Selvom vi lever i et land, hvor afstandene er små, er der enormt stor forskel i danskernes sundhed. Tager man for eksempel turen fra Gentofte til Slagelse, falder gennemsnitslevealderen næsten fire år. Dit helbred og dine overlevelsesmuligheder skal selvfølgelig ikke afhænge af størrelsen af din pengepung, eller hvor i landet du bor. Når Danmark i denne uge traditionen tro står sammen om at knække cancer, har jeg derfor et særligt fokus på de mennesker, der bedrøveligt nok både har færrest ressourcer og også kæmper med mest sygdom.
Der bliver gjort en stor, flot og ihærdig indsats for at samle penge ind til at forske i kræft og til at behandle og støtte de op mod 300.000 danskere, der lever med en kræftsygdom. Omkring hver tredje dansker får kræft, før de fylder 75 år – de to andre er pårørende. Og danskere bliver oftere ramt af cancer end vores medborgere fra andre nordiske lande. Det skal vi gøre noget ved, og her er uligheden en vigtig faktor.
For en rapport fra Kræftens Bekæmpelse viser nemlig, at mennesker med en kort uddannelse, lav indkomst samt mennesker, der bor alene, oftere får kræft.
Det er afgørende for mig, at vi får gjort op med denne sociale slagside. Ulige vilkår er den værste uretfærdighed, der findes i vores samfund. Betonarbejderen og kassedamen bør have samme muligheder som advokaten og lægen. Ikke mindst når alvorlig sygdom rammer.
Ulige sundhed skyldes blandt andet, at særligt ufaglærte og kortuddannede kæmper med større nedslidning på jobbet og dårligere kost- og motionsvaner.
Tag for eksempel rygning, som er en af vores allerstørste dræbere og den største enkeltårsag til kræft. Her er der en social slagside, der ikke er til at tage fejl af. Regeringen og jeg har derfor taget et vigtigt skridt for at sætte ind mod børns og unges rygning med vores oplæg til en handleplan, hvor vi blandt andet lægger op til dyrere cigaretpriser og røgfri skole.
Jeg er også glad for, at drenge fra 12-årsalderen i lighed med pigerne nu kan blive gratis vaccineret mod hpv-virus, som i værste fald kan udvikle sig til kræft. For det er ulighed mellem de to køn, og det er social ulighed, at forældre til drenge indtil for nylig selv har måttet betale for vaccinen. Det har alle måske ikke råd til.
Eftersom ulighed i sundhed opstår, allerede før borgeren møder sundhedsvæsenet, er det så vigtigt, at vi forebygger på et tidligt tidspunkt. For eksempel er socialt sårbare mennesker i mindre grad opmærksomme på symptomer på kræft, der bør få alarmklokkerne til at ringe. De søger derfor typisk ikke så ofte læge. Der er også færre mænd og kvinder med en kort uddannelse og lav indkomst, der deltager i tilbud for brystkræft, livmoderhalskræft og tarmkræft. Det skal vi sætte ind over for.
Selv hvis metalarbejderen og direktøren begge får kræft, er der forskel på deres overlevelsesmuligheder, selvom de har adgang til samme tilbud. For rapporten fra Kræftens Bekæmpelse viser nemlig, at blandt alle kræftpatienter, som fik en diagnose i perioden 2005-2009, var 53 procent af dem med de laveste indkomster i live efter fem år, mens tallet var 69 procent blandt kræftpatienter med de højeste indkomster.
Jeg synes, at det er tal, der giver stof til eftertanke, for det kan blandt andet handle om, hvem der har flest kræfter og ressourcer til selv at opsøge de behandlingsmuligheder, der er. Vi skal derfor være bedre til at hjælpe sårbare patienter med at navigere i vores sundhedstilbud og tilbud om rehabilitering.
Det er også afgørende for mig, at kvaliteten og niveauet ikke afhænger af, hvilken kommune eller region man bor i. Det vil vi have fokus på i vores sundhedspolitik de kommende år.
I et samfund baseret på tillid og sammenhængskraft som det danske skal alle have mulighed for at få samme gode behandling, når helbredet svigter og sygdom rammer. Det vil jeg gøre, hvad jeg kan for at sikre i de kommende år.
Magnus Heunicke (S) er sundheds- og ældreminister.