Prøv avisen

Formand for Statens Kunstfond: Vi fordeler kunststøtte bredt

Michael Bojesen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Målet er, at alle borgere i landet kan få oplevelser med kunst, som fremkalder reaktioner, skriver Michael Bojesen

OLE HYLTOFT ER en af vort lands store kulturpersonligheder. Jeg har dyb respekt for hans store indsigt og mangeårige ihærdige arbejde for at tale kulturen op og hans arbejde for at gøre kulturel dannelse til en selvfølge for alle danskere. Derfor gør det også ekstra indtryk, når det er netop Ole Hyltoft, der hvæsser pennen og angriber kunstfondene i sit debatindlæg ”Lad politikerne fordele kunststøtte – det vil sikre større bredde” i Kristeligt Dagblad den 5. september. Herunder Statens Kunstfond, som jeg er bestyrelsesformand for.

Som formand er jeg udpeget til posten, på samme måde som de 53 øvrige udvalgsmedlemmer. Godt halvdelen af udvalgsmedlemmerne er udpeget af kulturministeren – politisk kan man vel sige – den anden halvdel er udpeget af repræsentantskabet. Et repræsentantskab, som repræsenterer forskellige dele og organisationer af kulturlivet. Selvom jeg kun kan understrege meget kraftigt, at der i kunstfonden arbejdes med helt klare regler for inhabilitet i enhver sammenhæng, er det imidlertid ikke min opgave som formand at forsvare selve systemet eller sammensætningen af kunstfonden. Det er derimod en sag for Folketinget, hvor man siden 1954 har været enige om, at netop den frie armslængde til kunststøtten er en særlig styrke i et demokratisk ytringsfrit samfund.

Ole Hyltofts indlæg lægger sig i imidlertid i efterklangen af den livlige og konstruktive debat om kunstens værdi i samfundet, som har kørt i mange medier hele sommeren. Og det synes jeg kalder på en kommentar. For vel er det interessant og væsentligt at diskutere, hvad der gør et kunstprojekt eller en kunstners projekt værdigt til offentlig støtte.

Det handler jo om vores alles penge og om den kunst og de oplevelser, indsigter, erfaringer og sammenhold, det kan give os.

Når man skal vurdere kunst nu og her, kan man af gode grunde ikke vide, om det er fremtidens mesterværk, vi står over for. Det er vel op til eftertiden at vurdere det. I 1913 blev komponisten Igor Stravinskijs balletmusik ”Sacre du Printemps” buhet ud og skandaliseret ved premieren. Publikum tog voldsomt afstand fra hans nyskabende klange og rytmer og hånede det, som var det kejserens nye klæder. I dag står musikken som et af det 20. århundredes største klassiske mesterværker.

I Statens Kunstfond, som er Danmarks største kunstfond, vurderes alle ansøgninger nøje. Vi ser på håndværksmæssig kvalitet, nytænkning og kontekst, men også på, om kunstprojektet eller kunstnerens projekt har relevans for samfundet og de borgere, som i sidste ende er modtagere af kunsten. Om der rammes plet i samtlige af de over 6000 kunstprojekter, vi støtter om året, er svært at sige, men vores opgave er at uddele kunststøtte, så alle borgere i landet, uanset alder og geografi, kan få oplevelser med musik, teater, litteratur, arkitektur, design og kunsthåndværk.

I den sammenhæng kan et kunstprojekts evne til at fremkalde reaktioner, vække holdninger og skærpe synspunkter her og nu i sig selv i øvrigt være en gevinst. Det må man så sige, at både Katharine Grosses maling i Mindeparken og Jakob Jakobsens omdiskuterede udsagn har gjort.

Så kan vi altid diskutere, om det også er god kunst, og om det mon ligefrem går over i historien og bliver husket om 100 år. Det er jo netop pointen. At selve diskussionen og relevansen også kan have værdi. Det eneste, vi ikke ønsker af kunst, er vel, at den efterlader os uberørte. Hverken nu eller senere.

Michael Bojesen er formand for Statens Kunstfond.