”Da han så folkeskarerne, ynkedes han over dem, for de var vanrøgtede og forkomne som får uden hyrde.”
Matthæusevangeliet 9, 35
Man kan godt komme i tvivl, når man i gadebilledet ser et menneske – som regel en mand – der skiller sig ud: Er han blot skødesløs med sit hår og skæg, kombineret med en ”lav” tøjstil, eller er det en hjemløs, måske en misbruger eller en psykisk syg? På et tidspunkt begyndte jeg at holde særligt øje med fodtøjet: Hvis skoene var hullede og snavsede, var det formentlig en person med svære problemer. Jeg kom dog i tvivl, hvor sikkert dette kriterium var. Og i det hele taget gælder det jo, at vi skal passe gevaldigt på med vores trang til at skue hunden og mennesket på hårene.
Det ydre kan snyde. En velklædt og tilsyneladende selvsikker person kan gemme på en stor tomhed og forkommenhed, og omvendt kan et ellers velfungerende menneske tage sig sølle ud i situationen, hvis man kun ofrer vedkommende et overfladisk blik.
Det er ikke så enkelt med os mennesker. Én side af det, vi er, kan fungere fint, for eksempel intellektet, mens der samtidig kan være noget umodent, forkomment eller kaotisk over følelseslivet. Og den ene eller anden form for falsk facade kan længe virke overbevisende.
I evangelierne hører vi, at Jesus ikke holdt sig tilbage med at kalde dem, der gjorde sig til af en velpudset facade, for hyklere; de værste sammenlignede han med kalkede grave fyldt med stinkende indhold. Han kunne se igennem facaden. Men han kunne også se med stærk medlidenhed på de mennesker, hvis forkommenhed skyldtes svigt fra dem, der skulle have taget vare på dem.
Kunne vi blot få givet lidt af den samme evne til indsigt i, hvad vore medmennesker gemmer på! Og komme dem i møde på den rette måde. Ikke som dommere, dertil er vores evne til at se i dybden alt for svag. Og for alt i verden må vi undgå den fejlagtige tro, at vi kan rumme et andet menneske i et forhastet blik. Et virkeligt indblik kræver indlevelse.
I Ordsprogenes Bog 11, 17 står der, at en venligsindet mand gavner sig selv. I ”Bibelen 2020” er det formuleret knapt og fint: ”Venlighed gavner sjælen” – både ens egen og medmenneskets, kunne man tilføje.
Så venlighed er et godt sted at begynde.
Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.