2. søndag efter helligtrekonger
En af de få ting, jeg husker fra søndagsskolen, var, engang jeg kom til at sige: ”Når nu Jesus tryller…” (for det var jo dét, det mest lignede ud fra de eventyr, jeg kendte til) – hvortil læreren grinte venligt og forklarede, at det, Jesus gjorde, var nok ikke trylleri, men undere og sådan noget.
Jeg tror desværre, at det tog mig en del år, før jeg begyndte at forstå forskellen. Jo, at hans undere mestendels var omsorgshandlinger og ikke havde til formål at imponere med magi og hokuspokus, det var jo indlysende. Men at forvandle vand til vin – og så til folk, der allerede havde fået nok til ikke at kunne smage forskel på god vin og dårlig vin – dét virkede da lidt tryllenummeragtigt.
Nu kan jeg lige så godt løbe linen helt ud og indrømme: Det var først, da jeg læste teologi på Aarhus Universitet, at det for alvor begyndte at dæmre. Det var ikke så meget det, at Jesus hjalp i en situation, der indebar en mulig ydmygelse og skam for brudeparret. Det var mere det, at det var ”et tegn”, forklarede professoren. For det betyder noget særligt i Johannesevangeliet: Det er ikke bare et brud på naturlovene, og det er ikke bare omsorg. Det er først og fremmest en symbolhandling, som peger hen på en åndelig virkelighed, på det virkelig mirakuløse: befrielsen fra lovens trældom, begyndelsen på gudsriget, på glædens rige.
Det er ikke bare spande, de henter vandet fra. Det er vandkar til brug for lovens regler om renselse. Det er regler, hentet fra det gammeltestamentlige lovkodeks. Reglerne er ganske vist givet af Gud, men de udtrykker samtidig den trældom og den vrede, hvormed Guds lov altid truer os syndere. Og det er hele den lovkodeks, Jesus nu kuldkaster! Ikke ved at modsige den, for den er stadig givet af Gud, men ved at erstatte den med vin – med gudsrigets drik, med glædens drik.
”Græs lader du gro til kvæget og planter til tjeneste for mennesker, så der frembringes brød af jorden og vin, der giver mennesker glæde.” (Sl. 104, 14f). Bibelen har ingen tålmodighed med fylderi og drukkenskab. Alligevel bruger Det Nye Testamente vinen som metafor for den fest og glæde, som fylder hans rige. Vinen symboliserer også den pris, Jesus må betale: blodet. Men her er det festen, der er i front: bryllupsfesten. I sidste ende den ultimative glædesfest, hvor han gifter sig med os.
Leif Andersen er cand.theol. og lektor.