DE DANSKE BISKOPPER bekendtgjorte forleden i enig flok, at ingen af dem ønskede at sidde med i den nyoprettede tænketank for forfulgte kristne. Mere end det: De ønskede slet ikke at tale om problemet.
Siden har biskopperne trukket i land, og de er nu i deres temmelig ulutherske selvbestaltede bispekollegium i plenum blevet enige om, at det vist alligevel er en god idé at støtte forfulgte kristne. Kan det mon have noget at gøre med den chokreaktion, der er gået gennem de sociale medier og avisernes kommentarspor i kølvandet på deres besynderlige afvisning af at støtte forfulgte kristne?
Som dr.theol. Viggo Mortensen siger det: ”De så den voldsomme debat, og så rebede de sejlene.” Det er vist en pæn måde at sige på, at bisperne har foretaget en fejlvurdering af tidsånden.
Bisperne fortryder deres udmelding nu, men det er for sent. Skaden er sket, og folkekirkens medlemmers og præsters tillid til biskopperne har fået en grundskade, som det bliver svært at rette op på. Sket er sket, sagt er sagt, og Marianne Gaarden udstiller kun det farceagtige i bispernes opførsel, når hun nu går ud og kalder forfulgte kristne for ”en sag, vi selvfølgelig støtter”.
Tre dage tidligere hævdede biskop Marianne Gaarden nemlig, idet hun talte på alle bispernes vegne, at ”mange kristne ude i verden ikke ønsker at blive spændt for en vestlig vogn, hvor man taler specifikt om forfølgelse af kristne”. Desuden sagde hun om verdens forfulgte kristne: ”De ønsker ikke at have offerrollen,” som det fremgik af Kristeligt Dagblad den 29. april. Disse kolde ord faldt mindre end 14 dage efter, at over 300 kristne var blevet ofre for kristenforfølgelser i Sri Lanka.
For at tage fat i det mest absurde først, hvordan kan man så undgå at se sig selv som et offer, når ens kirke bliver væltet af en bulldozer (Nigeria), når hele familier bliver henrettet, hvis blot ét familiemedlem bekender sig til kristendommen (Nordkorea), eller når islamiske selvmordsterrorister sprænger kirker fyldt med kristne børn og voksne i stumper (Sri Lanka)? Hvordan vil biskopperne beskrive Anders Holch Povlsens tre mindreårige børn, som blev dræbt påskedag, hvis ikke som ofre? Uskyldige, myrdede børn. Er det ikke nærmest definitionen på et offer?
Til sammenligning havde biskopperne i 2012 ingen problemer med at støtte Danmissions indsamling ”Hjælp ofrene i Syrien”, og i 2013 opfordrede biskop Henning Toft Bro til at støtte Folkekirkens Nødhjælps arbejde i en artikel på Aalborg Stifts hjemmeside med titlen ”Biskop: Hjælp ofrene i Syrien”.
Haderslevs biskop, Marianne Christiansen, opfordrede i 2016 i anledning af migrantkrisen til, at man holdt forbønsgudstjenester for ”ofrene på Middelhavet”. Også de passagerer, der omkom i togulykken på Storebælt, kan biskop Tine Lindhardt omtale som ”ofrene for dødsulykken på Storebæltsbroen”. Alt sammen eksempler på helt korrekt og passende brug af ordet ”offer”, og ingen pårørende til hverken syriske borgerkrigsdræbte, druknede migranter eller de omkomne på Storebælt er blevet stødt over at høre dem omtalt sådan. Hvorfor er biskopperne da så bange for at beskrive forfulgte kristne som ofre? De er ofre for forfølgelser, og de fleste af dem vil meget gerne have hjælp og forbøn fra den vestlige verden.
Eksemplerne på danske biskopper, der blander sig i en politisk debat og gerne inddrager problemer i den tredje verden, er legio. Det har de ret til, men de gør sig selv utroværdige, når de på den ene side blander sig i politik ved enhver given anledning og på den anden side bevidst går ud som et samlet kollegium og nægter at løfte en finger for de kristne ofre for forfølgelser i hele verden.
Tænketanken, som biskopperne ikke ville deltage i, er på ingen måde heller politisk farvet. Det er et bredt samarbejde, som går på tværs af politiske og kirkelige skel. Herfra skal tænketanken – inklusive den lykkeligt omvendte biskop Henrik Wigh-Poulsen – ønskes al mulig lykke og fremgang!
Merete Bøye er redaktør af Nyt Babel og sognepræst i Viborg Domsogn samt Tjele og Nørre Vinge. Katrine Winkel Holm er sognepræst i Borup, Kimmerslev og Nørre Dalby.