Urimelig lov: Voldsramte kvinder kan ikke få dagpenge

”Når kvinder som vores medlem siger fra, siger stop og flygter fra volden, har det store konsekvenser for dem selv – og for deres børn. Oven i det rammes de så også af et system, som mistror dem,” skriver to debattører fra HK. – Model
”Når kvinder som vores medlem siger fra, siger stop og flygter fra volden, har det store konsekvenser for dem selv – og for deres børn. Oven i det rammes de så også af et system, som mistror dem,” skriver to debattører fra HK. – Model. Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

DU HAR SELV sagt dit job op uden at have et andet? Jamen, så får du karantæne. Tre uger uden dagpenge. Og din lønsikring ryger også.

Den besked måtte HK’s a-kasse for nylig give et medlem. Og ja – vores medlem havde ganske rigtigt selv sagt sit job op. Hun var nemlig flygtet til et kvindekrisecenter et andet sted i landet efter at have været udsat for vold i hjemmet. Fået tæsk og dødstrusler, indtil hun flygtede væk.

Vores medlem kunne have meldt sig syg, indtil hun kom til hægterne igen. Eller hun kunne være blevet væk fra jobbet uden forklaring. Men da hun er et ordentligt menneske, der var glad for sin arbejdsplads, syntes hun ikke, hun ville lade sine kolleger i stikken. Derfor sagde hun op, samtidig med at hun flygtede fra vold og dødstrusler. Og det kom til at koste hende dyrt.

I Bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed fra maj 2016 stod der højt og tydeligt i en selvstændig paragraf, at en gyldig grund for et a-kassemedlem til at sige sit arbejde op, uden konsekvenser for retten til dagpenge, er hustruvold. ”Fysisk vold udøvet af en samboende,” som der stod. I november 2016 blev bekendtgørelsen revideret. Og nu er paragraffen væk.

Vi vil gøre alt for at hjælpe vores medlem med at komme ud på jobmarkedet igen og dermed videre med hendes tilværelse.

Men vi kan intet gøre for at hjælpe hende med det, hun har allermest brug for lige nu, nemlig ro på sin tilværelse, ro på økonomien. Det er jo netop det, dagpenge skal kunne. Sørge for, at folk ikke må gå fra hus og hjem, hvis de står uden job. Sørge for, at den forsikring, de selv har været med til at betale, hjælper dem, når de har brug for det.

Når kvinder som vores medlem siger fra, siger stop og flygter fra volden, har det store konsekvenser for dem selv – og for deres børn. Oven i det rammes de så også af et system, som mistror dem og ikke tager det menneskelige hensyn, der er rimeligt.

Hele vores beskæftigelsessystem er bygget op omkring det at skaffe folk jobs, så de kan forsørge sig selv. Og samle dem op, indimellem. Kan det så virkelig passe, at kvinder, der som vores medlem uforskyldt og forslået må forlade deres gode job, ikke kan blive samlet op af samme system?

Det er et politisk ansvar at få det hul lukket så hurtigt som overhovedet muligt. Det er to år siden, paragraffen forsvandt ud af bekendtgørelsen, så det samme må være sket for andre i den tid.

Vi har en regering, der hævder, den ønsker at arbejde for at opfylde FN’s verdensmål. Et af verdensmålene er afskaffelse af vold mod kvinder.

Vores opfordring til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er derfor klar: Få den paragraf tilbage i bekendtgørelsen! For vores medlems skyld. For alle kvinders skyld. Det haster.

Ulla Moth er formand for HK Stat, og Martin Rasmussen er næstformand, HK Danmark.