Der et to kronikker, som jeg har læst med særlig interesse de seneste par måneder. Senest var det biskop Peter Fischer-Møllers kronik den 7. januar 2019 om kirkens store betydning for klimadebatten. Og dernæst var det kronikken den 8. december 2018 om det nye kirkelige forum Resam.
To vigtige kronikker, der på interessante og konstruktive måder forbinder kirken og religioner på den ene side med verdens og planetens situation på den anden side. Både de 200 grønne kirker og Resam er interessante og vigtige projekter og initiativer, som jeg støtter og værdsætter.
Biskop Fischer-Møller siger: ”Vi er afhængige af andre og af det øvrige liv på kloden. Vi ved det og har derfor et særligt ansvar.” Initiativtagerne bag Resam siger: ”Når vi nu samler alle store trosretningers ledere i et permanent forum, Resam, er det, fordi vi tror på, at vores sammenhold kan sprede sig, så vi sammen kan bidrage til en mere nuanceret samfundsdebat om religion og tro.” Ansvar, sammenhold og debat er præcis, hvad der er behov for.
Jeg vil her fokusere på ét tema, som jeg synes er det vigtigste overhovedet i verden i disse år, nemlig FN’s 17 bæredygtighedsmål. Målene blev vedtaget af FN’s Generalforsamling i 2015 og handler om en kraftig ændring af udviklingen i verden på en række centrale områder.
Hvis der er noget, der på en enkel og intuitiv måde er og må være globalt, er det religioner. Religioner handler om tro, om menneske- og verdenssyn, om gudsforståelse, om forkyndelse, og hele jorden må være det selvfølgelige omdrejningspunkt for alle religioner, måske ofte både selvfølgeligt og underforstået.
Der kan siges meget om religionernes betydning, både en stor og positiv betydning og en meget problematisk betydning, for eksempel når det handler om krige og konflikter i verden. Men for alle religioner må der være et centrum, en helhed, en forening, der peger på hele Jorden, hele kloden, og det er dette hele, som verdensmålene handler om og er til for, også selvom målene er ufuldkomne og er blevet født ind i en verden, der er endnu mere ufuldkommen, end det er muligt overhovedet at fatte for os almindelige mennesker.
Vi har at gøre med en verden, hvor der er konflikter, krige, uro, hungerkatastrofer, menneskelig nød og elendighed i et omfang og i dybder, der er både ufattelige og utilgivelige.
Hertil kommer klimaforandringer, forringelser af biodiversitet, fattigdom, ulighed, korruption, uretfærdighed, miljøforringelser, forurening med mere, der har et omfang og en karakter, der kræver aldrig før sete forståelser og angrebsmåder.
Det er derfor, den FN-resolution, der indeholder verdensmålene, har overskriften ”Transforming our world”. Det handler om grundlæggende og omfattende ændringer. Hvis ikke religionerne skulle spille en stor og positiv rolle her, hvem skulle så?
Min opfattelse er, at det nye kirkelige forum kan have en stor rolle at spille i disse sammenhænge. Dette forum kan – og bør – gå foran og være med til at pege på fælles udfordringer og fælles muligheder med hensyn til den måde, som vi mennesker forstår og forholder os til verden på, og på den måde være med til at udbrede kendskabet til og fremme virkeliggørelsen af verdensmålene, både isoleret set i Danmark og i en større global skala.
Jeg vil bruge den formulering, at verdensmålene er hævet over religionerne. Verdensmålene er til for at samle og hele noget, der i øjeblikket er så opsplittet og splittet, at der skal meget store indsatser til for overhovedet at skabe en positiv bevægelse. Tilsammen – i forening – er religionerne og verdensmålene vigtige her.
Det lyder meget naivt, hvad det også er – ud fra nogle betragtningsmåder, men nogle af de forståelser og tilgange, der er behov for i verden lige nu, må nødvendigvis være karakteriseret ved, at de er naive, blandt andet i den forstand, at de virker urealistiske. Derfor konkluderer vi let og hastigt, at de aldrig kan blive til virkelighed. Det er forståelser og tilgange, der er i modstrid med gældende normer og kategorier – og på det grundlag dømmes de bort. Det er vi gode til. Vi er gode til at gentage, repetere og holde fast i det gamle og samtidig afvise det nye og anderledes.
Det skal vi selvfølgelig være påpasselige med. Det er farligt. Det er her, kæden hopper af. Det, der på et givet tidspunkt forekommer naivt, kan meget vel om 2, 5 eller 10 år forekomme logisk, naturligt, nødvendigt og særdeles praktisk. Jeg tror, det forholder sig sådan med verdensmålene og i denne sammenhæng også med verdensmålene og religionerne.
Verdensmålene er urealistiske. De kan aldrig – i nogen absolut forstand – implementeres, ja, der kan aldrig skabes fuldstændig enighed om noget som helst i forbindelse med verdensmålene, for det kræver en overgivelse og en solidaritet hos mennesker, virksomheder og samfund, som det er fuldstændig umuligt at mobilisere. Altså dømmer vi det ude.
Men! Hvis man betragter verdensmålene som en proces, en bevægelse, ikke imod noget fuldstændig entydigt, ideelt og fuldkomment, men en bevægelse frem mod noget, der er stedse eller bestandigt bedre, kontinuerlig og gradvis forbedring, lokal og global forbedring på samme tid, så er der selvfølgelig tale om et helt andet perspektiv.
Og det er dette andet perspektiv, jeg tror, man skal anlægge på verdensmålene og religionerne. Gør man det, er det naturligt at indtænke det nye kirkelige forum i denne sammenhæng.
Steen Hildebrandt er ph.d., professor emeritus og adjungeret professor.