Vi er ramt af lydpest. Høj musik er blevet en form for narkotika

Det burde være en menneskeret at være fri for musik, skriver dirigent og organist Steen Lindholm, der savner at kunne ligge i fred og ro på stranden og lytte til bølgerne

En dunkende bashøjttaler kan nedlægge et helt beboelseskvarter. Men det burde være en menneskeret at være fri for musik – dette sagt af en musiker, skriver Steen Lindholm i debatindlæg. På billedet er det gæster til den københavnske gadefest Distortion, der hvert år anklages af beboere for at spille musikken alt for højt.
En dunkende bashøjttaler kan nedlægge et helt beboelseskvarter. Men det burde være en menneskeret at være fri for musik – dette sagt af en musiker, skriver Steen Lindholm i debatindlæg. På billedet er det gæster til den københavnske gadefest Distortion, der hvert år anklages af beboere for at spille musikken alt for højt. Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix.

I KLUMMEN ”KANTEN” i onsdags skriver politikeren Alex Ahrendtsen (DF), at han elsker at sidde stille i sin stue med døren åben og lytte til regnen udenfor. Det er et synspunkt, jeg er helt enig i.

Men når Ahrendtsen derefter postulerer, at danskerne er et folk med en stille kultur i modsætning til folk med mu-slimsk baggrund fra arabiske og afrikanske lande, kan jeg på ingen måde erklære mig enig.

Desværre forholder det sig jo således, at vi danskere larmer lige så meget som indvandrere: Fædrelandet er angrebet af lydpest.

Høj musik er i dag for uhyggeligt mange danskere, især i den unge generation, blevet en form for narkotika, og man kan ikke foretage sig noget, uden at det partout skal ledsages af musik. Efter min opfattelse har det udviklet sig til et misbrug, mens værdien af stilhed i tilværelsen er glemt, til skade for både legeme og sjæl.

Det er for længst anerkendt, at musik har indvirkning på os.

Musikterapi vinder således mere og mere frem som led i patientbehandlingen. En langsom og stille sats af Mozart giver ro i sjælen og kan eksempelvis lette et operationsforløb, hvilket blandt andet en schweizisk undersøgelse har påvist. Men omvendt får hårdtslående musik blodtrykket til at stige og gør os aggressive. Der er derfor god grund til bevidsthed omkring brug af musik.

På sommerens talrige festivaler afspilles musik på et lydniveau, der på længere sigt medfører risiko for alvorlige høreskader. Hvis jeg var ung, ville jeg seriøst overveje en fremtid som sælger af høreapparater, for efter alt at dømme bliver der rivende omsætning, når senvirkningerne på hørelsen om nogle år for alvor begynder at vise sig hos den i dag unge generation.

I det mindste finder festivalerne ofte sted på områder, hvor man ikke forstyrrer andre end sig selv. Værre er det, når man ikke kan få fred i sit eget hjem. Jeg elsker som Alex Ahrendtsen at sidde i min have og lytte til fuglenes sang og naturens andre vidunderlige lyde, men i sommertiden bliver disse lyde overdøvet, når specielt yngre beboere 100 meter væk fra vort hus om eftermiddagen tænder for store, trådløse bashøjttalere, der er stillet ud i haven, så det taktfaste bumbum forstyrrer hele nabolaget. Der spares ikke på lydniveauet, og vi bliver alle tvunget til at lytte med. Om aftenen spilles der mange steder om sommeren høj musik i fri luft. Permanent og ukritisk brug af såkaldt rytmisk musik gennem åbentstående døre og vinduer.

En dunkende bashøjttaler kan nedlægge et helt beboelseskvarter.

Tager jeg til stranden for at få et forfriskende havbad i varmen, skal jeg lede længe efter et sted, hvor jeg kan ligge i fred og ro og lytte til bølgerne. I nær afstand afspilles der rytmisk musik som en påtvunget del af oplevelsen, for man kan naturligvis heller ikke tage til stranden uden narkotika i form af en ghettoblaster.

Det burde være en menneskeret at være fri for musik – dette sagt af en musiker.

Steen Lindholm er dirigent og organist.