Familien Schramm flyttede til Strynø, hvor livet blomstrer – men politikernes sparekrav truer ø-livet

I 2016 flyttede familien Schramm til Strynø, men nu vil politikerne lukke øens skole, der ifølge familien har været drivkraften bag den forholdsmæssigt store tilflytning til øen

For to år siden flyttede Moritz Schramm med familien til Strynø. Familien er en af flere, der forlader det hektiske storbyliv og bosætter sig på småøer. Men politikerne vil lukke den lille skole, og Moritz Schramm frygter, at besparelser og lukninger vil give fraflytning og ødelægge den særlige danske ø-kultur. –
For to år siden flyttede Moritz Schramm med familien til Strynø. Familien er en af flere, der forlader det hektiske storbyliv og bosætter sig på småøer. Men politikerne vil lukke den lille skole, og Moritz Schramm frygter, at besparelser og lukninger vil give fraflytning og ødelægge den særlige danske ø-kultur. – . Foto: Marcus Trappaud Bjørn/Ritzau Scanpix.

DA VORES LILLE FAMILIE forrige år pakkede vores ting og flyttede fra hovedstadsområdet til det sydfynske øhav, var vi endnu ikke klar over, at vi dermed udgjorde en del af en generel trend. Efter mange års problemer med fraflytning er mange af de danske småøer blevet attraktive igen.

I aviserne – blandt andet i Kristeligt Dagblad – kan man læse om den nye tendens til, at flere og flere familier med småbørn beslutter sig for at lade det stressede og hektiske liv i storbyen bag sig og bosætter sig på en af landets småøer.

På Strynø, hvor jeg med familien nu bor, kan tendensen tydeligt mærkes: Alene det seneste halvandet år er mere end 30 voksne med sammenlagt 13 børn flyttet til den lille, cirka 200 indbyggere rige ø. Næsten alle er fra såkaldte ressourcestærke familier, ofte med gode indkomster, og mange fra hovedstadsområdet eller andre af de større kommuner i landet.

FOR MIG, DER KOM UDEFRA til Danmark – jeg er født og opvokset i den tyske hovedstad – er erfaringen med det danske øliv en kulturel oplevelse i sig selv. Det er interessant at iagttage og opleve de tætte bånd til naboerne og det særlige fællesskab, som livet på småøerne fører med sig. Den iøjnefaldende blanding af mangfoldighed, verdens åbenhed og tætte, sociale bånd. Senest når dagens sidste færge er sejlet, sænker der sig en ro og afslappethed over øen, som man i storbyerne kun kan drømme om.

Samtidig ser vi også på Strynø nu de ødelægende konsekvenser af de effektiviseringer og sparekrav, som har præget Danmark de seneste mange år. I stedet for at sælge den positive udvikling som succeshistorie, som især små kommuner kunne bruge for at tiltrække flere ressourcestærke familier, begynder politikere og embedsmænd at spænde ben for den indlysende solskinshistorie. I disse dage diskuteres de konkrete planer om lukning af Strynøs lille skole, der uden tvivl har været drivkraften bag den forholdsmæssigt store tilflytning til øen.

Den bebudede lukning af skolen vil efter alt at dømme ikke medføre de besparelser, som embedsmændene har regnet sig frem til. Vi ved fra andre eksempler, at lukning af infrastrukturen og deriblandt småskoler i provinsen fører til en massiv fraflytning af netop yngre familier, der skaber en negativ tendens. At især ældre og ressource svage mennesker bliver tilbage, når daginstitution, købmand og så videre begynder at lukke.

HVIS SKOLEN PÅ STRYNØ LUKKER, vil vi se en tilsvarende fraflytning og i hvert fald ingen ny tilflytning af børnefamilier. Og da der ikke skal mere til end fraflytningen af to-tre af de indtægter, som ressourcestærke familier bringer til dens kommune, før det vil opveje de angive lige besparelser ved lukning af skolen, er idéen i bedste fald kortsigtet.

Langt værre er imidlertid den grundlæggende ødelæggelse af den særlige danske økultur, der afspejles i den bebudede skolelukning. I tider, hvor regeringen tvangsudflytter arbejdspladser til provinsen for at skabe vækst og velfærd i de mere afsidesliggende regioner af Danmark, kan det overraske, at der fra politisk side ikke arbejdes mere målrettet mod bevarelsen – og tilblivelsen – af de solskinshistorier, der lige nu udfolder sig i dette område af provinsen.

Desværre ser det ud, som om embedsmænds regneark er vigtigere end de unikke, kulturhistoriske traditioner, som de danske småøer står for. Eksemplet med skolen på Strynø – den sidste offentlige skole på en sydfynsk småø – viser, hvordan de mangeårige sparekrav nu for alvor rammer og ødelægger nogle af de særlige, danske kulturskatte med egenart og traditioner, der faktisk er på vej til at blomstre op igen. I sandhed en sørgelig historie!

BAG LUKNINGEN AF DEN SIDSTE skole på en småø i det sydfynske øhav ligger således det grundlæggende spørgsmål, om vi vil bevare og støtte de unikke, danske øtraditioner, eller om vi som samfund med åbne øjne og udelukkende på grund af kortsigtede sparekrav vil ødelægge den positive trend, som lige nu udfolder sig på området.

Moritz Schramm er lektor ved Syddansk Universitet i Odense og anmelder ved Kristeligt Dagblad. Han og familien flyttede – i første omgang midlertidigt – fra København til Strynø i 2016, hvor familiens nu ni-årige søn begyndte på den lille skole på øen.