Prøv avisen

Stender: Vi er ikke bedre end Trumps ”America first”

Kristendommen står som et modsvar til alle bevægelser, hvor lande sætter sig selv først, skriver Poul Joachim Stender. Foto: Leif Tuxen

Poul Joachim Stender

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Når folk begynder at kritisere Trumps slogan, er de nødt til at tænke på, hvad der er sloganet i deres eget liv. Og gad vide, om det ikke er ”Me first”. Først mig selv. Og hvis det ikke er ”Me first”, er det 100 procent sikkert ”My family first”. Familien først, skriver Poul Joachim Stender

”America First”. De ord kender vi alle. Det er præsident Donald Trumps slogan for hans politik. I modsætning til alle andre ønsker jeg ikke at kritisere den amerikanske præsident. I sidste ende går han måske hen og bliver en af de største præsidenter, USA har haft.

Når folk begynder at kritisere Trumps slogan, er de nødt til at tænke på, hvad der er sloganet i deres eget liv. Og gad vide, om det ikke er ”Me first”. Først mig selv. Og hvis det ikke er ”Me first”, er det 100 procent sikkert ”My family first”. Familien først.

Vi må altså erkende, at det, vi ser i amerikansk politik, hvor USA’s interesser sættes som førsteprioritet, er det fænomen, som vi selv lever vores liv efter, hvor det er os og vores familie, der er det vigtigste.

De, der er dybt forarget over Trumps ”America first” -politik, er altså ikke en døjt bedre med deres eget personlige livsgrundlag. En udløber af denne ”Me first” -bevægelse, som nok har eksistereret, siden de første mennesker blev til, er MeToo-bevægelsen. Mænd, der groft har udnyttet kvinder, skal selvfølgelig bøde for det, ligesom kvinder, der groft har udnyttet mænd, også burde have lov til at betale prisen for det.

Men dybest set er MeToo-bevægelsen ikke andet end en ”Woman first” -bevægelse – en kvinde først-bevægelse. Men spørgsmålet er: Skal vi acceptere alle disse bevægelser ”America first”, ”Me first”, ”My family first”, ”MeToo first”?

Det er, som om alle kæmper for at være først. De transkønnede vil have egne toiletter. Nyreforeningen vil have flere rettigheder. EU-landene kan ikke blive enige om at arbejde ordentligt sammen, fordi de sætter deres eget land højere end det fællesskab, de er medlem af.

Kristendommen står som et modsvar til alle bevægelser, hvor lande sætter sig selv først, hvor mennesker placerer sig selv og deres familier i første række, hvor kønnene kæmper om, hvem der skal være først og størst og så videre. For hvad er det, kristendommen forkynder? Den forkynder ”God first”. Gud først. Og dernæst lyder det ”You first”. Dit medmenneske først.

Det er altså vores opgave, os kristne, at få vendt en superegoistisk first -bølge og skabt en ny bevægelse, den kristne bevægelse, hvor vi sætter Gud og hinanden først og ikke arbejder udelukkende for egne interesser, men for fællesskabets interesse.

Danmark skal ikke være først. Danmark er en del af EU, Nato, verdenssamfundet. Vi skal arbejde sammen med hinanden for en bedre verden. USA er heller ikke først. USA skal arbejde for en verden, hvor landene hjælper hinanden. Vores familie er heller ikke det vigtigste. Alle familier er vigtige. I sidste ende passer vi bedst på vores elskede børn ved at kæmpe for, at de lever i et godt fællesskab. Det handler heller ikke om som kvinde først og fremmest at kæmpe for sine egne rettigheder. Men for at alle, også mændene, har lige muligheder for et godt liv.

Kristendommen er, blandt mange ting, en modstandsbevægelse mod tanken om at sætte noget som helst andet først end udelukkende Gud og hinanden.

Poul Joachim Stender er præst og forfatter, Kirke Saaby.