Prøv avisen

Tidligere medlem af Det Etiske Råd: Kønsskifte er ikke for børn

Christian Borrisholt Steen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

For mig er relationelle markører som ”bror”, ”søster”, ”mor” eller ”far” ikke ligegyldige – og ikke noget, man uden videre bare kan ændre hvert halve år med sit NemID, skriver Christian Borrisholt Steen

Det var med stor interesse, at jeg den 9. april læste Kirsten Kessels læserbrev ”Jeg var født i den forkerte krop” her i avisen. Kirsten fortæller levende om, hvordan hun som barn i 1950’erne blev betragtet som en såkaldt ”tomboy”. Hun følte sig som en dreng og, som hun skriver, så ville hun sandsynligvis have valgt at skifte køn, hvis det havde været en mulighed. Men Kirsten fortæller videre i læserbrevet, at hun i dag priser sig lykkelig for, at hun nåede at være ung, inden den identitetspolitiske bølge begyndte at skylle ind over os. Efter en identitetsforvirret barndom og pubertet fandt hun i voksenlivet harmonisk hvile i den krop, som hun var skabt med.

Når jeg læser Kirsten Kessels historie bliver jeg endnu en gang bekræftet i min skepsis over for kønsskifte på børn og min modstand mod det såkaldte juridiske kønsskifte, som blev indført af den tidligere socialdemokratiske regering i 2014. Muligheden for juridisk kønsskifte kom gudskelov kun til at gælde for personer over 18 år, men det er ikke længe siden, at Eva Kjer Hansen (V) fra den nuværende regering luftede idéen om – efter inspiration fra Norge – at gøre det muligt for børn helt ned til seksårsalderen at skifte juridisk køn. I den forbindelse udtalte Birte Smidt, der er behandlingsansvarlig på Sexologisk Klinik for transkønnethed i Region Hovedstaden den 6. juni sidste år til Morgenavisen Jyllands-Posten, at ”mange børn fastholder ikke deres transkønnethed over tid, og så skal de skifte tilbage. Det er bekymringsværdigt”.

Uanset om vi taler om børn eller voksne, så mener jeg, at det er alt for snævert at reducere spørgsmålet om køn til at være et spørgsmål om, hvad det enkelte barn eller den voksne måtte føle eller opleve sig selv som værende. Vi risikerer at give barnet en splittet identitet. Ingen af os er øde øer, men vi er sat i relation til hinanden, og her spiller kønnet også en stor rolle i identitetsdannelsen.

For mig er relationelle markører som ”bror”, ”søster”, ”mor” eller ”far” ikke ligegyldige – og ikke noget, man uden videre bare kan ændre hvert halve år med sit NemID. I hvert fald vil det ikke være uproblematisk, og jeg har svært ved at se, at vi gør børnene en tjeneste ved at sænke aldersgrænsen for juridisk kønsskifte fra 18 år og helt ned til seksårsalderen.

Tilbage til Kirsten Kessels læserbrev. Hun slutter af med at beskrive den lykkeligste dag i sit liv. Det var den dag, hvor hun lå med sin nyfødte søn i armene. Da følte hun sig for alvor som kvinde og som mor. Relationelle markører betyder noget og er ikke ligegyldige. Muligheden for kønsskifte er ikke for sjov – og i hvert fald ikke for børn.

Christian Borrisholt Steen er foredragsholder og tidligere medlem af Det Etiske Råd.