Prøv avisen
Debat

Reservelæge: Det er sundhedsfarligt for udsatte patienter, at de selv skal betale for en tolk

Der er risiko for, at lægen overser symptomer, eller at patienten bruger medicin forkert, hvis kommunikationen mellem patient og læge brister, skriver reservelæge og det nye tolkegebyr. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Jesper Brink Svendsen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er ikke noget godt at sige om tolkegebyret, der bryder med det grundlæggende princip i sundhedsvæsenet om, at alle har fri og lige adgang til lægehjælp, skriver reservelæge og medlem af Lægeforeningens bestyrelse

DET NYE TOLKEGEBYR i sundhedsvæsenet, der trådte i kraft den 1. juli, er sundhedsfarligt for en udsat gruppe af patienter og samtidig en bureaukratisk byrde for lægerne.

Der er med andre ord ikke noget godt at sige om gebyret, der bryder med det grundlæggende princip i sundhedsvæsenet om, at alle har fri og lige adgang til lægehjælp. Vi har fra Lægeforeningens side kraftigt advaret mod tolkegebyret, men indtil videre for døve øren.

Det sundhedsfarlige aspekt ved den nye regel kommer til udtryk ved enten manglende behandling eller forkert behandling. Det er afgørende, at læge og patient forstår hinanden, så patienten får den rigtige behandling.

DER ER RISIKO FOR, at lægen overser symptomer, eller at patienten bruger medicin forkert, hvis kommunikationen mellem patient og læge brister. Og det vil ske med den indførte brugerbetaling på tolkebistand. Vi frygter, at børn over 15 år vil blive overtalt til at tolke i situationer, der er for voldsomme for dem, men hvor de føler sig presset til at gå med pårørende som tolk, fordi de ellers vil være skyld i en uoverkommelig udgift for lægebesøget.

Eller endnu værre, at familiemedlemmet ikke opsøger lægehjælp. For der er altså tale om sårbare patienter, der kan være meget syge, men alligevel ikke søger læge, fordi de ikke har råd til tolken.

Patienterne vil så gå i længere tid med sygdomme, som forværres, før de søger læge. Det bliver dyrt i længden – både i menneskelige og økonomiske omkostninger – og de følger må politikerne så tage ansvaret for.

OG SÅ ER DER den administrative byrde. De nye regler påfører lægerne et øget tidsforbrug. Desuden sætter de lægen i en vanskelig situation, når han eller hun på grund af patientens behov for behandling og manglende økonomiske formåen vil føle sig presset til at afholde konsultationer med patienter, der møder op med pårørende, som ikke i tilstrækkelig grad mestrer sproget.

Når der i forvejen er mangel på praktiserende læger, og flertallet af dem er så arbejdsbelastede, at de har lukket for tilgang af flere patienter, vil øget tidsforbrug i forhold til basal kommunikation gøre ondt værre i form af øget lægemangel i almen praksis.

Samtidig er det dybt mærkværdigt, at lovgiverne på trods af talrige protester igennem årene holder fast i, at den behandlingsansvarlige læge også er ansvarlig for, at tolken har de nødvendige sproglige kvalifikationer.

Det er et ekstremt krav og ansvar at pålægge en læge, der på ingen måde har forudsætninger for at vurdere tolkens sproglige kvalifikationer på et fremmedsprog.

POLITIKERNE BØR i stedet give regionerne ansvaret for kvaliteten af den tolkebistand, som regionerne selv hyrer.

Det understreger blot, at tolkegebyret er et stykke sundhedsfarligt skrivebordsarbejde, som skal trækkes tilbage. Det burde være til at forstå – både med og uden tolk.

Jesper Brink Svendsen er reservelæge og medlem af Lægeforeningens bestyrelse.