I DISSE UGER og måneder er vi vidne til en række demonstrationer, som gennemføres i protest mod magtmisbrug, korruption, dårlig regeringsførelse, klimaproblemer med videre.
Demonstrationerne ser vi blandt andet i Hongkong, Chile og Libanon og fælles for dem alle er, at de er iværksat og bæres frem af unge mennesker, som protesterer mod den ældre generations styre og manglende interesse i at gennemføre ændringer.
Det, som vi her er vidne til, er en generations protest imod de herskende forhold og udsigten til at overtage en verden, som de unge finder dybt problematisk og uretfærdig.
Når vi ser ud over vores egen del af den vestlige verden, er den i udstrakt grad præget af 1968-generationen, som med sit ungdomsoprør kæmpede en kamp mod autoriteter, for miljø og demokrati.
Har vi så med de idealer bygget et samfund, som vi kan være stolte af at levere videre til vores kommende generationer?
Vi er selv stolte af, at vi har et rigt samfund, hvilket på mange måder er ganske rigtigt.
Problemet er bare, at denne rigdom er bygget på en produktion, vækst og forbrug, hvor regningen skal betales af kommende generationer. Og det kan vi absolut ikke være stolte af.
1968-GENERATIONEN, som jeg selv tilhører, overtog et samfund, som var opbygget med flid og nøjsomhed, og hvor hovedreglen var, at man skulle yde, før man kunne nyde.
Det var også et samfund, som i stort omfang var bygget op over fællesskabet og idealer båret af arbejderbevægelsen, andelsbevægelsen og højskolebevægelsen. Noget, som vores forældre kæmpede for, og som byggede samfundet op.
Gennem de seneste 50 år har vi været i stand til at udvikle det samfund, som vi tog over. Vi har omdannet fællesskabet til egoisme og grådighed, og spørgsmålet om, hvad jeg kan gøre for fællesskabet, stilles ikke længere – nu er spørgsmålet, hvad kan jeg personligt trække ud af fællesskabet?
Og ja, vi er blevet økonomisk rigere end vores forældre var, men den rigdom er opbygget på bekostning af de kommende generationer. Vi har opbygget vores rigdom på energi fra fossile brændstoffer som kul, olie og gas. Det er energikilder, som inden for kort tid er opbrugt, og som har bidraget til en udvikling, som mange forskere i dag kalder en klimakatastrofe.
Vi har opbygget et samfund, hvor værdierne i stadigt større omfang er koncentreret på stadigt færre hænder. De, der har værdier, får stadigt mere på bekostning af dem, der ingen værdier har, og det samme gør sig gældende for indkomster.
Den unge generation skal betale ofte uoverkommelige beløb for at købe fast ejendom, og gevinsten af den højere ejendomsværdi tilfalder 1968’erne, som i øvrigt ikke længere har behov for de store ejendomme.
ENDELIG KAN VI OGSÅ glæde os over, at vores sundhedstilstand er væsentligt forbedret. Vi bliver ældre, og også her kommer der en belastning på den kommende generation i form af pensioner og udgifter til institutioner, medicin og hospitaler. Udgifter, der skal betales af den kommende generation.
Ja, jeg kan inderligt godt forstå, at de unge mennesker protesterer mod det samfund, vi afleverer til dem, og den fremtid, de kommer til at se sig selv i en dag.
Uffe Madsen er forhenværende sparekassedirektør.