”JEG TAKKER GUD for, at jeg har fået lov til at være her på denne dag.”
Hvilken velsignelse, hvilken gave det er for mig at være i stand til at tale til jer her i dag i Yad Vashem.
Her i Yad Vashem brænder den evige flamme til minde om ofrene for Shoah.
Dette sted minder os om deres lidelser. Millioner af menneskers lidelser.
Og det minder os om deres liv – hvert eneste, individuelle liv.
Dette sted husker Samuel Tytelman, som var en dygtig svømmer, der vandt konkurrencer for Maccabi Warszawa, og hans lillesøster, Rega, der hjalp sin mor med at tilberede familiens sabbatmåltid.
Dette sted husker Ida Goldish og hendes tre-årige søn Vili. I oktober blev de deporteret fra Chisinau-ghettoen. I den bitre januarkulde skrev Ida det sidste brev til sine forældre – jeg citerer:
”Jeg fortryder af hele min sjæl, at jeg på det tidspunkt, hvor vi tog af sted ikke var klar over, hvor betydningsfuldt det øjeblik var, (...), og at jeg ikke holdt jer tæt ind til mig og aldrig gav slip på jer.”
Tyskerne deporterede dem. Tyskerne brændte numre ind i deres underarme. Tyskerne forsøgte at dehumanisere dem og at reducere dem til tal, for at slette al erindring om dem i udryddelseslejrene.
Det lykkedes ikke for dem.
SAMUEL OG REGA, IDA OG VILI var mennesker.
Og det er som mennesker, at de lever videre i vores hukommelse.
Yad Vashem giver dem, som der står i Esajas’ Bog, ”et monument og et navn”.
Også jeg står foran dette monument som et menneske – og som tysker.
Jeg står foran deres monument. Jeg læser deres navne. Jeg hører deres historier.
Og jeg bøjer mig i den dybeste sorg.
Samuel og Rega, Ida og Vili var mennesker.
Og dette må også siges her: Gerningsmændene var mennesker. De var tyskere. Dem, der myrdede, dem, der planlagde det, og dem, der hjalp til med at myrde, og de mange mennesker som tavst bare fulgte med. De var tyskere.
Det industrielle massemord på seks millioner jøder er den værste forbrydelse, der er begået i menneskehedens historie, og den blev begået af mine landsmænd.
Den frygtelige krig, som kostede langt flere end 50 millioner liv, udsprang fra mit land.
75 år efter befrielsen af Auschwitz står jeg her foran jer alle som Tysklands præsident; jeg står her tynget af den tunge historiske byrde af skyld. Men på samme tid er mit hjerte fyldt med taknemmelighed for de overlevende, som rækker os deres hænder, for den nye tillid folk i Israel og i hele verden viser os, og for det jødiske liv, der blomstrer i Tyskland. Min sjæl bevæges af forsoningens ånd, den ånd, som åbnede op for en ny og fredelig retning for Tyskland og Israel, og for Tyskland, Europa og alle verdenens lande.
Den evige flamme på Yad Vashem går ikke ud. Tysklands ansvar har ingen udløbsdato. Vi ønsker at leve op til vores ansvar. Det er det, I bør måle os på.
Jeg står foran jer og er taknemmelig for dette mirakel af en forsoning, og jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at vores erindring har gjort os immune over for det onde.
Ja, vi tyskere husker det. Men nogle gange virker det, som om vi forstår fortiden bedre end nutiden. De onde ånder er ved at opstå i en ny forklædning, når de præsenterer deres antisemitiske, racistiske og autoritære tankegang som en løsning for fremtiden og som en ny løsning på vor tids problemer.
Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at vi tyskere havde lært af historien én gang for alle.
Men det kan jeg ikke sige, når hadet vokser.
Det kan jeg ikke sige, når jødiske børn bliver spyttet på i skolegården.
Det kan jeg ikke sige, når der gemmer sig rå antisemitisme bag kritikken af israelsk politik.
Det kan jeg ikke sige, når det kun er en tyk trædør, der forhindrer en højreorienteret terrorist i at forårsage et blodbad i en synagoge i byen Halle på Yom Kippur.
Selvfølgelig befinder vi os i en helt anden tidsalder.
Ordene er ikke de samme.
Gerningsmændene er ikke de samme.
Men det er den samme ondskab.
Og der er stadig kun ét svar: Aldrig igen! Nie wieder!
Det er derfor, vi skal blive ved med at huske.
Dette ansvar har været en af grundsøjlerne i Forbundsrepublikken Tyskland fra dag ét. Men det sætter os på en prøve her og nu.
Et sådant Tyskland vil kun leve op til sit eget forbillede, hvis det lever op til sit historiske ansvar.
Vi bekæmper antisemitisme!
Vi modstår den gift, som nationalisme er!
Vi beskytter jødisk liv!
Vi bakker op om Israel!
Her på Yad Vashem fornyr jeg dette løfte med verdens blik hvilende på mig.
Og jeg ved, at jeg ikke er alene. I dag siger vi sammen: Nej til antisemitisme! Nej til had!
VERDEN HAR LÆRT AF Auschwitzs rædsler en gang før. Verdens nationer har bygget en fredens orden, der er grundlagt på menneskerettigheder og international lov.
Vi tyskere er forpligtede over for denne orden, og vi ønsker at forsvare den sammen med alle jer.
På grund af dette ved vi: At fred kan ødelægges, og folk kan blive korrumperede.
Agtede stats- og regeringschefer, jeg er taknemmelig for, at vi sammen bakker op om dette engagement i dag: En verden, der husker holocaust. En verden uden folkedrab.
”Hvem ved, om vi nogensinde kommer til at høre livets magiske lyd igen? Hvem ved, om vi kan væve os selv ind i evigheden – hvem ved?”.
Zalman Gradowski skrev disse linjer i Auschwitz og begravede dem i en dåse under et krematorium.
Her på Yad Vashem er de vævet ind i evigheden: Zalman Gradowski, Samuel og Rega Tytelman, Ida og Vili Goldish.
De blev alle myrdet. De blev ofre for uhæmmet had.
Men vores erindring om dem besejrer afgrunden.
Og vores handlinger vil besejre hadet.
Det er, hvad jeg står for.
Det er, hvad jeg håber på.
Jeg takker Gud for, at jeg har fået lov til at være her på denne dag.
Frank-Walter Steinmeier er Tysklands forbundspræsident, og teksten er en gengivelse af en tale til The 5th World Holocaust Forum på Yad Vashem Holocaust Memorial Museum i Jerusalem.