Regeringens bebudede lovforslag om, at alle prædikener holdt på andre sprog end dansk skal oversættes og offentliggøres, er simpelthen så dumt, at det bogstavelig talt skriger til himlen. Censurens og sindelagskontrollens stygge ansigt viser sig i al sin udemokratiske, forvredne ulutherske indkrogethed. Historieløsheden larmer.
I begyndelsen af 1800-tallet, hvor argumenterne for mere ytringsfrihed og mindre censur for alvor begyndte at spire, holdt magthaverne indædt fast i, at det skulle være strafbart at ”skumle med bitterhed” over regeringen eller ”indklæde sine anmærkninger over dens foranstaltninger i utilbørlige eller usømmelige udtryk”. Det måtte forhindres.
Regeringens aktuelle planer er en klar tilbagerulning til tiden før Grundloven af 1849. Tilmed på en måde, der minder om molboerne, der i deres dumhed trampede hele marken ned for at skræmme storken væk. Man bekæmper et onde med midler, der ødelægger det, man vil forsvare. In casu det frie samfund, trosfriheden og den frie forkyndelse.
Alle ved, at målet er at ramme rabiate imamer. Så nu skal også tyske, engelske, franske, svenske og spanske forkyndere i alle trossamfund oversætte prædikener – for ikke at tale om danske statsborgere, der forkynder på færøsk og grønlandsk, der som bekendt er anerkendte sprog i rigsfællesskabet.
Et krav om oversættelse vil desuden bremse den positive udvikling, hvor flere og flere trossamfund søger om anerkendelse. Jeg var kirkeminister, da loven blev vedtaget, og idéen var netop at skabe gennemsigtighed omkring trosgrundlag, organisation, økonomi med videre.
Hvis et flertal i Folketinget vedtager en idiotisk sproglov, vil de forkyndere og trossamfund, det skal ramme, undlade anerkendelse, det vil medføre større lukkethed – og garagemenighedernes hadprædikener kan ingen kontrollere.
En af Luthers store fortjenester var at oversætte Bibelen til tysk i 1522 – og prædike på modersmålet. Forkyndelse skal ske på hjertespoget. Det vil lovforslaget ikke forhindre, men tanken om, at det enorme flertal af fredelige trossamfund i Danmark nu skal bekoste oversættelser, sender et klart signal om, at alle er under mistanke, til det modsatte er bevist.
Farvel, tillidsbaserede samfund. Og hvem skal kontrollere oversættelserne? Sikre, at alle sætninger er medtaget? Og hvad med de forkyndere, der prædiker uden manuskript?
Jeg er helt klar over, at der er sorte lommer i det danske samfund, hvor der tales og forkyndes med opfordringer til at undergrave det danske samfund. Men så må man, ved begrundet mistanke, sætte ind med anden lovgivning. Det er allerede ulovligt at opfordre til ulovlig og samfundsundergravende virksomhed. Og der er allerede dekorumkrav for alle anerkendte trossamfund.
Drop planerne om oversættelseskrav, drop signalpolitikken – og drop den generelle religionsforskrækkelse og historieløshed. Måske skulle regeringen gå lidt mere i kirke og få sænket skuldrene.
Mette Bock er tidligere kirke- og kulturminister for Liberal Alliance.