NÅR MAN MISTER et menneske, man har været knyttet til, mister man en relation, hvad enten den var god eller dårlig. Dermed mister man også en del af sig selv, sine vaner og sin forståelse af livet, indtil døden indtraf.
Sorg er den reaktion, vi oplever, når vi mister noget, der er betydningsfuldt for os. Det kan være en nærtstående elsket person, som dør, men også tab af job eller sygdom, skilsmisse, venskaber, der går i stykker. Sorg er en grundlæggende følelse, som de fleste vil opleve i livet. Den kan ramme når som helst, og det kan være en meget ensom følelse at stå med. Den udløser en sorgproces som reaktion på tabet. Kroppen og psyken går i gang med at at forstå og tilpasse sig.
I de seneste 100 år har man arbejdet ud fra Sigmund Freuds velkendte sorgteori, som opdeler sorgen i fire faser: chok, reaktion, bearbejdning og nyorientering. Idéen var, at sorgen til sidst ville gå over, og at den sørgende kunne frigøre sig fra den mistede person.
Men forskningen har gennem de seneste mange år vist, at sorg aldrig går over, og at vi i stedet må lære at leve med den, at sorg forløber meget forskelligt, og det er individuelt, hvor lang tid sorgen varer. Selvom sorgen for de fles-tes vedkommende aftager med tiden, vil vi blive mindet om den fra tid til anden gennem hele livet. Sorg er en normal reaktion på at miste. Men den kan bide sig fast, og det er derfor vigtigt at få den bearbejdet. Hvis man ikke gør det, kan den i nogle tilfælde blive altoverskyggende og invaliderende – det, man kalder patologisk eller kompliceret sorg, som da kræver professionel hjælp.
I mit arbejde gennem mange år med blandt andet sorgbearbejdning har det gennemgående været en tilstræbt ny erkendelse af den ændrede livssituation, at den døde ikke kommer tilbage, og at det er et livsvilkår, som skal bæres, selvom det for den sorgramte er aldeles ubærligt. At møde den sorgramte i dennes afmagt med nærvær og respekt og kunne dele det ubærlige giver mening.
FÆLLES FOR DE SØRGENDE har været oplevelser med omverdenen. For eksempel har den sorgramte beskrevet en mur af tavshed omkring sig og den skuffelse, der opstod, når interessen eller kontakten udeblev fra familiemedlemmer eller nære venner. Eller oplevelsen af, at personer undgik den sorgramte, gemte sig i supermarkedet og lod, som om de ikke så vedkommende, eller gik over på den anden side af gaden, så de undgik at tale med den sørgende. Eller det kunne være bemærkningen: ”Du må endelig ringe” eller ”Kig ud, når du får tid”. Men det er netop det, den sørgende ikke har energi eller overskud til at gøre. Eller den sørgende kunne efter nogen tid ofte høre bemærkningen: ”Nu må du også se at komme videre.”
Det er ord, som nok overfladisk er velment på den måde, at man ønsker det bedste for den, der har mistet, at han eller hun skal finde livsglæden igen og genoptage det aktive liv, vedkommende havde før, komme tilbage til normalen. Men det er også en adfærd og udtalelser, som distancerer sig fra sorgen. Det viser, at det kan være særdeles svært for omgivelserne at støtte den sørgende, også selvom vi på det intellektuelle plan er godt oplyst om sorgens forskellige reaktioner og om den sørgendes behov.
Dybest set peger det på et måske ubevidst ønske om at undgå at blive konfronteret med den sørgendes ulykkelighed og afmagt. Fordi vi ikke tør tale om det, der er svært. Vi er bange for at blive overvældet af de følelser hos den sørgende, som vi kan genkende hos os selv. Hans eller hendes situation kunne blive min. Det samme kunne ske for mig. Vi er bange for at miste kontrollen, bange for, at følelserne tager over, bange for risikoen for, at vi krakelerer.
Vi lever i et præstationssamfund, hvor det drejer sig om at være perfekt, at tage ansvar for at klare sig godt og signalere til omgivelserne, at vi har styr på tingene. Derfor har vi brug for kontrol. Kontrollen vil vi ikke miste, mange opfatter dette som et svaghedstegn. Og man vil ikke være svag. Man glemmer, at erkendelsen af egen svaghed nok er den største styrke. Men på den måde kan det ske, at den sørgende bliver overladt til sig selv med sin sorg.
SOM PÅRØRENDE til en sorgramt kan det være svært at adskille, hvad der er den sørgendes behov, og hvad der er ens eget behov for at trøste, fordi det er en svær situation at være i. Man ved måske ikke, hvad man skal sige, eller man kan være bange for at sige noget forkert eller gøre personen mere ked af det, end han/hun er i forvejen, hvis man for eksempel kommer ind på at tale om den afdøde. Men det er netop det, den sørgende har brug for: at tale om den mistede person og de måske ambivalente følelser, der er opstået. At undgå at spørge ind til den sorgramte er i virkeligheden misforstået omsorg. Det er smertefuldt at blive mødt med tavshed. Her ligger naturligvis også en udfordring hos den sorgramte – at overkomme at sige til omgivelserne: Jeg har brug for dig.
Det vigtigste for den, der gerne vil støtte den sørgende, er at mobilisere mod til at være nærværende i situationen. Så få mod til at bryde tavsheden! For den sorgramte er det værdifuldt og givende at blive spurgt og mødt med interesse og nysgerrighed uden at opleve fordomme og færdige løsninger.
Sorgreaktioner er ikke sygelige, men sunde reaktioner på det mørke, som har sænket sig, og som skal have tid og rum. De skal anerkendes og bekræftes ved at vise omsorg og være rummelig. Sorgstøtte er at vise interesse og byde sig til. Nogle gange som den lyttende. Nogle gange som den, der tager opvasken. Andre gange som den, der bare er der, i stilhed, i nærvær, hvor øjeblikket deles uden ord, fordi ordene ikke er nødvendige. Så kan sorgen blive noget fælles tredje, som den sørgende ikke står helt alene med, og som kan hjælpe til at have fokus på livet trods det svære.
Måden, vi handler på over for andre og over for os selv, kaldes etikkens domæne. Vi har altid en del af hinandens liv i vore hænder. Andres tab og sorg gør os bange, men sorg er en uundgåelig del af tilværelsen og noget, alle vil komme til at opleve. Så vi har en udfordring som samfund i at blive bedre til at acceptere, at livet er svært og gør ondt i perioder. Og vi har en udfordring som menneske og medmenneske til at turde være til stede sammen med den, der sørger. Turde lytte. Turde være nærværende – turde være medbærer af det ubærlige.
Ingeborg Bonnevie er psykolog.