Prøv avisen

Udvalg: Hvad vil folkekirken med børnene?

Den forkyndende undervisning forsvandt for over 40 år siden fra folkeskolen, men folkekirken har ikke fået en samlet og teologisk plan for, hvordan børn her skal oplæres i den kristne tro. Her ses en kravlegudstjeneste i Ishøj Kirke. – Foto: Kåre Gade

Christina Sønderskov Iversen, Finn Vejlgaard, Lisbet Kjær Müller med flere

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Mange forældre ønsker ikke at pådutte deres barn et religiøst tilhørsforhold. I stedet bruger de kirken til at give barnet kendskab til kristendommen og selv blive klogere. Det viser en spørgeundersøgelse foretaget i forbindelse med ”Børn i kirken”, et toårigt samarbejdsprojekt mellem Københavns Stift og Frederiksberg provsti.

Undersøgelsen viser, at mange børnefamilier er glade for at komme til kirkernes arrangementer, og at de finder, at de er af høj kvalitet. Forældrene kommer i den lokale kirke til babysalmesang, pastagudstjenester og spirekor og lærer her andre familier fra lokalsamfundet at kende.

Nogle forældre udtrykker usikkerhed om, hvad de selv tror på, nogen tror, nogen tror lidt, andre tror ikke på det, som de tror, at vi i kirken tror på, for eksempel en bogstavelig forståelse af skabelsesberetningen.

Børnene skal forme deres egen tro, og det er det, projektet ”Børn i kirken” gerne vil hjælpe dem med. Indtil 1975 var det folkeskolen, der påtog sig dåbsoplæringen, idet den enkelte religionslærer var forpligtet på kristendommens sandhedsværdi. Men i 1975 gled denne forpligtelse ud af formålsparagraffen. Undervisningen skulle ikke længere være forkyndende, men kundskabsmeddelende, som det programmatisk hed.

Dér, hvor folkeskolen slap, skulle folkekirken så tage over, men i de over 40 år, som er gået siden, har folkekirken ikke fået en samlet og teologisk gennemtænkt plan for, hvordan børnene ”oplæres i den kristne tro.”

Det nye i projektet er, at der er tale om et sammenhængende materiale, og at der bevidst er taget hensyn til barnets alder, idet der er tale om en progression, ikke kun når det gælder den fysisk/psykiske udvikling, men også åndeligt. Vi vil gerne lære børnene, at deres billede af Gud ikke behøver at stivne i barndommen, så de må forkaste det som voksne.

Louise Heldgaard, der er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet og forsker i gudsbilleder i børnebibler, skriver, at hun vil foreslå, at man som præst, kirke- og kulturmedarbejder eller anden ansat i folkekirken, spørger sig selv, inden man genfortæller Noas ark eller Jonas i hvalfisken til børnegudstjenesten: ”Hvad er den vigtigste årsag til, at børnene skal høre netop denne historie?”.

Er det, fordi det er hyggeligt med dyrene? Fordi man kan lave nogle sjove aktiviteter bagefter? Fordi fortællingen er fantastisk, spændende og dramatisk? Eller er det, fordi netop denne bibelhistorie har et gudsbillede og et menneskesyn, som jeg kan stå inde for, og som jeg brænder for at give videre til min målgruppe? Alle disse hensyn er yderst legitime og væsentlige at overveje, men hun konkluderer, at den sidstnævnte grund skal være den mest tungtvejende.

Ved at have ståsted i Det Nye Testamente sker der noget med gudsbevidstheden, fordi det her helt entydigt er Jesus’ far, der er Gud. Derfor begynder vi i projektet Børn i kirken i Det Nye Testamente og gør dermed også alvor af den kendsgerning, at Jesus’ liv, død og opstandelse var begivenheder af verdenshistoriske dimensioner, der kom til at dele tiden i et før og et efter Kristus.

Helt banalt, vi lever efter Kristus, efter påske, i opstandelsens tidsalder. Jesus skrev ikke et ord selv, og hvert ord, der står i Det Nye Testamente, er skrevet efter opstandelsen.

Paulus, som er den ældste kilde til vores viden om kristendommen, fortæller i sit brev til galaterne, hvordan han selv forfulgte de kristne. Men så viste Gud i en vision sin søn for ham, og det ændrede alt. Jesus er sønnen, og Gud er hans far.

I evangelierne møder vi så sønnen og følger ham og hans disciple fra Galilæa hele vejen til Jerusalem.

Det, der sker i evangelierne, er, at Gud afmonteres som straffende. ”Jesus går på vandet” for at vise, at stormen ikke er Guds straf. Han ”helbreder de syge”, ”heler de knuste hjerter” for at vise, at sygdom ikke er Guds straf. Han ”opvækker de døde” for at vise, at døden ikke er Guds straf. Han omgås ”de udstødte”, spiser med ”de fremmede og foragtede”, for at vise, at ved Guds, hans fars bord, er alle velkomne.

I salme 23 i Det Gamle Testamente, ”Herren er min hyrde”, står der i vers 5a: ”Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender” – i virkeligheden et frygteligt scenarie, hvis man tænker sig om, og Jesus dementerer det også ved at spise med toldere og syndere. Ved hans fars bord er alle, der vil, med.

Inspirationsmaterialet tager altså udgangspunkt i Jesus og formidler ud fra, at noget er sat på plads med ham: Nemlig at Jesus gør Gud til sin tilgivende far. Jesus har for al tid forandret forholdet til Gud ved at kalde ham far.

Forholdet til Gud som Jesus’ far udvikler sig i takt med, at børnene bliver ældre. Det er i vores materiale barnet, der vokser, og ikke troen. Der er forskel på, om børnene er 3, 6, 9 eller 12 år. Det er barnets vækst, der skaber bevægelsen i gudsbilledet.

De mindste på et til tre år synges og fortælles ind i en historie, hvor Gud passer på os, ligesom far og mor. Tro er tillid og Gud den trygge base og sikre havn.

Kroppen er vigtig både som en gudskabt gave, der skal passes på, og som et anker for opmærksomheden. Gennem krop – sansning og bevægelse –tilegner barnet sig den verden, det lever i – herunder også den religiøse sammenhæng, det er en del af.

Med alderen melder spørgsmålet om Guds almagt sig. Om en kærlig Gud og far kan tillade alt det onde uden selv at blive ond? Vi går nu sammen med barnet ind i teologien og gør bevægelsen med fra barn til voksen. Som søn fastholder Jesus i evangelierne sin fars almagt, men her i verden ligner det afmagt, fordi kærligheden ikke bruger rå magt og derfor altid er sårbar.

Som en del af projektet udgives nye bibelhistorier, der har jævnaldrende børn som hovedpersoner. De møder Jesus, oplever helbredelser, hører ham tale om godt og ondt. Gud er som den far eller mor, der vil deres børn det godt, ligesom faderen i lignelsen om Den Fortabte Søn. Denne far vil alt godt for sine to sønner, men er i grunden magtesløs, han gør det, som han kan og må så håbe, at hans børn vil finde ud af det sammen. Lignelsen slutter åbent, vi ved ikke, hvordan det ender – måske fordi det er op til tilhørerne – os.

Ved at fastholde, at Gud er éntydig god, skabes et rum for at tale med børnene om, hvor tvetydig verden er: Naturen, historien og vi selv som individer. Hvor skrøbeligt livet er, og hvor tilfældigt det kan være. Hvor tit vi fejler og ødelægger det for os selv og hinanden.

Med alderen begynder børnene at blive kritiske og reflekterede, de begynder at udvikle abstrakt tænkning og sætter spørgsmålstegn ved alle underne og miraklerne: Kunne Jesus virkelig gå på vandet? Det er vigtigt, nu hvor børnene begynder at få en voksenbevidsthed, at det også har betydning for forståelsen af kristendommen.

Bibelhistorierne for de 9-12 årige er fortalt, så der sker en bevægelse fra ydre begivenheder til indre bevidsthed. Fortællingen om Thomas, der tvivler, er for eksempel fortalt, så det, der virkelig betyder noget, bliver det, som sker med og i Thomas. Inspirationsmaterialet vil lære barnet at opbygge det sted – hjertet – hvor de ydre begivenheder giver en indre bevidsthed om at være elsket, accepteret af Gud og selv øve sig i at elske og acceptere de andre – et indre kompas.

Christina Sønderskov Iversen, projektleder, Børn i kirken, Finn Vejlgaard, formand for udvalget, Provst Vanløse-Valby provsti, Lisbet Kjær Müller, tidligere sognepræst Lindevang Kirke, Signe Danielsen, sognepræst Sankt Markus Kirke, Anne Katrine Odgaard, musikalsk medarbejder Flintholm Kirke, Maria Bastrup Jørgensen, Hospitalspræst Rigshospitalet.