For nogle år siden var jeg udpeget som medlem af Undervisningsministeriets digitaliseringspanel.
Digitaliseringspanelet bestod af repræsenter for en række skoleorganisationer, børneinstitutionernes organisationer og fagforeninger. Efter nogle møder blev det klart, at vores opgave i virkeligheden handlede om, hvor brutalt og hurtigt vi mente det acceptabelt, at digitaliseringen kunne presses igennem over for befolkningen, herunder børn og unge.
Børn og unge er normalt ikke djøf’eres spidskompetence. Men det var de jo for os fagfolk i panelet. Og vi kunne berette, at et ikke ubetydeligt mindretal i befolkningen ikke har råd til computere, at de arbejder i udlandet eller til søs, afsoner, har nedsat synsevne, læse-staveproblemer, er intellektuelt svækkede eller bare dårlige til dansk.
Kan forældrene ikke hjælpe? Jo, især hvis man har to eksisterende, nærværende forældre, hvad ikke alle har.
Det var klart for os i Digitaliseringspanelet, at digitalisering havde den dengang siddende minister Christine Antorinis (S) allerstørste bevågenhed.
Ikke bare husker jeg hende holde en engageret tale med budskabet, at øget digitalisering var alfa og omega for al fremtidig undervisning og læring, selvom der ikke forelå eller foreligger dokumentation for, at digitalisering betaler sig i forhold til andre indsatser, et synspunkt som OECD således hælder til.
Desuden fik digitaliseringslobbyen med ministerens accept en prioritering ud over det sædvanlige i Undervisningsministeriet. En særlig styrelse, hvor der var mange ansatte; andre opgaver i ministeriet måtte vige.
It-lobbyen havde altså succesrigt fået en socialdemokratisk minister til at italesætte, at digitalisering var ”Gud” i den såkaldte konkurrencestat og skulle forhindre os i at være ”bagud” i Pisa-målinger i ISSP. Alle partier inklusive venstrefløjen så ud til at være enige heri. Dansk Folkeparti hang lidt i bremsen, men nogen politisk tematisering fra nogen i Folketinget blev der ikke tale om.
Dengang som senere er kritik af digitaliseringspresset af rådgivere og kommunikationsfolk fra regering og Dansk Industri blevet ignoreret og fortiet. Først med skandalerne i og omkring Facebook og en række lovtiltag er man begyndt at behandle kritik af digitalisering nogenlunde seriøst, men der er stadig langt til at opnå en respektfuld dialog.
Statsminister Lars Løkke Rasmussenn (V) stiftede i 2017 Disruptionrådet med en formand fra Microsoft. Regeringens syv nøgleministre er med i rådet, der næsten får karakter af et krigskabinet. Det er betegnende, at disruption betragtes positivt i stedet for at se det som ødelæggende. Det er jo, hvad ordet betyder, hvis man kan engelsk.
På rådets todagesmøde i Herning i januar 2018 var alle vigtige personer i industrien med især fra it-området. Ingen fra det undervisningsmæssige og læringsmæssige område. Men Kommunernes Landsforening var med og holdt i maj i år en stor konference om digitaliseringens velsignelser i kommunalt regi.
Kommunernes Landsforening har rekvireret en rapport fra et amerikansk firma, der skal vise muligheder og farer ved digitaliseringen. Eksemplerne, som jeg har hørt om, og som jeg næppe kan tro er, hvad der vil ske, hvis vi kan rejse til Mars, eller hvis vi bliver udødelige.
Og så er der den om de førerløse biler. Den slags varm luft og luftkasteller har kostet danske skatteydere 100.000 dollars.
Milliarder er blevet brugt på, at skoler og elever erhverver sig de nye medier. Men har der været en seriøs evaluering af, om det har været milliarderne værd? Vi ved det ikke.
En undersøgelse, som er refereret i Gymnasieskolen oktober 2017, og som støtter sig til en OECD-rapport, viser, at der ikke er nogen som helst effekt af digitaliseringen, og at milliarder er spildt. De andre landes elever ser ud til at klare sig lige som godt som os. Målt i Pisa- målinger i ISSP.
Er alt forkert ved digitalisering? Selvfølgelig ikke, men det handler om at bruge sund fornuft og kritisk sans. Mange internationale virksomheder har valgt Danmark som et land, fordi tiltroen til det offentlige, tillid mennesker imellem, folkeoplysning og til det almene sammenhold er fin, og kriminaliteten lav. Men vi vil nødigt lade os snyde.
Ole Borgå er tidligere chefkonsulent.