JEG TROR IKKE på spøgelser. Det er jeg alt for jordbunden til. Og det gælder sikkert de fleste af os. Spøgelser er noget, der optræder i eventyr og science fiction. Men ikke i virkeligheden. Gud ske lov!
Til gengæld har spøgelser i eventyrene så også nogenlunde frit spil. Det er der så mange ting, der har. I eventyr kan tekander tale, étbenede tinsoldater blive forelskede og indbildske kællinger få klar besked af spejle på væggen, når nu ikke andre kan få sig til at sige det til dem. Eventyr er ren adspredelse og underholdning. Eller er det?
Det er lige så forkert at tro dét, som det er at tro på spøgelser. Der gemmer sig meget mere alvor og dyb livsvisdom og -klogskab i eventyr end i de mest nærgående dokumentarudsendelser på tv. På tv kan vi se de bestialske resultater af en udløst selvmordsbombe, men oplever så ikke ret meget mere, ikke andet end vores egen stærke afmagtsfølelse og omkostningsfrie forargelse, hvori vi straks tegner livstidsabonnement på alle de rigtige og indlysende holdninger. Og tager en ekstra slurk af aftenkaffen, mens vi mobilepayer et beløb til Folkekirkens Nødhjælp eller Dansk Røde Kors.
JO ÆLDRE JEG BLIVER, desto mere overbevist bliver jeg om, at netop eventyr mere end nogen anden meddelelsesform er langt den bedste måde at skildre virkeligheden på.
Dels fordi der i eventyret også skjuler sig et virksomt tilegnelseselement, som i eftertænksomheden arbejder en både holdbar og opbyggelig sandhed frem i læseren. Dels fordi eventyret rummer et lige så skjult livs- og menneskesyn, som respekterer barnets medfødte livsmod og den voksnes indlysende længsel og håb efter en dybere mening. Det er blandt andet derfor, de fleste eventyr ender godt, selvom der på vejen derhen godt kan være sket alverdens ulykker.
Et af de eventyr, som påkalder sig særlig opmærksomhed her op til jul, er engelske Charles Dickens’ (1812-1870) tidløse ”A Christmas Carol”, ”Et juleeventyr”, fra 1843.
Charles Dickens’ baggrund var bestemt ikke lykkelig. Hans far stiftede i lutter gerrighed så stor, ubetalelig en gæld, at både han, moderen og resten af familien endte i gældsfængsel, lige med undtagelse af lille 12-årige Charles, der fik arbejde på en skofabrik og dér fik et ubarmhjertigt indblik i de fattiges tarvelige levevilkår. Ikke mindst børnenes.
På trods af den oplevelse bevarede Charles Dickens livet igennem et lyst sind og kunne godt få øje på lyset midt i mørket. Og det menneske- og livssyn brugte han kreativt i sine mange vidunderlige eventyr og historier. Også i ”A Christmas Carol”.
For hvis der er én, der slet ikke kan se noget lys i julen, er det den forbitrede pengepuger Ebenezer Scrooge i netop det eventyr.
Mr. Scrooge og hans afdøde kompagnon Jacob Marley har udelukkende tænkt på sig selv og deres penge. Så da Jacob Marleys genfærd pludselig dukker op hjemme hos mr. Scrooge og fortæller ham, hvor forfærdeligt han nu bliver hjemsøgt for det pengepugeri, som beskæftigede ham det meste af livet på jorden, bliver mr. Scrooge forfærdet. Pengene og den iskolde materialisme havde ikke alene spredt mørke og ensomhed hos det hvileløse spøgelse mr. Marley. Men historien var nu i færd med at gentage sig hos mr. Scrooge.
TRE ÅNDER fører dernæst mr. Scrooge gennem hele hans liv.
Fortidens ånd fører ham tilbage til hans barndom og opvækst, hans forelskelse i en sød pige og de første personlige nederlag, som trak ham mere og mere ind i sig selv og formørkede hans sjæl og sind. Så meget, at han i julen ikke ser andet end humbug og groft afviser en behjertet invitation fra nevøen, Fred, til at fejre juleaften hjemme hos ham.
Nutidens ånd fører dernæst mr. Scrooge hen til alt det, han med sin forbitrelse ikke alene vender ryggen til, men også går glip af: både julefesten hjemme hos nevøen og hos hans godhjertede og loyale medhjælper Bob Cratchit, hvis yngste søn, Lille Tim, glæder sig kolossalt til julefesten. Selvom han er alvorligt syg og snart vil dø, hvis ikke der sker en forandring.
For alvor martrende bliver det for mr. Scrooge, da fremtidens ånd på grusomste vis afmaler, hvad der vil ske, hvis julens glade budskab ikke snart forplanter sig og udvirker en forandring i hans tilgang til livet, til julen, til sig selv og til andre mennesker. Navnlig dem, der befinder sig lige omkring ham.
Ånden viser ham en elendig, gammel og ensom mand, hvis forestående begravelse de lokale forretningsdrivende kun vil komme til, hvis de bliver trakteret med en middag. Vaskekonen, mrs. Dilber, og den lokale bedemand stjæler, hvad de kan sælge fra den døde mand. Og da mr. Scrooge spørger fremtidens ånd, om der ikke er nogen, der har noget pænt at sige i forbindelse med mandens død og jordfæstelse, svarer ånden, at det er der da: Et yngre, gældsplaget par, som skyldte manden en masse penge – det glæder sig og har meget godt at sige i forbindelse med hans død.
Eventyret ender ikke overraskende med, at mr. Scrooge med disse fremtidsudsigter besinder sig og får endnu en chance. Han vender tilbage til livet igen og lader julens velsignelse oplyse sit formørkede sind og alle de mennesker, han hidtil har forsømt.
Mr. Scrooge bliver et godt menneske. Ligesom alt tidligere blev formørket af al hans bitterhed, på samme måde blev nu alt som vakt til live igen, julen fejres alligevel hos nevøen, Fred – og ”alting af kærlighed sødes”, som det hedder i en kendt salme.
TROEN ER I PAGT MED EVENTYRET, men er ikke det samme som et eventyr. Og det kristne evangelium ender ganske vist også altid godt efter en masse lidelse, ensomhed, fortvivlelse og død for hovedpersonen. Men mens eventyret forlægger opbyggeligheden til det enkelte menneske selv og derved kalder trodsige og stærke kræfter frem i det godes tjeneste, så gør evangeliet en anderledes overbevisningsindsats, som kalder troen, håbet og kærligheden frem hos ensomme og fortvivlede mennesker, hvis kræfter og opfindsomhed er sluppet op.
Troen er i pagt med barnets fantasi, men er ikke selv barnlig. For troen har kun de samme øjne til sin rådighed, som videnskaben, dagligdagen, ateisten og muslimen har.
Men troen indlæser i historien om det lille Jesus-barn en dybereliggende historie om menneskelivet – om kærlighedens altovervindende magt i det undseelige og magtesløse – om afkaldets og ydmyghedens triumf hos en almagt, der først og sidst er blevet vores ven og medmenneske for at gå i opofrende tjeneste for os og overvinde dødens magt – ikke for vores forfængeligheds skyld, eller fordi vi gerne vil have mere af det behagelige: evig ungdom, spændstighed og godt helbred, men fordi den skjulte Gud og mening med vores liv i Jesus-barnet og den korsfæstede og opstandne Kristus for første gang nogensinde viste, hvad og hvem han egentlig er, og hvad der driver ham til at aflægge os besøg i både troende hjerter og hjerner: et uudslukkeligt ønske om evigt fællesskab og samhørighed. Glædelig jul!
Henrik Bang-Møller er sognepræst i Vrå-Em.