I EN KRONIK her i avisen den 1. november hævdede jeg, at de to private institutioner Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut ikke driver videnskabelig teologi, idet de bygger på Bibelen, folkekirkens bekendelse og dermed evangelisk-luthersk tro. Som modsætning gjorde jeg rede for universitetsteologien – naturligvis som jeg ser den.
Min kronik har fået to interessante reaktioner. Den 6. november forsøger Jakob Valdemar Olsen og Kurt Christensen, to lærere ved de to institutioner, at gendrive min kronik. De bedyrer, at Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut sandelig arbejder videnskabeligt. Det begrunder de med, at ”videnskabelig” er et vidt begreb. Og med hensyn til det springende punkt – bundetheden til Bibel og bekendelse – siger de, at denne forudsætning er udtryk for, at deres arbejde er ”værdibaseret”. Der er tale om et ”udgangspunkt”, som ikke er hævet over kritik, men kan betragtes som et ”forskningsprogram”. Ovenikøbet forsikrer de om, at på begge institutioner står forskningsfriheden over ”værdi-grundlaget”. Det lyder jo meget godt og næsten betryggende. Men hvis der virkelig ikke er nogen grænser for videnskabelig åbenhed og kritik på de to institutioner, hvad er så egentlig forskellen mellem dem og teologien på Københavns Universitet og Aarhus Universitet? Vi bliver jo beskyldt for at være konfessionsløse og nærmest uegnede til at give kommende præster det rette faglige grundlag. Svaret skal nok findes i den anden reaktion på min kronik. Den er skrevet af sognepræst Jens Ole Christensen og blev bragt den 17. november under overskriften ”Vidste Jesus ikke, at han var Guds søn?”. Da Christensen er tidligere rektor for Dansk Bibel-Institut, går jeg ud fra, at hans artikel udtrykker denne institutions og Menighedsfakultetets opfattelse.
Christensen hæfter sig fortrinsvis ved, at jeg omtalte den historisk-kritiske udforskning af Det Nye Testamente. Jeg gjorde det med forbeholdet ”så vidt jeg har forstået” og med bemærkningen om, at forskerne ”vistnok” er enige om, at ”den tro, der opstod efter Jesu død, på, at han var Guds søn, næppe svarede til Jesu egen selvforståelse”. Min udtryksmåde er faldet Christensen i den grad for brystet, at han kalder den en ”katastrofe”. Og den er for ham nærmest en bekræftelse af, at universitetsfakulteterne ikke er egnede til at være præsteuddannelse.
Lad mig først udrydde en misforståelse: Jeg foregiver naturligvis ikke at give udtryk for ”den almindelige holdning” på Teologi ved Aarhus Universitet. Vi er jo netop ikke bundet kollektivt af et dogmatisk ”værdigrundlag”. Når jeg siger ”vistnok”, er det af respekt for mine eksegetiske kolleger. Jeg har ikke selv den fornødne sagkundskab, men må holde mig til, hvad jeg forstår, der er nogenlunde enighed om i den nyeste forskning.
Vidste Jesus ikke, at han var Guds søn? Og bliver man nødt til at flytte Det Nye Testamentes tekster ”over i skønlitteraturens og poesiens verden”, hvis man mener, at det gjorde Jesus ikke? Christensen begår den alvorlige fejl, at han ikke skelner mellem en videnskabelig-historisk tilgang til Bibelen og en forkyndende. Han fremhæver, at Det Nye Testamente ”regner med, at Gud blev menneske, og at døden blev endegyldigt besejret ved Jesu håndgribelige opstandelse”. Men enhver, der læser teksterne omhyggeligt, kan se, at de ikke har den samme opfattelse af, at ”Gud blev menneske”. Her op til jul må vi for eksempel erkende, at der er meget stor forskel mellem Lukasevangeliets fødselsfortælling og Johannesevangeliets spekulative tale om ordet, der blev kød. Og hvad opstandelsen angår, står der intetsteds i Det Nye Testamente, at Jesus opstod ”håndgribeligt”.
De citerede udsagn er Jens Ole Christensens forståelse af, hvad den kristne forkyndelse går ud på. Den skal han have lov til at have. Men han har ikke lov til at påstå, at hans udsagn uden videre stemmer overens med Det Nye Testamentes tekster. Når han gør det, er det for mig et klart eksempel på, hvad der sker, når man driver teologi på Bibelens og bekendelsens grundlag. Man læser sin egen dogmatiske forståelse af kristentroen ind i bibelteksterne. Universitetsteologiens alternativ er at tage den historisk-kritiske forskning til efterretning – og på eget ansvar tolke teksterne, så de rummer et vedkommende nutidigt evangelium. Det er en sådan teologisk ansvarlighed, vi søger at formidle til vore studerende.
Svend Andersen er professor i teologi og hjælpepræst.