Hvad er det for en tankegang, som har dannet grundlaget for udviklingen i plejehjemssektoren de seneste 25-30 år? På Christiansborg har der udviklet sig en tro på, at man fra Christiansborg kan styre og regulere alle dele af den offentlige sektor helt ned i de mindste detaljer. Metoden har indebåret en stadig strøm af love, regler, bekendtgørelser, vejledninger med mere, som over tid har udviklet sig til et mere eller mindre uoverskueligt monster af detaljerede regler.
I takt med at detailstyringen fra Christiansborg bliver mere og mere omfattende, bliver der øget behov for at kontrollere, at alle regler og bekendtgørelser overholdes. Der udvikles rapporteringssystemer, og der anvendes mere og mere tid på at udarbejde og indsende de krævede rapporter. Det er banalt, men dog et faktum, at den tid, der bruges på at udarbejde rapporter og fremskaffe data, ikke samtidig er til rådighed for de grundlæggende serviceopgaver.
I de seneste 10 år har der desuden været et konstant sparekrav til de danske kommuner, som i parentes bemærket har ansvaret for driften af plejehjemmene. Nu er der lagt op til en farlig cocktail. Kommunerne kan ikke spare, uden at det reducere i lønbudgetterne. Når der skal spares og effektiviseres, så sker der uundgåeligt fejl indimellem. Når det sker, så himler politikerne op, både lokalt og på Christiansborg: ”Det kan ikke være rimeligt, vi politikere må gribe ind.” Og så griber de ind med nye og mere detaljerede regler og nye krav om rapportering.
Når denne proces har kørt i et stykke tid med nye fejl og skandaler i pressen og nye regler og nye krav om rapportering, så sker der to katastrofale ting. Mismodet og manglende tro på sig selv breder sig hos personalet på plejehjemmene.
Samtidig breder der sig både hos politikere og ikke mindst i offentligheden en generel mistillid til ledere og ansatte på plejehjemmene i stedet for at betragte ansatte på plejehjemmene som nogle af hverdagens helte, som passer vores gamle, når de ikke længere kan klare opgaven selv.
Det er efter min opfattelse det punkt, vi i dag er nået til. Politikerne tænker i mere styring for at ”sikre”, at alle ressourcer anvendes optimalt. Ledere og personale er stressede og føler sig ikke værdsat og respekteret. Det bliver sværere at tiltrække kvalificeret personale til plejehjemmene, og der smutter måske en enkelt ind, som ikke har den rette indstilling til arbejdet med gamle mennesker. Samtidig er der medarbejdere, som forlader sektoren, fordi de ikke føler, at de har mulighed for at yde den pleje og omsorg, som var det, der fik dem til at søge ind i faget.
Ovenstående er et forsøg på at beskrive den tankegang, der har ligget til grund for styringen af plejehjemssektoren i gennem de seneste 25-30 år. Men hvad så? Der er efter min opfattelse brug for både flere ressourcer og en ny grunlæggende tankegang.
Det nye tankesæt må begynde med, at politikerne på Christiansborg erkender, at det ikke et muligt at styre plejehjemmene gennem detaljerede regler. Hvis man erkender det, så reduceres behovet for detaljerede registreringer af alle mulige og umulige ting ude på plejehjemmene.
Næste trin i den ændrede tankegang forudsætter en helt ny holdning til lederne og personalet på plejehjemmene. De er hverken dovne eller uduelige eller ude på at snyde politikerne. De er grundlæggende stolte af deres arbejde, og de ønsker at gøre det så godt som muligt for beboerne.
Problemet er imidlertid, at den meget stramme styring af sektoren og de mange regler kun efterlader et meget beskedent ledelsesrum til plejehjemslederen. Jeg mener, at der er behov for at revitalisere begrebet institutionslederansvar. Det indebærer for mig, at man overdrager ledelsen af en institution til lederen, naturligvis under ansvar over for kommunalbestyrelsen. Det er så op til lederen at tilrettelægge arbejdet og ansætte det nødvendige personale.
Opgaven for de kommunale politikere bliver ud fra nogle overordnede målsætninger at stille de nødvendige ressourcer til rådighed og holde øje med, at budgetterne overholdes, og at driften på plejehjemmene lever op til målsætningerne. Hvis plejehjemslederen ikke magter opgaven, så skal man efter min opfattelse være klar til at skifte lederen ud.
Med det større ledelsesrum følger et tilsvarende større ansvar, og hvis man ikke magter det, så må vejene skilles.
Hvis kommunalbestyrelserne og plejehjemslederne fik et større reelt ledelsesrum, ville det efter min opfattelse og erfaring også give grundlag for mere aktive og kontrollerende vælgere i kommunerne.
Hvis borgerne havde en reel tro på og erfaring med, at det nytter at bruge det kommunale politiske system, så vil det medføre mere aktive og kritiske borgere. Politikerne vil meget hurtigt få besked, hvis der der er institutioner eller andre områder af den kommunale drift, som svigter sine brugere.
I et optimistisk øjeblik kunne jeg tro, at nogle af de mange bureaukritiske kontrolsystemer kunne afløses af borgernes daglige møder med de kommunale servicetilbud. Der er brug for et brud med den generelle holdning på Christiansborg til den politiske ledelse i kommunerne. Politikerne på Christiansborg efterlader mindre og mindre ledelsesplads til kommunalbestyrelserne. Den kolossale mængde af love, regler og bekendtgørelser, som Christiansborg anvender for at styre kommunerne, efterlader kun lidt plads til selvstændig politisk ledelse i kommunerne.
Det har så gennem de seneste 10 år været kombineret med konstante sparekrav fra Christiansborg, som har overladt ”det beskidte” arbejde med at udmønte besparelserne til kommunalbestyrelserne.
Det stadige krav om kommunale besparelser på driftsbudgetter kan på længere sigt ikke undgå at få konsekvenser for den kommunale service. Der dukker med regelmæssige mellemrum sager op i de landsdækkende medier om mere eller mindre uhensigtsmæssige konsekvenser for forskellige borgergrupper.
Når Christiansborg, så griber ind er det typisk for at tilgodese meget bestemte eller afgrænsede grupper i samfundet – og ikke sjældent også bestemte vælgergrupper. Den eneste styringsmulighed, Christiansborg har, er flere reguleringer, love, og bekendtgørelser.
Hvis Christiansborg opgiver den stramme detailstyring, så vil det efterlade et større ledelsesrum til både de kommunale politikere og plejehjemslederne. Den kommunale økonomi er imidlertid så stramt styret, at der efter min opfattelse også er behov for at løsne lidt op for så stram en styring af den kommunale økonomi.
Der er behov for at slippe kommunerne fri. Behov for at give kommunalbestyrelserne et større politisk ledelsesrum.
Hvis Christiansborg giver de folkevalgte kommunalbestyrelser muligheder for at gennemføre øget beskatning og overlader det til de lokale folkevalgte at overbevise vælgerne om, at en eventuel øget beskatning vil blive anvendt forsvarligt og målrette til at bedre servicen for for eksempel de kommunale plejehjemsbeboere, så er jeg overbevist om, at mange borgmestre vil benytte sig af muligheden.
Jeg er i den forbindelse overbevist om, at borgerne eller vælgerne nok skal holde øje med, om pengene bliver brugt som lovet. Hvis ikke, så vil de straffe borgmesteren ved næste valg.
Jeg er overbevist om, at en ændring i hele tankesættet, som beskrevet ovenfor, vil føre til bedre forhold for beboerne på plejehjemmene, bedre ledelse og mere engagerede medarbejdere. Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at alle fejl forsvinder.
Der vil forsat ske fejl, der vil være ledere, som ikke lever op til deres ansvar. Men jeg er overbevist om, at der bliver færre, og de enkelte kommunalbestyrelser vil have langt bedre mulighed for at gribe ind under hensyn til de lokale forhold og vilkår.
Palle Rasmussen er cand.polit. og tidligere kommunaldirektør.