Tysk strid om vold mod politi: Minister kræver straffesag mod skribent

Den tyske indenrigsminister, Horst Seehofer, ønsker straffesag mod skribent fra venstreorienteret avis, der beskriver politi som affald. Skammeligt angreb på pressefriheden, lyder kritik

I weekenden var der optøjer i Stuttgart, hvor der ifølge en politichef var en ”hidtil uset dimension af åben vold mod politibetjente”. På billedet ses indenrigsminister Horst Seehofer kigge på en smadret politibil den 22. juni. – Foto: Thomas Kienzle/AFP/Ritzau Scanpix.
I weekenden var der optøjer i Stuttgart, hvor der ifølge en politichef var en ”hidtil uset dimension af åben vold mod politibetjente”. På billedet ses indenrigsminister Horst Seehofer kigge på en smadret politibil den 22. juni. – Foto: Thomas Kienzle/AFP/Ritzau Scanpix.

Mens medier i hele verden diskuterer racisme og politivold efter mordet på den sorte amerikaner George Floyd, er det vold mod politiet, der i disse dage optager den tyske offentlighed.

Den tyske indenrigsminister, Horst Seehofer, fra det konservative bayerske CSU meddelte søndag, at han vil anmelde en klummeskribent fra den venstreorienterede berliner-avis Tageszeitung til politiet.

I en klumme, som har vakt opsigt, betegner skribenten Hengameh Yaghoobifarah blandt andet det tyske politi som affald. Striden om klummen falder sammen med, at 400-500 unge mennesker natten til søndag angreb politistyrker med flasker og sten i den vesttyske by Stuttgart i forbindelse med en narko-razzia. Det er en ”hidtil uset dimension af åben vold mod politibetjente”, siger Stuttgarts politichef, Frank Lutz, ifølge tyske medier på en pressekonference.

Otte mænd er blevet anholdt. De er mellem 16 og 33 år og tæller tyske, kroatiske, irakiske, portugisiske og lettiske statsborgere, skriver Rheinische Post.

Indenrigsminister Horst Seehofer henviser til politivolden i Stuttgart som et eksempel på, hvorfor han ønsker en strafferetslig proces mod Tageszeitung-skribenten for hendes ”ubeskrivelige” klumme.

”Fravær af hæmninger i sprog fører uvægerligt til fravær af hæmninger i gerninger og til overdreven vold, præcis som vi nu har set det i Stuttgart. Det kan vi ikke længere acceptere,” siger Seehofer til den tyske avis Bild.

Avisklummen var en satirisk beskrivelse af, hvor tidligere betjente kunne arbejde, hvis politiet helt blev afskaffet, og en affaldsdeponering var på tale.

Både politikere og journalister har kritiseret klummen. Men Tageszeitungs chefredaktør, Barbara Junge, langer ud efter indenrigsministeren og kalder hans anmeldelse for et ”skammeligt angreb på pressefriheden”.

Som føderal indenrigsminister er Seehofer ansvarlig for beskyttelsen af den tyske forfatning og dermed for den pressefrihed, der garanteres deri, påpeger Barbara Junge ifølge ARD-nyhedssiden tagesschau.de .

”I dette tilfælde stiller forbundsindenrigsministeren bekymringer for politiet højere end pressefriheden,” siger Barbara Junge.

Chefredaktøren har dog også udtrykt ærgrelse over klummen, og i hendes egen avis Tageszeitung skrev hun forleden:

”En klumme, uanset hvor satirisk den er ment, som kan forstås sådan, at politibetjente ikke er andet end affald, er gået galt. Det gør mig ondt.”

Den interne redaktionelle strid om klummen afslører ”en dybere konflikt” på den stærkt venstreorienterede avis, blandt andet om, hvor meget plads det ”subjektive blik” skal have i journalistikken, skriver hun.

Medlem af Forbundsdagen for De Grønne Michael Kellner kritiserer ligeledes indenrigsministeren for ”et angreb på pressefriheden”.

”En indenrigsminister, som anmelder en journalist, lyder som Orban eller Kaczynski,” skriver han på Twitter med henvisning til de politiske ledere i Ungarn og Polen, som af blandt andet Tyskland kritiseres for en autoritær regeringsstil.

Tv-satirikeren Jan Böhmermann kritiserer også indenrigsministeren i skarpe vendinger.

”Vi er ikke i Tyrkiet, Rusland eller i år 1962!”, skriver han på Twitter med henvisning til Spiegel-affæren for knap 60 år siden, én af Tysklands største politiske skandaler i nyere tid, hvor journalister ved nyhedsmagasinet blev retsforfulgt efter anklager om landsforræderi.

”Med dette farlige effektjageri skader Horst Seehofer ikke kun tilliden til staten. Hvor meget autoritet har en minister, der bliver nødt til at svinge sådan en økse fra sit embede i debatten?”, skriver Böhmermann.

Men indenrigsministeren peger på et reelt problem, skriver Bild i forbindelse med avisens interview med ham.

”Det er desværre sandt: Det er ikke nyt for politibetjente at blive fornærmet og spyttet på under indsatser, at blive angrebet af familiemedlemmer til de mistænkte, at få kastet flasker og sten efter sig. Trist nok. Men det, der er nyt for vores politifolk og bør være beskæmmende for hele Tyskland, er, at de ikke længere kan stole på, at politikere og offentligheden står bag dem,” skriver avisen.Bild peger blandt andet på, at vold begået af politifolk, drabet af amerikaneren George Floyd, øjeblikkeligt førte til fordømmelse og en generel mistanke af hele politistyrker hos blandt andre den socialdemokratiske medformand Saskia Esken, mens den aktuelle vold mod betjente blot fik socialdemokraten til at sige, at gerningsmændene skal retsforfølges.

Den schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung (NZZ) kritiserer tyske politikere for berøringsangst i forhold til at slå ned på vold mod politiet. Under optøjerne i Stuttgart i weekenden blev mindst 19 betjente såret, mens to snese butikker blev enten plyndret eller beskadiget.

De 400-500 urostiftere var fortrinsvis unge mænd, som ikke havde noget politisk motiv, men som var i byen for at feste, og NZZ hæfter sig ved, at en del var af anden etnisk baggrund end tysk.

Når der begås en forbrydelse, hvor fremmedhad kan have spillet en rolle, kan partierne ikke vente med at udtale sig, før efterforskningen er til ende, skriver NZZ.

”Nu står de hjælpeløse foran det problem, at langtfra alle, men desværre mere end en håndfuld unge mænd med migrationsbaggrund er afvisende eller endda fjendtligt indstillet over for den tyske stat og dens ordensmagt. Så længe de ikke også ser på sådanne problemer, vil AfD-politikere være i stand til at iscenesætte sig som dem, der siger tingene, som de er,” skriver avisen med henvisning til det højrenationale, indvandringskritiske Alternativ for Tyskland.