Ledere skal have mere viden om personer med handicap

Vi har som samfund en bunden opgave: Handicappede skal have bedre muligheder for at få plads på det danske arbejdsmarked, skriver Lars Andersen, som er arbejdsmiljøchef for Lederne

Ledere bør fokusere på de faglige og personlige kvalifikationer blandt ansøgere frem for et handicap, skriver arbejdsmiljøchefen for Lederne.
Ledere bør fokusere på de faglige og personlige kvalifikationer blandt ansøgere frem for et handicap, skriver arbejdsmiljøchefen for Lederne. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.

HANDICAPPEDE BLIVER valgt fra, når stillinger skal besættes i både det offentlige og private, kunne man læse i Kristeligt Dagblad torsdag den 12. september.

Det er trist for de handicappede. Det er også trist og ærgerligt for de virksomheder, som på den måde går glip af kvalificeret arbejdskraft. I en tid med rift om de gode medarbejdere er det i alles interesse at få så meget talent som muligt med på holdet.

Vi har som samfund en bunden opgave: Handicappede skal have bedre muligheder for at få plads på det danske arbejdsmarked.

Desværre er det nok meget almenmenneskeligt at møde en handicappet, man ikke kender, med tøven. Det gælder også ledere. Den barriere skal vi nedbryde gennem en målrettet og langsigtet indsats.

Som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) udtrykker det over for Kristeligt Dagblad: Fordomme og uvidenhed har været en hæmsko for personer med handicap i årtier, så det er ikke noget, vi løser ved at knipse med fingrene.

Lederne på landets arbejdspladser spiller en nøglerolle i at få flere handicappede i arbejde. Blandt andet skal lederne væk fra at se på en ansøgers handicap før alt andet. I stedet skal lederen fokusere på de faglige og personlige kvalifikationer.

DER LIGGER OGSÅ EN STOR OPGAVE hos jobcentrene. Jobcentrene kender de ledige og skal blive bedre til at formidle kontakten mellem den handicappede og potentielle arbejdspladser.

Jobcenteret kan på forhånd vurdere, hvordan en ledig passer ind i det pågældende job. Derfor kan jobcenteret hjælpe især mindre arbejdspladser med at få afklaret alt det praktiske og administrative arbejde ved at ansætte en handicappet.

Hvis jobcenteret udfylder den opgave, har lederne allerede ved den første kontakt med ansøgeren den nødvendige viden om eksempelvis de støtteordninger, virksomheden kan få gavn af, hvis de ansætter en handicappet.

Hos Lederne støtter vi aktivt et igangværende arbejde, der giver jobcentrene mulighed for at udstyre handicappede med en oversigt over de kompetencer, de besidder, samt et ”bevis”, som angiver, hvilke støttemuligheder og kompensationer kommunen kan stille til rådighed.

På den måde kan den viden indgå i den samlede vurdering af kandidaterne, når lederen sidder med en ansøgning.

For lederne vil gerne ansætte mennesker, der har forskellige kompetencer. Mange handicappede har eksempelvis erfaring med at løse akut opståede problemer i deres dagligdag og med at være arbejdsgivere for deres personlige hjælpere.

Det skal den handicappede jobsøger gøre klart for potentielle arbejdsgivere. Og det skal lederne bliver bedre til at se værdien af.

Lars Andersen er arbejdsmiljøchef hos Lederne.