Sognepræst ved Møllevangskirken i Aarhus Anni Albæk har fået en hård medfart i pressen, fordi hun via Facebook har efterlyst nogle mennesker, som ville hjælpe med at bære en kiste med et menneske uden familie og pårørende ud af kirken som afslutning på begravelseshandlingen. Den hårde medfart er efter min opfattelse både for hård og uretfærdig.
Man kan diskutere, om man skal bruge Facebook til det, men at præsten har bestræbt sig på at danne en gudstjenestelig ramme for en bisættelse, er prisværdigt.
En begravelse eller en bisættelse er en gudstjeneste, uanset om der deltager mange eller få.
Jeg har selv som præst stået alene i et kapel og foretaget jordpåkastelsen, og det er ikke rart. I de fleste af den slags tilfælde, som enhver præst vil møde en eller flere gange i sit liv, har jeg bedt kordegnen og en eller to kirkesangere om at være med, sådan at det var muligt at synge en salme og at bede Fadervor i fællesskab.
Til en gudstjeneste hører, at evangeliet bliver forkyndt, og derfor skal der være nogen til at høre. Afdødes medlemskab af folkekirken skal ifølge begravelseslovgivningen tages som udtryk for, at han eller hun har ønsket en gudstjenestelig handling i forbindelse med sin begravelse, og det har Anni Albæk med sin opfordring draget omsorg for.
Den efterfølgende kritik kører det hele op i teologiske luftlag, hvor jordforbindelsen mistes. Det er blevet anført, at præsten skal være professionel.
Hvad er det i grunden for et begreb om professionalisme, der ligger bag? Professionalisme er ikke en modsætning til menneskelighed. Er det ikke udtryk for ”professionalisme”, at en præst drager omsorg for gudstjenesten ved en bisættelse?
Endvidere er der fremført alle slags spekulationer om, hvad den afdøde kan have ønsket i forbindelse med sin død og begravelse. Det ligner teorier, som er opfundet til lejligheden. Jeg går ud fra, at præsten har kendt mere til det, end hendes kritikere har.
Ensomhed er en af vor tids store udfordringer, ikke blot når livet er slut. Der er med god grund især på det seneste sat stor fokus på det også fra folkekirkens side. Dette er en udfordring ikke blot for præsten, men i lige så høj grad for sogn og menighed.
Det har resulteret i besøgstjenester i mange sogne, sorggrupper, vågekoneordninger, juleaftener og andre indbydelser til ensomme. Alt dette må hilses med stor glæde.
Anni Albæks bestræbelse ved bisættelsen af et ensomt menneske i Møllevangskirken er udtryk for det samme, og det fortjener hun stor anerkendelse for.
Lars Mandrup er pensioneret sognepræst