Prøv avisen

Velfærdssamfundet i søgang: Vores beslutning om at tage vare på næsten er smidt over bord

Illustration: søren mosdal

Ole Juul

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Kirkehistorikeren Brian Patrick McGuire har skrevet bogen ”Da himmelen kom nærmere”, som handler om evangeliets møde med verden, om den virkelighed, som den spirende kristendom skabte i de samfund, hvor man tog kristendommen til sig som en sandhed om folk og fællesskab.

Brian Patrick McGuire skriver blandt andet om kristendommen i Danmark:

”Så snart det blev præsternes opgave at betjene hele sognet og ikke alene stormandsfamilien, så var grunden lagt for det moderne velfærdssamfund. Dette velfærdssamfund opstod ikke i kølvandet af Socialdemokratiets politik, men som et resultat af den kristne kirkes overholdelse af Kristi bud.”

Det, der kendetegner et velfærdssamfund, er altså ifølge kirkehistorikeren overordnet statens og underordnet borgernes hjælp til de medborgere, der har behov for hjælp, dem, der ikke kan klare sig selv. Den hjælp kan staten professionelt yde ved hjælp af de skattekroner, som borgerne betaler. Sådan er velfærdssamfundet skruet sammen.

Det, som er interessant i Brian Patrick McGuires udsagn, er, at velfærdssamfundet ikke udelukkende er en politisk beslutning baseret på socialdemokratisk politik. Nej, det er dybest set en folkelig beslutning baseret på kristendommens bud om at tage vare på næsten. Han er ikke alene om det synspunkt.

Tilbage i 1960, i tidsskriftet Perspektiv, skriver Peter P. Rohde, der politisk set hørte til på datidens venstrefløj, følgende:

”Det har ikke været uden betydning, at kristendommen har udgjort en kerne i den europæiske kultur. Den kristne forkyndelse med sit krav om at vise næstekærlighed og barmhjertighed kunne ikke blive uden konsekvenser (…). Efterhånden som de europæiske stater opstod og antog kristendommen som statsreligion, måtte det individuelle gudsforhold i næstekærligheden omsmeltes i kollektive former, og det ytrede sig i, at staten anerkendte en kristelig forpligtelse til at drage omsorg for de hjælpeløse i samfundet. Sådan opstod der gradvist et socialt forsorgsvæsen, og man må deri se en af spirerne til velfærdsstaten.”

Ét er, at Jesus af Nazaret forkyndte, at hans rige ikke er af denne verden. Et andet er, at hans forkyndelse kom til at betyde og fik som konsekvens, at det rige, der ikke er af denne verden, fik indflydelse på og i denne verden. Således udmøntet politisk og virkelighedsnært i velfærdsstaten.

Det er, som Martin A. Hansen skrev i sin dagbog, at ”evangeliet giver ingen samfundsmæssige nationale løsninger, det giver ingen kulturel harmonisering, og det ligger i sandhedens natur, det evangeliske liv, Gudsriget er over kulturen, det er kult, Gudsliv”.

Ja, det er et kultisk rum over kulturen, et rige, der ikke er af denne verden, men Martin A. Hansen var opmærksom på, at det samtidig var et kultisk rum, hvorfra man bevægede sig ud i verden og på den måde fik indflydelse på kulturen. Derfor blev evangeliet også for Martin A. Hansen ”den revolutionære idé”, det nødvendige religiøse og etiske korrektiv ind i kulturen.

Når det i dag er væsentligt at fremdrage, skyldes det, at vi politisk diskuterer, om vi kan vi blive ved med at opretholde og have råd til den velfærdsmodel, vi har kendt i årevis. Er det ikke på sin plads, at de handicappede, der har råd, selv betaler de hjælpemidler, de har brug for? Er det ikke i orden, at ældre, der har råd, selv betaler for den hjemmehjælp, de har behov for? Er det ikke snart på tide at indføre simpel brugerbetaling på velfærdsgoder af den simple grund, at der ikke længere er råd til denne grænseløse ødselhed?

Hvis det er sandt, som vi har lært det af den politiske historie i Danmark, så var det socialdemokratisk politik, der i sin tid banede vejen for den danske velfærdsmodel, og derfor er det vel også rimeligt, at det også rent politisk afgøres, om der stadig er råd til denne velfærd.

Men hvad nu, hvis kirkehistorikeren har ret i, at velfærdsmodellen ikke skyldes politiske beslutninger, men at den kom i stand, da det danske folk handlede ud fra det bud, de havde hørt i kirkens forkyndelse og gennem en kristen oplysning? Kan vi så på samme måde bare skrue på nogle politiske og økonomiske håndtag?

Nej, og det er her, at evangeliet modsiger den politiske tale.

Den danske velfærdsmodel er truet, fordi den politisk set er baseret på, om der er råd til den eller ej. I årtier har der været råd, men nu er der røster, der fortæller os, at nu har vi ikke længere råd til denne model. Derfor er nedskæringer tvingende nødvendige, og derfor skal de, der har behov for omsorg, selv til at betale.

Hvis og når nu det er baseret på politik og på økonomi, så er argumentet rimeligt nok. Men sådan kan man altså ikke argumentere eller ræsonnere, hvis og når omsorg er baseret på kristendommens tale om at hjælpe det menneske, der er udsat.

Folkeligt og menneskeligt handler velfærdssamfundet og bevarelsen af denne ikke om et politisk valg truffet i hovedet og med forstanden.

Nej, det handler om en afgørelse truffet i hjertet, ansporet af den forkyndelse, der i generationer har sat sine aftryk og dybe spor i kulturen, og som politikere tidligere i historien har indset betydningen af.

Disse af evangeliet afsatte aftryk i kulturen har været det etiske kompas, vi længe har navigeret efter. Der er noget, der tyder på, at kompasset er smidt over bord. Sejladsen i søgang bliver så også derefter.

Ole Juul er tidligere sognepræst, skribent og foredragsholder.