Prøv avisen
Debat

Teolog: Sørine Gotfredsen fordrejer sagen om Godhavnsdrengene

Statsminister Mette Frederiksen (S) og talsmand for Godhavns-drengene Poul Erik Rasmussen ses sammen under arrangementet på Marienborg den 13. august, hvor statsministeren gav en officiel undskyldning til blandt andre Godhavns-drengene. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Svend Andersen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Sagen om Godhavnsdrengene drejer sig ikke om menneskesyn, men om, at der på en offentlig institution blev begået overgreb mod børn. Sørine Gotfredsen fordrejer sagen, mener teolog

AT SØRINE GOTFREDSEN kan finde noget at udsætte på statsminister Mette Frederiksen (S), kan ikke undre. Hun er jo trods alt borgerlig debattør. Men i modsætning til mange af sine ligesindede plejer Sørine Gotfredsen at underbygge sine markante synspunkter med rimelige argumenter.

Det er ikke tilfældet med hendes mediekommentar den 14. august om statsministerens undskyldning til de tidligere drenge på Godhavn. Hendes konklusion er, at hvis en stat tager hul på den store undskyldning, kan det blive endeløst.

Sørine Gotfredsens afgørende argument er, at undskyldningen er udtryk for en ”tro på, at vi nu står på toppen af civilisationen og kan fastslå, hvad det gode og sande er”. Det er problematisk at mene, at ”en stat skal undskylde for fortidens menneskesyn”. Sørine Gotfredsens ordvalg – det gode, det sande, menneskesyn – er udtryk for en fordrejning af, hvad det her drejer sig om. Det drejer sig ikke om menneskesyn, men om at der på en offentlig institution blev begået overgreb mod børn.

De ansatte på Godhavn har handlet groft forkert – og det har de, der skulle føre tilsyn, også. Det er den afgørende kendsgerning, uanset hvilket menneskesyn de pågældende har haft. I øvrigt er det jo en tilsnigelse at tale om ”fortidens menneskesyn”. I perioden mellem 1940’erne og 1970’erne herskede der lige så lidt et fælles menneskesyn, som der gør i dag.

Overgrebene mod drengene på Godhavn har vi fuld ret til at fordømme uden dermed at bilde os ind, at vi sidder inde med godheden og sandheden. Almindelig moralsk dømmekraft er nok.

Kan Mette Frederiksen så sige undskyld med tilbagevirkende kraft? Det er jo ikke hende, der har gjort noget forkert. Nej, men hun undskyldte som repræsentant for den danske stat. Og staten var meddelagtig i uretten ved at svigte sit tilsyn. Undskyldningen er udtryk for en erkendelse af, at staten dengang ikke burde have ageret, som den gjorde. Og den er udtryk for en forpligtethed på at vise større anstændighed i dag. Igen: Det kan man med fuld ret gøre uden at bilde sig ind, at man sidder inde med godheden og sandheden – endsige tro, at man befinder sig på civilisationens top.

Kan statens undskyldning ikke blive endeløs? Der er selvsagt ingen klare grænser for, hvem der har krav på en undskyldning og hvem ikke. Det kræver en statsmand eller -kvinde med politisk-etisk dømmekraft at afgøre, hvornår der skal siges undskyld.

Noget tyder på, at vi har fået sådan en som statsminister.

Svend Andersen er professor i teologi ved Aarhus Universitet.