Ordene om ”evig død” og ”pine uden ophør” kræver en pædagogisk tilgang fra præster

Mit polemiske indlæg er af mange blevet tolket sådan, at jeg skulle mene, at et dødfødt barn nærmest skulle brænde op i helvede. Hvad der sker, når vi dør, lægges dog fuldstændig i Guds hånd, skriver hærprovst

”Vi er overladt til Guds for os helt uforståelige kærlighed. Det er vores tro, at vi modtager den kærlighed i vores dåb,” skriver Thomas H. Beck. Døbefonten er fra Ry Kirke i Østjylland. –
”Vi er overladt til Guds for os helt uforståelige kærlighed. Det er vores tro, at vi modtager den kærlighed i vores dåb,” skriver Thomas H. Beck. Døbefonten er fra Ry Kirke i Østjylland. – . Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck stillede i sin kommentar den 11. januar det polemiske spørgsmål, om præster i folkekirken virkelig mener, at udøbte børn er dømt til ”evig død” og ”pine uden ophør”. Jeg greb spørgsmålet og svarede med samme polemik, at naturligvis tror jeg det.

Grundloven fastsætter, at folkekirken er en evangelisk-luthersk kirke, hvis bekendelsesgrundlag blandt andet er Den Augsburgske Bekendelse, hvori der i princippet står, som Sandbeck skriver. Det har alle præster forpligtet sig på. Jeg sendte en kronik til Kristeligt Dagblad, som de efter aftale med undertegnede forkortede til det indlæg, som blev trykt i avisen den 15. januar.

Hvad der dermed ikke kom med, var den pointe, at de bibelske ord om ”evig død” og ”pine uden ophør” kræver en pædagogisk tilgang fra os præster, når vi skal forklare dåben. Mit polemiske indlæg er af mange blevet tolket sådan, at jeg skulle mene, at et dødfødt barn nærmest skulle brænde op i helvede. Hvad der sker, når vi dør, lægges dog fuldstændig i Guds hånd.

Vi er overladt til Guds for os helt uforståelige kærlighed. Det er vores tro, at vi modtager den kærlighed i vores dåb. Dåbsvandet er et tegn på, at vi dør sammen med Vorherre og opstår sammen med ham til evigt liv. Det gør os ikke til frelste og bedre mennesker. Vi er herefter lige så ”udøbte”, som vi er ”døbte”.

Som jeg lagde vægt på i mit indlæg, er vi alle – døbte og udøbte, spædbørn som gamle – dømt til ”evig død” og ”pine uden ophør”. Det er noget, vi er her i livet. Vi kan i større eller mindre grad leve et liv i evig ”død” og pine. Det kan skyldes dårlig samvittighed, som det kan skyldes et barskt og nådesløst liv, hvor man rammes af ulykker, sygdom, smerte, fattigdom, forfølgelse og ondskab. Det kan skyldes vores eget mørke, som vi kalder arvesynd.

Tidligere biskop Steen Skovsgaard har i sit indlæg i debatten den 16. januar redegjort fantastisk godt for, hvad arvesynd er. Det er gjort pædagogisk. Og sådan skal vores religiøse anfægtelser i forhold til dåben netop imødegås med pædagogik. Når debatten går på, om dåbsritualet skal ændres i sin ordlyd, så det sekulariserede menneske bedre skulle kunne forstå det, mener jeg ikke, at det er den rette tilgang.

Vi skal hverken ”blødgøre” Bibelens sprog eller ændre teologi efter tidsånden. Dåbsritualet er rimeligt godt. Men den dialektik, som forkyndes for os, at vi på én gang er syndere og frigjorte fra synden, kræver en pædagogisk udlægning. Over for den person, der er meget sekulariseret og fremmed over for Bibelens sprogbrug og billeder, kræver det en særlig pædagogisk indsats. Det er udfordringen for en præst i folkekirken i dag.

Det er en udfordring, som vi præster også tager på os, og som udgivelse af børnebibeler og anden litteratur i den genre igennem de sidste mange år også vidner om. Folkekirken skal ikke gå væk fra sit evangelisk-lutherske ståsted, hvilket jo også ville kræve en grundlovsændring, men vi præster skal fortsætte med på alle mulige måder at tage den opgave på os, at forkynde på vores bekendelsesgrundlag ind i en tidsånd, der på så mange måder kan betegnes som ”evig død” og fyldt med ”pine uden ophør”.

Thomas H. Beck er hærprovst.