Virksomheden Tørsleffs har besluttet at fjerne sine traditionelle billeder af en sort mand med turban på vaniljepakkerne og en asiat på atamonflaskerne.
Ligesom med debatten om Hansen Is’ beslutning om at droppe navnet på Eskimo-isen i sommeren 2020 skulle der ikke mere end en meget mild, ”antiracistisk” brise til – i Tørsleffs’ tilfælde faktisk primært drevet af en enkelt person –, før virksomheden besluttede at fjerne sine i grunden meget ikoniske traditionelle billeder fra sine produkter.
Det kan undre, at der ikke skal mere til. Vi taler trods alt om en stor virksomhed, som vel har gjort sig nogle tanker om, hvad der får kunderne til at købe sit produkt – og mon det ikke for manges vedkommende er genkendelse og måske en snert af nostalgi?
Det, som virksomheden reagerer på, er i realiteten endnu en kunstigt skabt konflikt, som fra den ene dag til den anden gør hverdagsting, som vi er vokset op med og sætter pris på, til noget kontroversielt.
At fjerne de velkendte billeder fra produkterne er således ikke et opgør med ”strukturel” racisme, som professionelle krænkelseseksperter ellers efterfølgende har hævdet, men er snarere et dystert forvarsel om en fremtid med flere identitetspolitiske konflikter, hvor fronterne vil stå stadigt stejlere over for hinanden, og der vil kunne skabes konflikter og kunstige skel mellem mennesker på utallige områder.
Virksomhederne må naturligvis gøre, som de vil med deres produkter, men det er også helt legitimt at diskutere deres handlinger og begrundelserne for dem, når de gør sig selv til aktører i en magtkamp, som til syvende og sidst risikerer at skabe et dårligere og mere konfliktfyldt samfund.
Den diskussion, der stadig oftere er om billeder, sprogbrug med mere, som man teoretisk set kan føle sig krænket over, den er nært beslægtet med debatterne om nedrivning af statuer af påståede overgrebsmænd, omdøbning af lokaliteter navngivet efter ”hvide mænd” og diverse forsøg på at omskrive eller fjerne dele af historien, som man ikke bryder sig om og ser en interesse i at puste voldsomt op i et åbenlyst politisk ærinde. Den identitetspolitiske bølge rummer tydelige totalitære træk i sit krav om et krænkelsesfrit, neutralt og historieløst rum. Derfor er den vigtig at diskutere, hver gang den viser sig og vil ændre på det fintmaskede netværk af velkendte, hjemlige begreber og traditioner, der tilsammen er med til at skabe et trygt og tillidsfuldt samfund – uanset hvilken minoritet, man mener at tilhøre.
Erhvervslivet omfavner i tiltagende grad identitetspolitikken med skrækblandet fryd. Skræk, fordi de frygter de ødelæggende konsekvenser, som kampagner fra aggressive debattører kan resultere i. Fryd, fordi der kan være en attraktiv profileringsmulighed i at koble sig på populære dagsordner og vise, at man er med på tidens modestrømninger.
På den måde adskiller woke capitalism, som det hedder på engelsk, sig ikke fra så megen anden markedsføring. Man skal derfor ikke forvente nogen omsorg for det danske fællesskab fra erhvervslivet. En stor del af det er i tiltagende grad kultur- og fædrelandsløst og bliver derfor til en slags identitetspolitikkens ”nyttige idioter”, der uforvarende udfordrer fundamentet for det samfund, som de er en del af, og er med til at puste små ting op til store konflikter, fordi de ikke hviler mere i sig selv og det, som de og deres produkter nu engang står for og er kendt for.
Det, som de i øvrigt bør vide om identitetspolitikken, er, at dens idékatalog er enormt – som vi ved det fra USA. Det stopper aldrig, og der vil altid være nye, mere eller mindre konstruerede krænkelser, som man skal forholde sig til, hvis man går med på den identitetspolitiske tankegang.
Nikolaj Bøgh (K) er rådmand i Frederiksberg Kommune.