Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Valgmenighedspræst: Viggo Mortensens kristendom bliver en tynd kop øl

Hos professor Viggo Mortensen (billedet) står selvmodsigelsen ”bøjet i neon” i Grosbøll-debat, skriver valgmenighedspræst Henrik Højlund. – Foto: Leif Tuxen.

Henrik Højlund

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Når professor emeritus Viggo Mortensen forsvarer Thorkild Grosbøll, er det selvmodsigende, mener skribenten

Professor emeritus Viggo Mortensen skrev forleden et forsvar for Thorkild Grosbølls anliggende og – med små forbehold – teologi, hvori han præsterer en selvmodsigelse, så man tror, det er løgn.

I begyndelsen af artiklen angriber han professor Anders-Christian Jacobsen for med sin kritik at gøre ”overensstemmelsen med tidsånden til et teologisk dogmatisk kriterium”, hvorefter han i resten af artiklen gør det samme selv – i forsvaret for Thorkild Grosbøll. Grosbølls anliggende var ifølge Viggo Mortensen ”at tale om Gud på nutidens vilkår”. Og det anliggende burde vi have stor sans for.

Selvmodsigelsen står bøjet i neonrør.

Hvis Viggo Mortensen så bare mente, at Gud og evangeliet og det hele skal forkyndes på den naturligt og nødvendigt kontekstualiserede måde, hvor forkyndelsen gør troens sandhed gældende, så den opleves relevant for de konkrete tilhørere. Det vil sige, at forkyndelsen har stor sans for den konkrete tids og kulturs spørgsmål og længsler og verdensbillede. Men problemet er, at Viggo Mortensens kontekstualisering går ud på at lægge sig fladt ned for tidsånden.

De seneste godt og vel 200 års tidsånd afviser troen på ”Gud som en bevidst person, der har skabt og opretholder verden”, og det betyder ifølge Viggo Mortensen, at man kun kan tænke og tale ikke-metafysisk, a-teistisk om Gud. Præcis som Grosbøll gjorde det i ”En sten i skoen” og i prædikensamlingen ”Til sagen”, hvor han lagde sig fladt ned for det, som i nyere tid er blevet kaldt procesteologien; en teologi, som har sine rødder i en længere filosofisk tradition, der kulminerede med Immanuel Kants idé om, at al virkelighedserkendelse til syvende og sidst har basis i mennesket selv. Således også gudserkendelsen. Altså: Gud på menneskets præmisser. Gud i proces. Gud i udvikling.

”Efter Grosbøll savner vi et initiativ, der kan sætte fokus på, hvorledes den kristne teologi og forkyndelse kan formuleres på de vilkår, som nutiden byder,” skriver Viggo Mortensen. Hvad ligger der i ordet ”byder”? Begrænser, afgrænser, indskrænker? Det er det, man sidder tilbage med efter læsningen af Viggo Mortensens artikel. Den kristne tros indhold indskrænkes af nutidens vilkår, nutidens tilværelsesforståelse.

Det bliver en tynd kop øl.

Så meget hellere den stærke bryg fra Paulus, der som bekendt havde stor sans for at forstå tidsånden. Som da han for eksempel tog turen op på Areopagos og tog afsæt i den meget synlige og omfattende religiøsitet i Athen. Men det forhindrede ham ikke i at levere stærk bryg.

Det vil sige viljen til i kontekstualiseringsarbejdet at fastholde troens uforanderlige kerneindhold og dermed også tale tiden midt imod: ”Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned. Vi nedbryder tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus,” som det hedder i Andet Korintherbrev, kapitel 9, vers 4-5.

Henrik Højlund er valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke.