Prøv avisen
Debat

Tillykke med studenterhuen. Husk på, at det er vigtigt at være noget for hinanden

Foto: Sonny Munk Carlsen/Ritzau Scanpix

Jeanne Fløe

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Er det kun karaktererne, I tager med jer videre i livet, eller er det også de nære relationer, I har indgået i, spørger psykolog

KÆRE STUDENT. Tillykke med huen. Selvom du for tre år siden sikkert tænkte, at tre år var uoverskueligt lang tid, så tror jeg alligevel, at du nu, hvor du står med huen i hånden og er klar til studenterrunden, vil give mig ret i, at tiden er fløjet af sted. Måske ikke lige da du sad inde ved eksamensbordet. Da kan det faktisk godt føles, som om tiden står helt stille. Også selvom min mand vil hævde, at eksamen er de flittiges fest.

Tiden på gymnasiet er nu forbi, og du har en masse ubrugt tid foran dig. Det kaldes fremtiden. Fremtiden er resten af din tid. Du lever imidlertid ikke løsrevet fra vores andres tid. Og selvom murene har beskyttet dig en lille smule, så har du sikkert allerede fornemmet vores forventninger til dig.

Så velkommen til vores tid. Den tid, som vi har bildt dig ind, at du kan blive alt i, hvis bare du vil det nok. Mulighederne ligger åbne for dig. Måske ikke helt så mange muligheder, som vi til tider har lokket lidt med, når vi ville motivere dig til at give den en ekstra skalle, men rigtig mange muligheder.

I den tid, du nu skal være en del af, kan vi have et lidt anstrengt forhold til fremtiden. Ja, faktisk løber vi nogle gange så stærkt, at det kunne se ud, som om vi er bange for at blive løbet over ende af den. Så nu får du lige lov til at fulde dig lidt, men så skal du på den igen. For inden længe skal du begynde på en uddannelse. Du har jo knoklet for at få snittet til det. Og som de plejer at sige der, hvor jeg kommer fra: ”Ledighed er roden til alt ondt”.

Inden du iler videre, så er der et spørgsmål, jeg gerne vil, at du skal tænke lidt over: Hvad har gjort en forskel for dig på studiet, og hvad vil du tage med dig videre frem i livet? Er det kun alle 12-tallene og den viden, du har opnået, eller er det også de nære relationer, du har indgået i?

Hvis det også er relationerne, så mind dig selv om det, når du inden længe skal sige farvel og tak for tre gode år. For vi herude i samfundet kan godt glemme vigtigheden af det.

Der er en undersøgelse, jeg har læst omkring unges trivsel, som har bekymret mig en del. I er en generation af unge, der er dygtigere og klarer jer bedre end nogensinde før. Vi som forældre gør, hvad vi kan for at booste en masse selvtillid i jer. Og alligevel scorer I højt på mistrivsel. Og mange af jer føler, at I ikke er helt, som I burde være.

Rigtig mange unge har problemer med angst, ensomhed og selvmordstanker. Undersøgelser viser, at mere end hver anden gymnasieelev har stresssymptomer. De har hovedpine og svært ved at falde i søvn.

Som barn i dag er du født ind i mulighedernes tid og nutidens præstationssamfund. Krav og forventninger er en del af uddannelsessystemet.

Og du skal ikke kun klare dig godt i skolen. Du skal performe på alle arenaer. Du skal se godt ud. Være populær og navigere på de sociale medier. Du skal være den bedste til alt, hvad du foretager dig.

Livet er andet end gode karakterer og det perfekte liv på sociale medier. Det er, når vi indgår i relationer med andre, der sætter pris på den, vi er, at vi får styrket vores selvværd. Det er afgørende vigtigt at give plads til at være noget for hinanden.

Du har klaret de tre år og uanset dit gennemsnit, så er det godt klaret. Så prøv lige en gang at stoppe tiden, og nyd øjeblikket.

Jeanne Fløe er specialist i sundhedspsykologi og klinisk psykologi på Sydvestjysk Sygehus.