Tidligere hovedbestyrelsesmedlem i Radikale Venstre: Partiet har mistet én af sine to rødder

Man bevæger sig i de samme kredse, taler samme sprog og har alle lært om Foucault, diskursanalyse og dekonstruktion. Det er der i princippet ikke noget galt i, men de mangler tydeligvis modspillet fra andre virkeligheder

I dag har man mere travlt med at tale om hænder på låret til en fest end den virkelige kvindeundertrykkelse, der finder sted.
I dag har man mere travlt med at tale om hænder på låret til en fest end den virkelige kvindeundertrykkelse, der finder sted. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dette indlæg er ikke en smækken med døren i forhold til Radikale Venstre. Den dør lukkede jeg lige så stille for 19 år siden efter i 25 år at have arbejdet for partiet som blandt andet folketingskandidat og medlem af partiets hovedbestyrelse, forretningsudvalg og udenrigspolitisk udvalg.

Radikale Venstre havde gennem det meste af sin eksistens to hovedrødder: den socialliberale gren og den radikale, lidt forenklet repræsenteret ved henholdsvis husmændene og de byintellektuelle.

De socialliberale bekendte sig til Grundtvig og markedsøkonomiens evne til at skabe materiel velfærd, men ønskede en stærk stat, der skulle lave omfordeling, så alle fik glæde af goderne. De radikale havde og har rod i den kulturradikale Brandes-tradition, hvor hovedtemaer var frisind, pacifisme, individuel frigørelse og internationalisme. Dynamikken mellem disse to strømninger med både praktisk forankret erfaring og udsyn og visioner gav partiet en meget stor indflydelse på udviklingen af det danske samfund gennem hele det 20. århundrede. Det gav også mulighed for at danne regering til begge sider i Folketinget.

Sidst i det 20. århundrede forsvandt ”husmændene”, og det er ikke lykkedes partiet at finde nye vælgergrupper med erfaring fra ”det praktiske liv”. Det førte meget synligt i 1990’erne til, at de tidligere radikale højborge i Skive, Holbæk, Middelfart, Langeland med flere forsvandt, og pludselig lå de 10 bedste radikale kredse i det indre København og Aarhus.

Det var naturligvis rigtig klogt vælgertaktisk med den kolossalt voksende strøm af akademikere fra universiteterne, en udvikling, som partiet selv stod i spidsen for med mantraet om uddannelse, uddannelse, uddannelse, jo længere og højere, jo bedre. I øvrigt kunne vi jo alligevel ikke konkurrere med kineserne om materiel produktion, så nu skulle vi leve af design og gode idéer, underforstået at det var de nok ikke kloge nok til derude i øst.

Det har i dag ført til et stort uddannelsessnobberi blandt unge og en situation med arbejdsløse akademikere og besvær med at finde danske håndværkere til at bygge vores huse og fikse vores kloakafløb.

Et område, der stadig står for mig som en gåde, er partiets holdninger omkring indvandring. Partiet har de facto medvirket til indvandringen af store grupper med kulturer, der udøver en kvindeundertrykkelse og social kontrol, der ligger langt til højre for selv de mest konservative danskere. Dette på trods af, at den radikale historie har hyldet frisind, emancipation og seksuel frigørelse.

Selv i dag har man mere travlt med at tale om hænder på låret til en fest end den virkelige kvindeundertrykkelse, der finder sted.

Jeg husker blandt andet et hovedbestyrelsesmøde sidst i 1990’erne, hvor vi omsider fik gang i en nuanceret diskussion om problemer knyttet til indvandringen. Den debat blev lukket meget kontant af Marianne Jelved, der holdt en dundertale mod de mørke kræfter, der ikke ville helme før den sidste indvandrer var ude af landet.

I dag er mange måske blevet klogere, men nu sidder man i den saks, at et væsentligt vælgersegment for partiet er de muslimske kredse.

Under Nyrup- og Thorning-Schmidt-regeringerne blev socialdemokraterne presset af De Radikale til at føre en indvandrerpolitik, som ikke fandt genklang blandt de socialdemokratiske kernevælgere. Det har Socialdemokratiet lært af og har derfor ikke ønsket det traditionelle regeringssamarbejde med De Radikale.

I dag er den radikale folketingsgruppe helt domineret af yngre akademikere, hvis små erfaringer uden for Tinget stammer fra kortvarige ansættelser i styrelser, ministerier og interesseorganisationer i hovedstadsområdet. Det fører til en mere ideologisk og mindre pragmatisk tilgang til politik. Man bevæger sig i de samme kredse, taler samme sprog og har alle lært om Foucault, diskursanalyse og dekonstruktion. Det er der i princippet ikke noget galt i, men de mangler tydeligvis modspillet fra andre virkeligheder.

Arne Garbøl er tidligere højskolelærer.