”Det er godt nok vildt. Hold da op!”, skriver de tre repræsentanter for de missionske retninger i en replik til min kronik om dåben. Pudsigt nok reagerede jeg på nøjagtig samme måde, da jeg læste deres indlæg. Vil jeg virkelig trampe Paulus ”under fode” for selv at træde ind på scenen som ny apostel? Er det mit anliggende at ”udtænke en ny helligskrift for folkekirken, konstruere en ny lære om dåben og Gud og mennesket, sådan helt fra bunden af?”. Hold da op!
Jeg har skrevet en kronik, som blev bragt under overskriften ”Der er behov for en anden dåbsteologi” (mit eget forslag til overskrift var spørgsmålet: ”Har vi behov for en anden dåbsteologi?”). Anliggendet med kronikken var og er udelukkende at rejse en debat om det syn på dåben, vi finder hos Luther og i Den Augsburgske Bekendelse.
Fokus i kronikken ligger helt og holdent på det aspekt i reformatorernes dåbsteologi, der drejer sig om, at udøbte børn ikke kan blive frelst.
Det er dette aspekt, som stadig præger vores nuværende dåbsritual, jeg ønsker, vi får diskuteret ordentligt igennem, inden vi i folkekirken eventuelt begynder at pille ved det nuværende ritual.
Jeg nævner så nærmest i forbifarten Paulus for at forklare, hvad han kunne tænkes at have ment med formuleringen fra dåbsritualets faddertiltale: ”indpodet i Kristus”.
Men ellers spiller Paulus ikke nogen rolle i kronikken.
Derfor undrer det mig såre, at Paulus pludselig bliver det altdominerende stridspunkt i de missionskes debatindlæg. Eller rettere: Det undrede mig, indtil jeg nåede frem til det afsnit, der handler om opstandelsen og gnosticismen.
De arme missionsfolk er tilsyneladende stadig ikke kommet sig over den opstandelsesdebat, der blandt andet i denne avis’ spalter udspandt sig i 2015 og 2016. Det er stadig spørgsmålet om kødets opstandelse, den tomme grav og en bogstavelig læsning af evangeliernes opstandelsesfortællinger, der spøger. Hvis ikke vi virkelig får ”kød og knogler og hud og hår” med os over i det evige liv, falder det hele til jorden.
Det er selvfølgelig en total afsporing af den debat om dåben, der nu er i gang, men i det mindste giver missionsfolkenes indlæg mig mulighed for at minde dem om, at Paulus mente, at ”kød og blod kan ikke arve Guds rige”, ligesom han forestillede sig, at den kødelige krop bliver erstattet af ”en åndelig skikkelse” i opstandelsen. Den kære apostel mener altså det modsatte af missionsfolkene! Hvem er det, der forsøger at træde Paulus under fode?
Men tilbage på sporet. Lad mig gentage og præcisere, hvad der var mit anliggende med kronikken. Er folkekirkens præster villige eller ikke villige til at stå på mål for det synspunkt, vi finder i Den Augsburgske Bekendelse: at Gud fordømmer det udøbte barn til ”evig død” og ”pine uden ophør”?
Jeg ved godt, hvad det lille missionske mindretal vil svare. Men nu spørger jeg alle de andre.
Lars Sandbeck er lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.