I Kristeligt Dagblad den 6. marts kunne man konstatere, at det åbenbart er faldet en præst og to menighedsrådsmedlemmer ved Lyngby Kirke for brystet, at den nyvalgte biskop over Helsingør Stift, Peter Birch, ikke allerede under bispevalgkampen offentligt bekendtgjorde, at han lå i skilsmisse. Kun lige godt og vel en måned skulle den nytiltrådte biskop altså have lov til at sidde i stolen, førend helvede brød løs.
Debatindlæggets tre forfattere stiller i overskriften spørgsmålet: ”Hvorfor er biskoppens skilsmisse og nye forhold en offentlig hemmelighed?”. Jeg vil i den forbindelse tillade mig at stille følgende modspørgsmål: Hvorfor er biskoppens private forhold så vigtige, at han på det nærmeste forventes at aflægge vidensbyrd – ja, jeg fristes næsten til at sige ”skrifte” – om dem?
Peter Birch blev i første runde valgt som Helsingør Stifts nye biskop – og det endda med et stort flertal. Der var således ikke tvivl om, at han var den rigtige kandidat til embedet.
Og jeg håber da så sandelig, at de, der har stemt på Peter Birch, har gjort det på baggrund af en kombination af hans faglige og personlige kvalifikationer og ikke ud fra, hvordan hans private forhold aktuelt ser ud.
I en uddybning til debatindlægget giver Karen Hornshøj-Møller udtryk for, at hendes tillid til Peter Birch har lidt et knæk. Dette fordi han ikke allerede under valgkampen ”lagde kortene på bordet”, som hun udtrykker det. I samme forbindelse udtaler hun, at hun ”er fløjtende ligeglad med om folk er skilt” og tilføjer, at hun endda selv er skilt.
Men Hornshøj-Møller føler sig både ”dum” og ”snydt”, nu hvor sandheden om Peter Birchs private forhold er kommet for en dag. Det, der tilsyneladende plager debatindlæggets tre forfattere er, at de mener, at Peter Birch med sin måde at agere på i denne sag bidrager til det tabu, der klæber til skilsmisse og utroskab.
Her vil jeg imidlertid tillade mig at spørge, om ikke man her overser noget væsentligt. Nemlig det faktum, at der, uanset hvor offentlig en person man er, er ting, som simpelthen tilhører privatlivets fred.
Debatindlæggets tre forfattere efterlyser større åbenhed fra biskoppen, men åbenhed om så privat en ting, som en skilsmisse er, er vel først noget, man eventuelt kan mønstre efter en rum tid? Vel ikke mens stormen raser på sit højeste?
Når jeg læser de tre kvinders debatindlæg, kan jeg ganske enkelt ikke lade være med at spekulere på, om ikke man er lige lovlig fremadstormende over for en mand, der kun har siddet lidt over en måned i bispeembedet?
”Det forløbne år har lært os noget om angst, udskamning, distance, længsel og fællesskab,” skriver de tre kvinder. Men med deres offensive kritik af Peter Birch så tidligt i hans embedsperiode, gør de tre kvinder sig så netop ikke skyldige i offentlig udskamning – og det endda af den mest nådesløse slags? I kirken bør vi vel netop, ikke alene prædike, men også med vores adfærd vise, at mennesker kun lever ordentligt sammen, hvis nåde kan gå for ret?
Inden for politik er det god skik, at man de første 100 dage er mere eller mindre fredet. Mon ikke man kunne forestille sig, at ”nåde gik for ret” i denne sag, og at Peter Birch nu får arbejdsro til at bekymre sig om det, han rent faktisk er blevet valgt til – nemlig at være biskop? Så kunne det være, at den pludseligt opståede manglende tillid til ham helt af sig selv igen ville indfinde sig.
Line Louise Peters er valgmenighedspræst for Kjellerup og Omegns Valgmenighed i Viborg Stift.