det vil sige en grundtvigianisme, som var bredt involveret og gennemsyrede både skolen og det lokale foreningsliv, fra gymnastikforeningen til andelsmejeriet, og som ofte var præget lige så meget af læreren som af præsten.
Det var den samme sognekirkelighed, der lå bag J.C. Christensens menighedsrådslovgivning, og det var nok heller ikke uden betydning, at Tim var nabosogn til Hee, hvor J.C. Christensen boede, og Severinsens nabopræst i Hee var J.C. Christensens svigersøn.
Severinsen var altså i J.C. Christensen-land i sine formative præsteår. Da han, så vidt jeg kan skønne, også selv var venstremand, har der sikkert været god kontakt.
Peder Severinsen havde blik for begge sider af landsforeningens virke: som praktisk støtte for menighedsrådene og som talerør for rådene over for den statslige administration.
Han er den enkeltperson, der har betydet mest for foreningen i hele etableringsfasen.
Inge Lise Pedersen er tidligere formand for Landsforeningen af Menighedsråd, menighedsrådsformand i Lindevang Kirke og forfatter til ”Rådene der forandrede folkekirken. 100 års foreningshistorie”.