”(…) som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem (...)”
Første Mosebog 1, 27 f.
En af mine gamle venner begik selvmord. Jeg kendte til konflikterne i hans liv, men sidst vi sås, virkede han rolig og livsduelig. Hvad gik dog galt? I tilværelsen er der stærke kræfter, som vi kan forholde os aktivt til, men ikke fuldt ud beherske eller gennemskue. Der er velsignelser og formørkelser, og det er tragisk, så ofte de mørke kræfter ødelægger håb og tillid til livet. Åh, bare vi mennesker dog blev bedre i stand til at tilegne os den dybeste sandhed om os: Gud har skabt os med sin velsignelse over os; den er til rådighed.
Fortællingerne på Bibelens første sider belyser forholdet: Menneskenes grundvilkår som velsignede – men vi møder snigende kræfter, udtrykt ved slangen, der lokker os til at ”ville selv” i stedet for at leve af velsignelsen. Gud forbandede slangen, varslede fjendskab mellem det, den står for, og menneskene, men han varslede, at slangens hoved engang skal knuses af kvindens afkom. Uden for Edens have vil menneskene møde modstand og smerte, men Gud viste omsorg for Adam og Eva ved at lave skindklæder til dem, og velsignelsen tog han ikke fra dem.
Menneskets tilværelse er ikke enkel. Forskellige kræfter river i os; vi kan miste fodfæste, og synd og skyld undgår vi ikke. Og dog er velsignelsen i sidste ende den stærkeste magt. Gud tydeliggjorde på særlig måde, at mennesket er hans velsignede skabning, ved at sende sin søn ind iblandt os. Det er udtryk for hans inderlige, vedvarende forbundethed med menneskene.
Et andet udtryk for forbundetheden er dommen. Den viser, at Gud vedkender sig sit ansvar for menneskene og sætter grænser for det onde og destruktive.
Som det siges i Jesu afskedstale til disciplene i Johannesevangeliet: Dommen er, ”at denne verdens fyrste er dømt”. Sådan elsker Gud verden, at han med dommen sætter en grænse for de onde kræfter (”denne verdens fyrste”), som forvrider og formørker det gode liv, Gud har skabt. Ingen mørkemagt er så stærk, at Gud ikke kan overvinde den. Senest i opstandelsen møder vi hans genoprettende magt.
Det grundlæggende er, at vi er velsignede. Gud fastholder sit kærlighedsfyldte blik på os, uanset hvad.
Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.