Vi får at vide, at mødrene til danske børn i Syrien har forkastet danske værdier. Hvor er tilgivelsen?

Den nærmest hævnagtige beslutning er, at 19 danske børn og deres mødre skal forblive i lejrene. Statsministeren og Socialdemokratiet begrunder deres handlemåde med, at mødrene har forkastet danske værdier. Men rummer disse værdier ikke netop tilgivelse og barmhjertighed?

"Mange fastslår, at terrorargumentet er ganske svagt, når det gælder børnene og deres mødre, fordi de næppe udgør en reel trussel." Foto: Muhammad Hamed/Reuters/Ritzau Scanpix

Efterhånden har der været mange indlæg i denne og andre aviser om de danske børn og deres mødre i al-Hol- og al-Roy-lejrene i Syrien. Regeringspartiet og et flertal af Folketingets øvrige partier fastholder, at de ikke skal hjem. Mange har peget på, at statsminister Mette Frederiksens (S) inderlige selvudnævnelse som ”børnenes statsminister” forekommer tiltagende indholdstom.

Danmarks fremfærd er også blevet kendt uden for landet. Senest har FN’s generalsekretær føjet Danmark til the list of shame, når det gælder børns vilkår. FN beretter, at forholdene i lejrene er forfærdelige. Børnedødeligheden er høj – 340 børn er døde fra december 2018 til november 2019, ernæringen er mangelfuld, sundhedstilbud er næppe eksisterende, og blandt andet børnevaccinationer er ikke tilgængelige, skolegang er ikke mulig. Vold, fysisk og psykisk sygdom og mistrivsel er dagligdag for børnene. Flere andre lande har hentet deres statsborgere hjem. På skammens liste står Danmark sammen med nationer, som vi ikke ellers ønsker at sammenligne os med.

Mødrene er i sin tid rejst til området for at støtte kampen for oprettelsen af en islamisk stat. For nogle har det måske været et bevidst politisk valg, men for andre en naiv tilskyndelse. Hvad motivet end har været, er det en forkert og forfærdelig dum beslutning, og for deres børn er den katastrofal.

Igen og igen hedder det fra et flertal i Folketinget: ”De har selv vendt Danmark ryggen.” Den indbyggede selvretfærdiggørelse er, at så kan Danmark også sindsroligt vende dem ryggen. Den nærmest hævnagtige beslutning er, at 19 danske børn og deres mødre skal forblive i lejrene. Statsministeren og Socialdemokratiet begrunder deres handlemåde med, at mødrene har forkastet danske værdier. Men rummer disse værdier ikke netop tilgivelse og barmhjertighed? Allerede juridisk er afgørelsen tvivlsom, men måske er de allervigtigste spørgsmål at stille: Hvor er tilgivelsen? Hvor er barmhjertigheden?

Mette Frederiksen, integrationsminister Mattias Tesfaye (S) og udlændingeordfører Rasmus Stoklund (S) henviser vedholdende til risiko for terror. Argumentet trumfer hvad som helst. Det er også mere honnet at henvise til bekymring for terror end til bekymring for at tabe stemmer til fremmedangste partier i Folketinget.

Men der er mange – blandt andre FN – som fastslår på, at terrorargumentet er ganske svagt, når det gælder børnene og deres mødre, fordi de næppe udgør en reel trussel. Men hertil kommer, at hvis børnene forbliver i lejrene og vokser op med en samtidig tilvoksende viden om, at Danmark ikke har kunnet tilgive dem og deres familier, vil det tværtimod kunne lægge kimen til senere terrorhandlinger. Den af PET anbefalede konkrete vurdering af terrortrussel i hvert enkelt tilfælde er også uden videre blevet afvist af politikerne.

Mon ikke der også er angst for prestigetab med i billedet? Når man så mange gange har udtalt, at disse danske statsborgere selv har vendt Danmark ryggen, kan det være svært at sige: ”De er i nød, vi åbner armene for dem og deres mødre (som vi dog vil tale grundigt med)!”

Men tænk, om man hørte politikerne sige: ”Vi har været for uforsonlige her. Vi har svigtet, vi har taget fejl.” For netop det ville i usædvanlig grad være beundringsværdigt og prestigegivende.

Ole Hartling er læge og tidligere formand for Det Etiske Råd.