Med folketingsvalgkampen lidt på afstand kan man godt sidde tilbage med en fornemmelse af, at det eneste, som er blevet debatteret, og som dermed virkelig betyder noget, er klimahensyn, pensionsalder og udlændingepolitik. Men har man fulgt godt med i debatten under valgkampen, har man formentlig opdaget, at der også har været debatteret andre særdeles relevante emner. For eksempel smed Jan E. Jørgensen fra Venstre lidt af en bombe midt under valgkampen, som for mig at se er langt mere foruroligende end den tidligere statsministers tanker om en SV-regering eller den den nye statsministers tanker om at hæve skatten.
Jan E. Jørgensen slog pludselig midt i valgkampen til lyd for, at vi bør indføre aktiv dødshjælp i Danmark som et tilbud til mennesker med alvorlige lidelser og smerter. Hidtil har den slags forslag – heldigvis – været forbeholdt de unge løver i Venstres Ungdom. Men hvis Jan E. Jørgensen får held til at plante sit forslag og vinde gehør for det i Venstres folketingsgruppe, er der for mig al mulig grund til at advare imod konsekvenserne af forslaget.
Vil du altid være opdateret på de største værdipolitiske debatter? Skriv dig op til vores debatnyhedsbrev, der udkommer hver torsdag.
I spørgsmålet om aktiv dødshjælp er jeg helt på linje med den tidligere formand for Det Etiske Råd Ole Hartling, når han siger, at svaret på menneskers lidelse aldrig nogensinde må blive at gøre det af med den lidende. I stedet skal vi, som Ulykkespatientforeningen også har været ude at argumentere for, begynde at debattere med hinanden, hvordan vi bedst muligt hjælper alvorligt syge og smerteramte mennesker med at mindske deres lidelse og smerte, mens de er her, frem for at italesætte døden som et tilbud, som samfundet skal have på hylden. Det er en helt forkert vej at gå.
Blandt fortalerne for aktiv dødshjælp er hovedargumentet typisk, at den enkelte selv skal kunne bestemme, hvornår han eller hun ikke ønsker at leve mere. Det lyder jo umiddelbart besnærende. Men selvbestemmelsesretten har for mig at se en grænse, og det har den først og fremmest, fordi hvert enkelt menneskeliv har en uendelig stor værdi, og fordi vi ikke er øde øer, men sat i relation til hinanden.
Sidstnævnte kan jeg bedst forklare med et eksempel fra en dokumentar, som jeg så på DR for nylig. I dokumentaren, der handler om for og imod aktiv dødshjælp, taler journalisten med en ung mand, der lider af muskelsvind. Den unge mand er lammet fra halsen og ned og fortæller, at han selv er imod aktiv dødshjælp. Hans beretning gjorde dybt indtryk på mig. Han sagde, at hvis samfundet gav mennesker med muskelsvind lov til at få aktiv dødshjælp, så ville samfundet dermed også reducere værdien af hans liv, selvom han selv er modstander af aktiv dødshjælp. Udtalelsen fra den unge mand med muskelsvind er for mig et gribende eksempel og et tydeligt vidnesbyrd om, at der bør være grænser for selvbestemmelsesretten, og at det vil have alvorlige konsekvenser for vores menneskesyn – vores syn på hinanden – hvis vi tillader aktiv dødshjælp med henvisning til den enkeltes selvbestemmelsesret.
Som moderne mennesker er vi så vant til selv at kunne bestemme nærmest alting. Derfor kan det også synes indlysende, at vi selvfølgelig også selv skal kunne bestemme, hvornår vi ikke ønsker at være her mere. Derfor er det heller ikke så overraskende, at Jan E. Jørgensen har mødt sympati for sit forslag fra flere sider. Men når argumenterne virker indlysende rigtige, er der netop grund til at stoppe op og kigge dem nærmere efter i sømmene – ikke mindst når det drejer sig om så fundamentalt et spørgsmål om liv eller død. Jeg håber ikke, at Jan E. Jørgensen – eller andre – får held til at overbevise flertallet i Folketinget om, at aktiv dødshjælp er det humane svar på menneskelig lidelse.
Christian Borrisholt Steen er foredragsholder og tidligere medlem af Det Etiske Råd.