RASMUS ULSTRUP LARSEN skriver den 10. december her i avisen et lille kampskrift mod yoga.
Som passioneret yoga-udøver og semiotiker er jeg nødt til at komme med et modsvar, da et par ting desværre er blandet sammen i nævnte kampskrift.
For det første: Yoga og marketing er to forskellige ting.
Det er uklart, hvor meget erfaring Rasmus Ulstrup Larsen selv har med yoga, men én ting er sikkert: Han får blandet yoga, altså handlingen at bevæge sin krop med bevidsthed og synkroniseret vejrtrækning, sammen med markedsføring af denne aktivitet.
Det er for så vidt i orden. De fleste blander produktet sammen med brandet – det er ligesom hele pointen med effektiv markedsføring. Men når man slår sig op med en filosofisk analyse af konceptet i en national avis, så bør man skille de to ting ad, hvis ikke man skal komme i klemme hos en nævenyttig semiotiker.
SOM FAGFOLK MÅ VI TILGÅ analysen af fænomenet med en analyse af fænomenet – og ikke en analyse af ét fænomen og så overføre det til ét andet. Det er ren galimatias og videnskabeligt uholdbart. For at klargøre, hvilke to fænomener vi taler om i denne sag, er her et kort oprids:
Yoga er en form for gymnastik, hvor du justerer dit fokus på din krop, dine tanker og din vejrtrækning. Du træner balance, styrke og udholdenhed samt din koncentration.
Markedsføring er en måde at kommunikere et tilbud til forbrugeren. Forbrugere har behov for at få løst deres problemer og tilfredsstillet deres behov. I dette tilfælde sigter man efter en målgruppe, som lider under det faktum, at de har svært ved ”at sætte sig selv først”. Her tilbyder man yoga som en måde at træne selvkærlighed på. Hermed sagt, at det ikke er yogaen som sådan, Rasmus Ulstrup Larsen kan have noget imod – men derimod markedsføringen af selvkærlighed som et behov, kunderne vil have opfyldt. Dette behov er uetisk efter hans standarder.
For det andet: Nu da vi har slået fast, at det er sprogbrugen i markedsføringen af aktiviteten yoga, som nogle virksomhedsejere har valgt at bruge, som er essensen i denne debat, så lad os gå videre til at se på forholdet mellem moral og individualisme.
Jeg er helt enig med påstanden om, at vores sprogbrug påvirker vores verdensopfattelse, herunder hvad vi opfatter som etisk forsvarligt.
Jeg er dog ikke enig i, at vi bare sådan lige kan sætte lighedstegn mellem selvkærlighed og selvdyrkelse. Det er jo åbent for fortolkning, men den tone, der bliver slået an i de nævnte eksempler, ligger mere op ad den, man hører stewardesserne komme med i sikkerhedsgennemgangen om bord på et fly:
”Først tager du din egen iltmaske på, og derefter hjælper du dem omkring dig.”
Er det moralsk rigtigt eller forkert? Er det fornuftigt eller ufornuftigt?
Jeg er sikker på, at vi ikke er uenige om, at sikkerhedsproceduren for flystyrt er helt fornuftig og etisk. Men er det da et særtilfælde? Er det kun i kriser, vi skal hjælpe os selv først? Mit svar er nej. At opdyrke blandt andet selvkærlighed er at opdyrke en mental robusthed og styrke, som kommer os til gavn i de livskriser, vi vil komme ud for. Hvad enten det er os selv, der står i orkanens øje, eller vi står som pårørende til alvorligt syge eller på anden vis kriseramte mennesker, så vil en stærk mental sundhed gøre os bedre i stand til at hjælpe den anden. Set med de briller er selvkærlighed udgangspunktet for at kunne opføre sig moralsk.
FOR DET TREDJE: Hele grundlaget for Rasmus Ulstrup Larsens kampskrift – nemlig at yoga og sprogbrugen omkring yoga er samfundskorrumperende på et moralsk plan – er vendt på hovedet. Hele vejen gennem indlægget argumenteres der for, at det er dette sprog, der befaler amoralsk opførsel. Men faktisk ender han med at modsige sig selv i den sidste paragraf:
”Yoga og andre af denne slags østlige spiritualitetsforetagender er derfor etisk problematiske, fordi de i den vestligficerede udgave kapitaliserer på en hardcore individualisme, der i sin essens er umoralsk.”
Her gøres det tydeligt, at samfundet i forvejen er præget af en hardcore individualisme, som markedsføringen af yogaen sådan set bare læner sig ind i. Det ville være stort set utænkeligt at sælge noget på en måde, som ikke tager højde for tidens tendenser – for ellers bliver det ikke solgt. Det ændrer bare ikke på, at det igen er marketing, som kapitaliserer på disse tendenser, og ikke tilbuddet som sådan.
Endelig kan jeg bemærke, at foreløbige studier blandt både raske og syge personer viser, at yoga har lige så god eller bedre effekt som anden træning, når det gælder nedregulering af stresshormoner i kroppen og aktivitet i det sympatiske nervesystem. Derfor er det snarere kortsluttede analyser af yogaens samfundmæssige påvirkning, som den Rasmus Ulstrup Larsen fremfører, der bør anskues som amoralske i forhold til folkesundheden.
Katrine Knudsen er cand.mag. i kognitiv semiotik og virksomhedsejer.