”Ego mei mihi me.”
Den lille remse er en af de få ting, jeg husker fra latintimerne, og er en grammatisk bøjning af ordet jeg. I disse tider, hvor jeget efterhånden er vokset sig større end vores egen skygge, popper remsen frem i min hukommelse.
Vores unge og de mindste børn mistrives under pandemien og nedlukningen, og dag efter dag skal vi lægge øre til, hvor hårdt de har det.
”Vi sover og studerer i det samme værelse og ser bare ind i de samme fire vægge dagen lang, det er ikke til at holde ud.”
Og en lignende bekvem klagesang fra forældrene til de yngste:
”Deres søvnrytme er gået helt fløjten, de er urolige og mistrives, og vi forældre er bange for deres udvikling, når de ikke kommer af sted hver dag. Hvordan skal de klare sig senere i samspil med de andre børn, når samfundet åbner op igen?”.
Men så vidt jeg ved, er det ikke forbudt for de unge at forlade værelset, hvor de i øvrigt har adgang til hele verden. De sidder bogstavligt talt med den i hånden.
Sæt dem til at skrælle kartofler, køb et par løbesko, lær dem at strikke sokker, eventuelt til syriske flygtninge. Eller måske: Send dem ind at hilse på din aldrende nabo, der sidder ensom og isoleret og ikke har sidste nye iPhone og dermed adgang til kommunikation med hele verden.
Lad de unge skabe sig en ny identitet, hvor det ikke handler om at blive set og hørt, men at kunne se og høre sig selv.
Og til jer, der har små børn: Brug dog chancen til at lære dem at kende. Skab jeres egen struktur og nogle børn, I selv kan holde ud at være sammen med. Ungerne skal nok klare det. Det er også en enestående chance for ungerne at stifte bekendtskab med mors og fars arbejde og respekt for, hvor pengene til McDonald’s-besøgene kommer fra.
Resten af dagen skal vi så lægge øre til alle dem, der synes, at ”vi bør stå først i vaccinekøen, vi er helt sikkert dem, der er mest udsat i samfundet” – det være sig skolelærere, pædagoger, sosu-assistenterne, tjenerne og kassedamerne. Alle slås om, hvem der skal have den næste sprøjte.
Selv tænker jeg, at det vil være rigtig smart, hvis lægerne og sygeplejerskerne havde fået de første sprøjter, for hvis vi alle bliver ramt, er det vel dem, der skal redde os, og jeg vil da være langt bedre stillet, hvis der så var nogle læger og sygeplejesker tilbage, når jeg rammes.
Det er altid let at være bagklog, men jeg havde anvendt vaccinerne på de mennesker, der er nødvendige, for at samfundet kan fungere nogenlunde. De arbejdsduelige i alderen 35-65 år var dem, jeg ville havde satset på at redde og sikre først, for hvordan skal de yngste og de ældste i samfundet klare sig uden de andre, der holder verden kørende?
Strengt taget: De ældste kunne spille whist på plejehjemmene, de unge lufte kvarterets forsømte hunde og de yngste opleve nærvær med deres forældre, hvis bare indstillingen hos alle var lidt anderledes, altså hvis ikke egoet hos os alle de seneste årtier var blevet så stort.
Hvad nytter det at sætte de svageste i redningsbådene, hvis ikke der er nogle, der sørger for, de når sikkert i land?
Selvom pandemien har huseret længe, er der et stykke vej endnu, inden vi får tæmmet vores kæmpe ego, og først når det sker, når vi alle sikkert frem til normalen, hvad det så end viser sig at være i fremtiden.
Lene Friedrichsen er blomsterdekoratør og plejemor.