Forskere: Valget i USA er også et valg om familieværdier. Familiære forhold kan påvirke udfaldet af valget

De familiefotografier, politikerne lægger op, tjener et politisk formål, for intimitet kan veksles til tillid og i sidste ende stemmer, forklarer skribenterne

Her ses Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, tørre sine øjne, lige efter at han har talt om sin afdøde søn Beau Biden i Delaware den 1. juni. – Foto: Jim Bourg/Reuters/ Ritzau Scanpix.

Under det amerikanske præsidentvalgs sidste debatrunde langede Donald Trump ud efter Joe Bidens yngste søn, Hunter. Først gentog han sin anklage om, at Hunter havde stået bag ulovligheder i Kina og Ukraine. Derpå kom han med slet skjulte henvisninger til sønnens mangeårige stofmisbrug. Som svar på Trumps anklager erklærede Joe Biden: ”Det handler ikke om din eller min familie.” Mens han pegede ind i kameraet og henvendte sig direkte til de 14 millioner seere, tilføjede han: ”Det handler om jeres familie!”.

Denne artikel er en del af en serie:

Valg i USA

Gå til seriesiden

Uanset hvordan Biden vender og drejer det, er en politikers familie altid en del af et amerikansk valg. Koner, mænd, børn, svigerbørn, søskende, forældre og sommetider hunde deltager i vælgermøder. Forskning i vælgeradfærd har vist, at familiære forhold såsom skilsmisse, adopterede børn og ægteskab er vægtige variabler, der kan påvirke udfaldet af valget. Bidens støtter har da også ivrigt fremhævet meritterne hos kandidatens anden søn, Beau, der døde i 2015 som 46-årig af en hjernetumor efter en strålende karriere inden for jura og politik.

At vælgerne tillægger politikernes familiære baggrund så stor betydning, er en illustration af familiens kulturelle status i vores samtid. Vi opfatter familien som et ultimativt sandhedsvidne: Rationalet synes at være, at den adfærd, vi udviser i private, intime miljøer, siger mere om vores personlighed, end vores opførsel i det offentlige rum. Afsløringer af en kandidats familiehemmeligheder kan derfor angiveligt give vælgerne et bedre grundlag for at afgøre, hvorvidt en person egner sig til en betroet stilling.

Her ses Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, sammen med sin rådgiver og datter Ivanka Trump (til venstre) og førstedame Melania Trump i Det Hvide Hus den 27. august. – Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix.
Her ses Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, sammen med sin rådgiver og datter Ivanka Trump (til venstre) og førstedame Melania Trump i Det Hvide Hus den 27. august. – Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix.

Den amerikanske historiker John R. Gillis har argumenteret for, at vi alle har to slags familier. På den ene side er der den familie, vi præsenterer for omverdenen. Den er typisk kærlig, støttende og beskyttende, kort sagt præget af næsten mytisk og idealiseret forestilling om familien. Vores faktiske familier er imidlertid ofte en del mindre idylliske. De kan være præget af kvælende forventningspres, magtkampe, bedrag samt indimellem også af vold og misbrug. Hvis en politiker skal opnå succes, må han eller hun forsøge at overbevise offentligheden om, at der er en grad af overensstemmelse mellem de to forskellige versioner af familielivet. Dette er imidlertid ikke altid ligetil.

Da Mary L. Trump, Donald Trumps niece, for nylig udgav Trump-biografien ”Too Much and Never Enough”, fik offentligheden præsenteret et billede af et familiehjem med en selvoptaget, kronisk syg mor og en følelsesmæssigt afkoblet far. Denne dysfunktionelle familie er ifølge forfatteren baggrunden for, at Donald Trump i dag lider af en række forstyrrelser, herunder narcissisme og sociopati. Bogens succes vidner om en næsten uudslukkelig tørst efter førstehåndsberetninger fra de mest magtfulde personers privatsfære, og denne er langtfra ny. En række amerikanske politikere har gennem tiden set sig nødsaget til offentligt at undskylde lovovertrædelser eller grænseoverskridende adfærd fra familiemedlemmer.

Afsløringen af normbrydende familiekonstellationer har også afsporet politiske karrierer. Det var tilfældet i 2008, da det kom frem, at John Edwards, tidligere senator og kandidat til vicepræsidentembedet, havde fået et barn uden for ægteskabet. Og hvad værre var: Afsløringen faldt sammen med, at Edwards’ kone var dødeligt syg af kræft.

Herhjemme snager medierne ikke nær så meget i politikeres privatliv, og selv tabloidaviser er mere tilbageholdende end de amerikanske med at offentliggøre slibrige detaljer. Ikke desto mindre har også danske folkevalgte oplevet, at turbulens på hjemmefronten har givet efterdønninger på jobbet.

Henriette Kjær (K) så sig i 2011 nødsaget til at trække sig fra posterne som politisk ordfører og formand for den konservative folketingsgruppe. Årsagen til den tidligere minister for familie- og forbrugeranliggenders afgang var afsløringen af, at hendes kæreste var sigtet for bedrageri og dokumentfalsk. Da Skat i 2010 valgte at kulegrave skatteforholdene for tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og dennes ægtemand, Stephen Kinnock, blev sagen i første omgang afgjort til parrets fordel. Men idet skatteundersøgelsen primært gik på, hvor mange dage om året Kinnock opholdt sig i Danmark, fik den et efterspil i form af vedvarende rygter om, at Kinnock var homoseksuel. I 2012 forsøgte Thorning-Schmidt at mane rygterne til jorden, da hun til en landsdækkende avis udtalte: ”Det er ikke sandt. Og det bliver aldrig sandt.” Eksemplerne viser, at også danske politikeres – måske især kvinders – karrierer kan blive kompromitteret af en samlevers livsførelse.

Afsløringer af private detaljer kan imidlertid også bruges proaktivt. Via sociale medier får politikernes følgere et tilsyneladende privilegeret indblik i privatsfæren gennem billeder, der går tæt på familiens hverdagsliv. I pinsen tog Jakob Ellemann-Jensen (V) os via Instagram med på havearbejde sammen med sin lille søn. På mors dag lagde statsminister Mette Frederiksen (S) et ældre privatfoto op af sig selv og sin mor på stranden.

Sådanne billeder giver beskueren indtryk af, at vi her præsenteres for et uredigeret indblik i politikerens privatliv. Men selvfølgelig tjener de familiefotografier, politikerne lægger op, også et politisk formål, for intimitet kan veksles til tillid og i sidste ende stemmer.

Trangen til at fremvise, hvad der tidligere blev opfattet som privat, synes kun at vokse. Familielivet er for mange politikere blevet en indikator af deres moralske kompas og opfattes – på godt og ondt – som en illustration af deres sande væsen.

Caroline Nyvang er seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek. Karen Vallgårda er lektor i historie ved Københavns Universitet.