IFØLGE DET GAMLE TESTAMENTES skabelsesberetning skabte Gud mennesket i sit billede, og på syvendedagen, da himmel og jord og alle skabninger var blevet til, hvilede han. Fortællingen kan være værd at have in mente, hvis man vil forstå EU’s udvikling fra den fransk-tyske grundlæggelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab på ruinerne af Anden Verdenskrig i 1951 til nutidens Brexit, eurokrise og voksende nationalisme.
For Den Europæiske Union er skabt i Tysklands billede, og den økonomiske stormagt kan i dag knap syv årtier senere om ikke hvile så i al fald læne sig tilbage i vished om, at EU ikke beslutter noget, som Tyskland ikke har sagt god for.
Det mener den tidligere britiske ambassadør i Tyskland Paul Lever, som har skrevet bogen ”Berlin Rules. Europe and the German Way” (Berlin regerer. Europa og den tyske måde).
”Tyskland er mere magtfuldt end nogensinde før, ikke mindst i EU. Ikke fordi landet har valgt det, men fordi ingen andre har styrken til at lede i dag,” siger han og henviser til, at Storbritannien efter planen om mindre end halvanden måned forlader unionen, mens de gule vestes oprør i Frankrig har kuldkastet præsident Emmanuel Macrons løfte om et nyt og reformeret EU få måneder inden valget til Europa-Parlamentet i maj.
At EU er skabt i Tysklands billede betyder blandt andet, at EU’s struktur afspejler den tyske politiske struktur, påpeger Paul Lever: EU-Kommissionen svarer til regeringen, Europa-Parlamentet svarer til Forbundsdagen, ministerrådet svarer til det tyske parlaments andetkammer, Forbundsrådet, som repræsenterer de tyske delstater, og EU-Domstolen svarer stort set til den tyske forfatningsdomstol.
”Det betyder, at tyske politikere er langt mere hjemmevante i EU end andre politikere,” siger han.
Men billedligheden har også langt mere vidtrækkende konsekvenser. I teorien har Tyskland samme position i Unionen som de øvrige 27 medlemslande. Men i praksis er det Tysklands synspunkter, der afgør, hvordan EU handler, fastslår Paul Lever.
”Uden Tysklands støtte er det nu bogstaveligt talt umuligt at gennemføre forandringer i Europa af nogen betydelig art,” skriver han i bogen.
For de fattige og gældsplagede medlemslande, som stadig håber på hjælp fra Unionen, er det ikke godt nyt. For det økonomisk bomstærke Tyskland har ingen planer om at forbedre situationen for nogen af dets EU-partnere. Der er ”ingen visioner for fremtiden, intet lys for enden af tunnelen, status quo passer Tyskland glimrende,” mener Paul Lever.
”Alle de forandringer, som mange lande ønsker, ville koste tyske skatteborgere penge eller betyde, at Tyskland skulle opgive noget af sin magt. Så frem for at anstrenge sig for et nyt og ambitiøst EU-projekt, gør Tyskland snarere store anstrengelser for at hindre bestemte ting i at ske. Tyskland vil hindre alt, der kræver flere penge på EU-budgettet. Det er helt legitimt, men i lyset af, at tyske politikere snakker meget om mere EU, giver det Tyskland et forklaringsproblem.”
Nogle lande har for eksempel efterlyst en europæisk fond til støtte af arbejdsløse, eftersom arbejdsløshed blandt andet er et resultat af EU-beslutninger.
”Men det er bandlyst for Tyskland. Den tyske reaktion på Emmanuel Macrons forslag om større integration i eurozonen har også været meget afmålt,” siger han.
Har fattige medlemslande endnu ikke indset, at der ikke er tysk hjælp at hente?
”Det er spørgsmålet. Italien har en regering nu, som har forkastet den tidligere politik, der næsten slavisk advokerede for mere Europa i håb om, at Tyskland ville komme den grelle italienske økonomi til undsætning. Nu spørger regeringen i en ret barsk tone: ’Hvorfor skal vi fortsætte med det gamle vrøvl om mere Europa, hvis der ikke er nogen hjælp at hente?’. Så for nogle er det efterhånden blevet klart,” siger han og påpeger også, at den tyske eksportsucces er afhængig af at udkonkurrere de europæiske europartnere.
”Det er et indbygget dilemma: ’Det er ikke nok blot at vinde. Andre må tabe’. Er det fair? Måske ikke, men man kan ikke bebrejde Tyskland. Det er konsekvensen af markedsøkonomien og en liberal handelspolitik.”
Det har ikke altid været sådan. Fra 1949 og frem til den tyske genforening i 1990 førte Vesttyskland en ydmyg EU-politik, mens franskmændene omvendt kunne opføre sig temmelig arrogant. Tyskland kunne godt lide at være vellidt, og genforeningskansler Helmut Kohl argumenterede for, at Tysklands magt og den nazistiske fortid netop bød landet at tage særligt hensyn til de mindre medlemslande.
”Hvad har forandret sig? spørger du. Tyskland vil gerne være ven med de mindre lande, så længe det ikke koster penge. Da adskillige lande under gældskrisen blev konfronteret med økonomisk ruin eller meget vanskelige forhold, blev det klart, at Tyskland ikke vil levere en redningsplan. Gør det Tyskland upopulært? I Grækenland, ja, helt bestemt. Men andre steder? I Storbritannien er Tyskland sjovt nok populært. Andre lande vil formentlig blot nedjustere deres forventninger, når de har indset grænserne for tysk generøsitet,” siger han.
Er ”mere EU” blevet en tysk kliché, som blot skal berolige pro EU-europæere?
”Man kunne kalde det en kliché. Men man skal huske på, at alle tyske politikere er vokset op med EU som en nobel idé. For dem er EU en statsreligion. Bortset fra de politiske yderfløje hører man aldrig nogensinde en fundamental kritik af EU i den offentlige tyske debat. Det ville svare til at bande i kirken.”
Du skriver, at ”EU har gjort det muligt for Tyskland at komme fri fra sin egen fortid”. Er EU blevet Tysklands alibi for at kunne spille med musklerne uden at blive beskyldt for aggressiv nationalisme?
”Et alibi er en måde at udtrykke det på. Jeg ville kalde det for en bekvemmelighed. EU er et værktøj til at udøve magt uden at give indtryk af, at det sker i Tysklands eget navn.
Mange tyskere ville sige, at det er en bedre løsning end at skulle handle på egen hånd som nationalstat. Tyskland er med den britiske professor William Patersons ord en ’tilbageholdende leder’. Det sprog, man finder blandt amerikanske politikere – ’født til at lede’ – ville tyskere aldrig drømme om at bruge.”
Hvad beundrer du mest ved tyske politikere?
”Deres evne til at drive seriøs politik. De er hverken kyniske eller bombastiske, men fornuftige og respektable. De har en misundelsesværdig måde at drive politik på. Men det er også bagsiden. Jeg ville ønske, at de ville lyse lidt op. Le lidt mere. Ikke være så alvorlige hele tiden. I danskere bor jo ved siden af dem og ved, at man kan have en mere jovial tilgang til livet.”
Tyskerne er også blinde for, at man kan være stolt af sin egen fortid, og det gavner ikke EU-samarbejdet. Tyskland er med Paul Levers ord ”et land uden en fortid” i den forstand, at landet på grund af nazismen ikke fejrer historien, heller ikke mere glorværdige øjeblikke fra før 1945.
”Tyskland har konfronteret sig selv med sin egen fortid på en måde, som intet andet land i verden har formået – tænk blot på holocaustmindesmærket midt i Berlin. Men den manglende fejring af historien har også gjort tyskerne en lille smule ufølsomme over for andre EU-landes fejring af egen fortid.
Mens andre lande er stolte af deres fortid og betragter den som del af grundlaget for deres kultur og nationale identitet, er tyskerne tilbøjelige til at afskrive den eller latterliggøre den som farlig nationalisme,” siger han og tilføjer, at det primært tyske argument om, at EU har reddet Europa fra krig siden 1945 altid har været genstand for irritation for briterne.
”Undskyld mig, men vi har virkelig ikke brug for at blive belært om demokrati,” siger han med henvisning til, at det engelske parlament allerede eksisterede fra 1200-tallet.
”Vi ser ikke tilbage på Anden Verdenskrig med skam. Vi led enorme tab, men overlevede og sejrede, og vore demokratiske institutioner hørte ikke op med at fungere. For mange briter var det vores finest hour. Vi er ikke specielt begejstrede for idéen om, at det alt sammen var forfærdeligt, og at vi derfor nu bør være taknemlige over for EU,” siger han.
Og nu vi er ved EU og Storbritannien. Passede briterne aldrig rigtigt til Unionen, eller er Brexit snarere et resultat af, at Tyskland og Frankrig aldrig rigtigt accepterede øriget?
”Vi sluttede os til EU med hovedet snarere end med hjertet. Vi følte os aldrig helt godt tilpas, men det blev værre over årene. Man kan argumentere for, at det var vores egen skyld, fordi vi havde vores eget syn på demokrati og frihed og ikke ville tilpasse os. Man kan også argumentere for, at EU på den ene side gerne ville have os, men på den anden side så os som et problem. Så til sidst måtte vi spørge os selv, om vi ville forblive som andenklasses medlem eller tage konsekvensen,” siger han og peger blandt andet på det tysk-franske samarbejde, som bevidst holdt Storbritannien ude af vigtige beslutninger, samt den konsekvente britiske modvilje mod valget af Jean-Claude Juncker som formand for EU-Kommissionen.
Ydmygelse på ydmygelse, som betyder, at briterne efter planen forlader EU om mindre end halvanden måned. Til skade for den britiske økonomi, men til gavn for britisk identitet og demokrati, mener han.
”Om 20 år vil de fleste briter have glemt, at vi overhovedet var med i EU,” siger han.
Eurokrisen og flygtningekrisen vil i mange år fremover udfordre det EU, som i maj går til valg, og europaparlamentsvalget vil åbenbare den voksende splid med store stemmeandele til den euro- og indvandringskritiske højrefløj, mener han.
”Men det store underliggende problem er, hvordan man forsoner borgerne med EU. Der sidder en masse ældre herrer i Bruxelles, som efter min mening ikke er specielt egnede til at regere Europa, og som ikke vil andet end business as usual, selvom de taler, som om de godt kan se, at EU har et problem.
Man skal dog ikke undervurdere Unionens evne til at overleve og slæbe sig videre, en dag ad gangen. Da Storbritannien stod midt i den sværeste tid i 1940, blev Churchill spurgt, hvad han ville gøre. ’Blot knokle videre,’ svarede han. EU vil gøre det samme.”