Vi får at vide, at vi er klimatosser. Lad os komme videre

Det er fint med demaskering af klimatosserne. Men vi må også vise de utålmodige en vej, skriver kunstner

Skolelever demonstrerer under International Klimastrejke i Aarhus den 15. marts 2019.
Skolelever demonstrerer under International Klimastrejke i Aarhus den 15. marts 2019. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix.

TAK TIL Poul Joachim Stender for at rive masken af klimatosserne i sit indlæg i avisen i tirsdags. Der er noget uhyggeligt ved masker: Hvem er klimaklovnene inde bag masken? Er det normforvirrede mennesker, der endelig har fundet en sag at gå op i, og nu vil de frelse sig selv?

Stender fortæller om sin velhavende tantes klimabestræbelser og mener, det er lettere at være klimabevidst, når man er rig. Det er nok rigtigt. Derfor er det mærkeligt, at det er os rige, der udleder mest CO2. De fattige har ikke råd til at tage til Thailand. De fattiges tur går til Netto og hjem igen. Er det selvfrelse, når tante tager bilen til Portugal og lader flyet stå? Det kan sagtens være. Men det kan også være et ærligt forsøg på at begynde hos sig selv. Man bliver nødt til at indregne den mulighed. Det er ikke sikkert, hun af den grund ser bort fra mulige teknologiske landvindinger på klimaområdet. Der er en risiko ved at jage tantens motiver. Det kan ende med, at tanterne ikke tør gøre noget som helst.

Hvordan skal vores børnebørn samle erfaringer til voksenlivet i den globale verden, når de ikke længere kan tage på den verdensomspændende dannelsesrejse med surf og dyk og to uger på et børnehjem i Den Tredje Verden? De må nok samle erfaringer på samme måde, som en ung fra Ghana eller Grækenland: gennem arbejde og et liv som vågen og deltagende borger. I Danmark fik vi muligheden for at tage på højskole og blive bevidst om at være menneske med ånd. Senere steg aktionsradius til en tur på interrail. Det kommer vi måske tilbage til. Vi har lært at holde tilbage i trafikken, så vi kommer godt hjem. Måske lærer vi også at holde tilbage i klimaet.

Skulle nogle klimatosser kortslutte og blive voldelige, rokker det ikke ved, at klimaet bliver en af de vigtigste dagsordener. Vi må satse på samtalen og parlamentarismen. Det er fint med demaskering af klimatosserne. Men vi må også vise de utålmodige en vej. Vi må kunne omgås den store udfordring uden at stikke hovedet i busken eller lammes.

Jeg henter et godt værktøj i Ole Jensens natursyn fra bogen ”I vækstens vold”. Vores forhold til naturen er komplekst: Naturen er et middel, en mulig partner, en kilde til glæde, og naturen er hård og vender sig mod os. Hvordan forholder vi os til det? Ole Jensen mener, evangeliet sætter os i stand til at gøre det med konstruktiv sorgløshed.

I en lang valgkamp har vi fået at vide, at vi er tosser, vi gør børnene bange, vi gør det forkerte og med de forkerte motiver. Tak til linjevogterne. Det er nok. Lad os komme videre. Lad tanter og aktivister, linjevogtere og skolebørn, forskere og husholdere komme videre. Lad os gøre det med konstruktiv sorgløshed.

Erik Boye er billedkunstner og cand.theol.