NÅR VI SKAL STEMME til kommunal- og regionsrådsvalg samt europaparlamentsvalget, så er der ingen politisk spærregrænse. Hvis et parti opnår stemmer nok til ét mandat, så opnår partiet repræsentation. Sådan er det desværre ikke ved folketingsvalg, hvor man fra politisk hold har vedtaget en spærregrænse på to procent af stemmerne. Dette svarer til fire mandater. Sådan har det været siden 1954 begrundet i et ønske om stabilitet og effektivt lovgivningsarbejde.
Det er ikke gode argumenter for at begrænse repræsentation i et moderne demokrati. Helt grundlæggende bør man kunne opnå repræsentation i Folketinget igennem den naturlige spærregrænse på 0,57 procent. Under det nuværende valgsystem kan man risikere, at store befolkningsgrupper ikke bliver hørt i årevis. Hvis to opstillingsberettigede partier opnår 1,9 procent hver, er det op mod 140.000 borgere, hvis stemme går til spilde. Det er ikke specielt demokratisk eller repræsentativt.
Et eksempel på et parti, som gentagne gange opnår de 20.000 nødvendige underskrifter til at blive opstillet til Folketinget, men sjældent opnår to procent af stemmerne på landsplan, er Kristendemokraterne. Partiet har primært sin vælgerskare i Vestjyllands Storkreds, hvor det også er godt repræsenteret i kommunalbestyrelserne. Ved det seneste folketingsvalg fik partiet 0,80 procent af stemmerne på landsplan, men op til 6,5 procent i enkelte valgkredse. Uden en spærregrænse ville Kristendemokraterne i dag være repræsenteret med ét mandat i Folketinget. Det kan være afgørende for, hvem der bliver statsminister.
Lande som Holland og Finland har ikke en spærregrænse og er begge velfungerende demokratier med stor troværdighed. Danmark bør følge dem.
KRITIKERE MENER DOG, at en afskaffelse af spærregrænsen vil resultere i ringere lovgivning. Dette skyldes, at man kan opnå en uforholdsmæssig stor indflydelse, hvis man er det afgørende mandat. Det er fuldstændig korrekt, hvis man er den afgørende stemme. Sådan er spillereglerne i vores demokratiske system – til tider er det de små partier, som har afgørende indflydelse på, hvordan lovgivningen til sidst udformes. Dog er langt de fleste store politikområder som udenrigspolitik, uddannelsespolitik og energipolitik fastlagt i brede forlig tværs over midten. Her er begrebet ”de afgørende mandater” derfor uden reel betydning.
Ønsket om stabilitet og effektiv lovgivning igennem en spærregrænse, der forhindrer mindre end fire mandater, er dog en fejlslutning. Ethvert folketingsmedlem kan i dag blive løsgænger eller stifte sit eget parti. Herved opnår man repræsentation med ét mandat. Det er også muligt – men utrolig svært – at opnå et personligt mandat i Folketinget: Omkring 20.000 stemmer i en enkelt valgkreds. Det er alene musikeren og komikeren Jacob Haugaard, som har opnået dette. Det skete i 1994 i Aarhus Amtskreds med 23.000 personlige stemmer.
Hvis man skal være konsekvent med at opretholde en spærregrænse svarende til fire mandater, bør ovenstående muligheder også fjernes. Det ønsker fortalere for grænsen dog sjældent.
Det svækker ikke vores demokrati, at flere stemmer bliver hørt i vores Folketing. Det styrker den endelige beslutning, at der kommer mange vinkler i spil. Man skal ikke frygte et væld af nye småpartier i Folketinget.
Det er meget krævende at indsamle underskrifter nok til at blive opstillingsberettiget, opbygge en tilstrækkelig organisation samt sikre et økonomisk fundament til at fuldføre en succesfuld valgkamp. Det, man skal frygte, er massive stemmespild i et system, der ikke tør lade nye spillere komme ind på banen og vise deres værd.
Carl Andersen er landsformand i Liberal Alliances Ungdom, og Jackie Damkjær Hansen er landsnæstformand i Kristendemokratisk Ungdom.