I Aalborg Stift har vi i tillæg til de eksisterende og velfungerende folkekirkelige skoletjenester og lokale skole-kirke-initiativer gennem en årrække oplevet et blomstrende samarbejde mellem kirke og skole.
Det nye er store årlige fælles samlinger for gymnasieelever fra hele stiftet i Folkekirkens Hus med eksistentielle spørgsmål som hovedemne. Her medvirker Aalborg Universitet og rektorer fra gymnasieverdenen.
Senere er dette samvirke udvidet med folkeskolen i et lignende projekt for de ældste elever. Desuden udbydes en årlig konference af kommunens skoleforvaltning, Aalborg Lærerforening og kirken til inspiration for skolebestyrelsesmedlemmer om dannelse i folkeskolen.
Konferencen udsprang af den landsdækkende bevægelse ”Hvad skal vi med skolen?”, iværksat af folkekirkens biskopper, Danmarks Lærerforening og organisationen Skole og Forældre.
I april 2017 holdtes den tredje konference i Nyborg arrangeret af de tre nævnte repræsentative organisationer, forældre, skole og kirke. De var enige om, at i fællesskab kunne de lære af hinanden, når det kom til dannelsesaspektet. Der var skabt en bevægelse ud til hele landets små afkroge. Temaet var ”samtalebevægelse”. Efter åbningstalerne ved Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, Mette With Hagensen, formand for Skole og Forældre, og Peter Skov-Jakobsen, biskop i Københavns Stift, blev scenen givet til tre deltagere, der kunne fortælle om erfaringer fra deres lokale samarbejde som afkast af den første konference, som blev holdt i 2015.
Alle tre oplæg var inspirerende og givende, men jeg husker særligt provsten fra Aabenraa, der sluttede sit interview med ordene:
”I virkeligheden handler det om at give politikerne en mulighed for en ordentlig samtale om det, der betyder noget. Det tror vi, de savner.”
Provsten tog fuldstændig fejl. I hvert fald i følge Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der i en politisk debat på dagen gjorde det helt klart, at hun slet ikke forstod, at man lavede en konference som denne, da kirken ikke havde noget at sige skolen – åbenbart hverken kulturelt, traditionshistorisk eller dannelsesmæssigt.
Således kasserede Pernille Rosenkrantz-Theil foran de forbløffede mødedeltagere kirken som samtalepartner for skolen. Derfor er undervisningsministerens nylige afskedigelse af den ministerielt nedsatte arbejdsgruppe for udvikling af kristendomsfaget heller ikke nogen overraskelse. Uden på nogen måde at have forhørt sig om gruppens arbejde eller tanker erklærer ministeren igen på forhånd, at det vil der ikke komme noget ud af.
Pernille Rosenkrantz-Theil vil ikke have med det kirkelige at gøre, hverken med hensyn til dannelsessamtale eller kristendomsundervisning.
Ministeren kan dog næppe være uvidende om, at forståelse af dansk kultur må være en del af dannelsen. Man må forstå, hvem man er, og hvad man er kommet af.
Det har noget med kulturhistorie at gøre, og den er kirken en integreret del af, ligesom vi alle sammen er det. Det ses tydeligt af den for tiden brede interesse for Højskolesangbogen. Den er vel udtryk for kirkelig kultur og dannelse.
Ministeren lider tilsyneladende af ideologisk blindhed med hensyn til sammenhæng mellem kirken og dannelse, men det må dog forventes, at hun har besindet sig på demokratiet som forbundet med dannelsesbegrebet. Det har hun åbenbart heller ikke.
Pernille Rosenkrantz-Theil forbløffede en forsamling af bredt folkeligt tilsnit ved at afvise dens ønske om dialog mellem skole og kirke, og nu afskediger hun en arbejdsgruppe til afhjælpning af betydelige mangler i kristendomsundervisningen. Det er både usagligt og udemokratisk.
Uanset de initiativer, jeg har listet op, og et bredt folkeligt funderet ønske om samtale mellem kirke og skole samt det ministerielle udvalgs aktuelle nødvendighed, så mener Pernille Rosenkrantz-Theil at vide bedre.
Hun ved godt, at det ikke handler om, at kirken vil forkynde på skolens grund. Ministerens iver efter at forhindre det kirkelige i at komme til orde i skolens sammenhæng giver derfor mistanke om, at kirken har noget betydningsfuldt at sige, som hun ikke bryder sig om af rent ideologiske grunde.
Anna Døssing Gunnertoft er religionspædagogisk konsulent i Aalborg Stift og ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet, Institut for kultur og samfund, Afdeling for teologi.