I DEN SENESTE TID har børns fravær og pjækkekultur været til debat. Op mod hver femte elev i folkeskolen har et bekymrende højt fravær, og der har været peget på, at forældre har ansvar for deres børns skolegang, og at nogle forsømmer dette ansvar. Det har fået mig til at tænke på min egen skolegang for mange år siden, især på, at mit eget fravær var bekymrende højt.
Da jeg efter fire år i en landsbyskole var blevet optaget i 1. mellem på Sønderborg Statsskole, gik det i begyndelsen godt. Men de næste år gik det ned ad bakke. Grunden var, at jeg ikke læste lektier, men i stedet kastede mig over tegning, fodbold og jazzklaver. Prisen herfor blev, at jeg i skolen følte mig som jaget vildt.
”En ny dag truer,” sagde et af børnene i tegneserien ”Radiserne”. Jeg skulle tidligt op for at nå toget, i vintermånederne i mørke og kulde. Og når jeg nåede frem til skolen, blev jeg grebet af rædsel for, hvordan dagen ville gå.
I ”De små synger” står der en sang, hvis to første vers lyder sådan:
Op, lille Hans, op, lille Hans,
hør, nu synger lærken!
Nej, lille mor, nej lille mor,
det er dørens knirken!
Op, lille Hans, op, lille Hans,
op og gå i skole!
Nej, lille mor, nej, lille mor,
åh, jeg er så dårlig!
NÅR JEG BLEV VÆKKET, reagerede jeg som Hans og meddelte mine forældre, at jeg var for dårlig til at gå i skole. En times tid senere fik jeg det straks bedre. Så bad jeg om at få min tegneblok og blyanter bragt op i sengen på mit værelse. Og når jeg begyndte at tegne, stod tiden stille.
Hvor var mine forældre? Det korte svar er, at min far ville have mig ud af fjerene, men at min mere viljestærke mor forbarmede sig over mig.
I skolen havde man efterhånden luret mig. Hvor der i min karakterbog tidligere havde stået antallet af fraværsdage, stod der nu 1 + 1 + 1 + 1 + 1…
Som forventet fik jeg efterhånden lavere karakterer. Min naturhistorielærer, der havde set sig gal på mig, skrev foruden et lavt tal, ”faget lader ikke til at interessere ham”.
For at blive optaget direkte fra mellemskolen til 1. g skulle man have et ret højt gennemsnit, og i min første karakterbog i 4. mellem lå det et godt stykke under det krævede. Nu blinkede advarselslamperne, og mine forældre trådte langt om længe i karakter. Jeg fik forbud mod at pjække og påbud om at forberede mig i alle fag. Det hjalp, og ved mellemskoleeksamen var mit gennemsnit højt nok.
I gymnasiet fik jeg et tilbagefald. Jeg forsømte igen at læse lektier og frygtede at blive overhørt. Lidt pjækkeri forsøgte jeg mig også med, men det havde jeg besvær med at få godkendt derhjemme.
Det, der – efter at jeg som 17-årig havde bestået studentereksamen – vist især hjalp mig til at blive en flittig og ansvarsfuld samfundsborger, var gennem to år at aftjene min værnepligt. Det var i flyvevåbenet under den kolde krig, og dér blev der ikke lagt fingre imellem. Blandt de mange befalinger, der blev skreget ind i hovedet på soldaterne, husker jeg bedst: ”Fald ned og kryb fremad – under isen.” Morsomt var det ikke, men vi passede godt på Danmark.
For at sondere, hvor almindeligt pjækkeri var i min årgang, spurgte jeg to af mine venner, en jurist og en romanist, om de havde pjækket i skolen. Herpå svarede de begge: ”Aldrig!”, og den ene tilføjede, at han heller aldrig var kommet for sent. Et par minutter senere sagde han dog, at han ville ønske, han ikke havde været sådan en spejderdreng.
Mit barnebarn Max, der er 21 år, fortalte, at han aldrig havde følt behov for at pjække i skolen. Men at han i nogle tilfælde, hvor undervisningen lå sent og fulgte efter flere timers pause efter morgenundervisningen, var taget hjem. Ellers havde han aldrig haft fravær.
DEN 4. DECEMBER var undervisningsminister Merete Riisager (LA) til samråd om fraværsreglerne på gymnasierne. Mon ikke hun som strammer går efter at komme pjækkeri helt til livs?
Jeg håber, at pjækkeri af min type er usædvanligt i dag, for det kastede en skygge over min barndom og ungdom. Min yngste datter, der er børnepsykolog, fortæller, at når børn og unge pjækker, har det at gøre med manglende kontakt – både med forældre og lærere. Det er det vel ikke umuligt at gøre noget ved.
Niels Davidsen-Nielsen er professor emeritus, dr.phil.