Vi griber danskere med kroniske sygdomme forkert an

​​​​​​​
Hvis vi vender tilgangen på hovedet og i stedet kigger på kroppen som ændret frem for forkert, så kan vi indlede en helt ny form for dialog. Så kommer samtalen til at handle om, hvordan borgeren kan skabe nye vaner, hvordan borgeren kan tage os med på råd, og hvordan borgeren kan styrke sit engagement og sin motivation for at tage hånd om egen behandling, skriver debattører fra Steno Diabetes Center Copenhagen

 Vi skal af med den fejlfindingskultur, der ofte dominerer i sundhedsvæsnets kontakt med den kronisk syge borger. Vi skal derimod vende tilgangen til mødet med borgeren på hovedet med fokus på borgerens styrker og succesoplevelser., skriver debattører.
Vi skal af med den fejlfindingskultur, der ofte dominerer i sundhedsvæsnets kontakt med den kronisk syge borger. Vi skal derimod vende tilgangen til mødet med borgeren på hovedet med fokus på borgerens styrker og succesoplevelser., skriver debattører. Foto: Morten Germund/Ritzau Scanpix.

For at kunne håndtere de mange borgere med en eller flere kroniske sygdomme er det danske sundhedsvæsen nødt til at gribe mødet med borgeren anderledes an end i dag. I vores iver efter at rette fejl og informere, kommer vi let til at skubbe borgeren væk. Lad os i stedet skabe en dialog om styrker og succeser og mødes som to eksperter: den ene i sundhed, den anden i sit eget liv.

Vi bevæger os mindre, bliver tykkere, ryger og drikker for meget, og der er stor forskel på livslængden hos rig og fattig. Hvorfor? Der mangler hverken viden, ekspertise eller gode intentioner om at hjælpe borgerne i alle dele af det danske sundhedsvæsen.

Men hjælpen virker ikke efter intentionerne, og vi er derfor nødt til at spørge os selv: Griber vi opgaven rigtigt an? Er vi gode nok til at møde borgerne på en måde, hvor vi reelt bruger vores viden til at forbedre den enkeltes hverdag – og hvor vi ikke ubevidst skubber borgeren væk?

Nej, det mener vi ikke. Især når det gælder borgere med kroniske sygdomme. Vi kan og skal gøre det bedre – og spørgsmålet er: hvordan?

På Steno Diabetes Center Copenhagen har vi kigget mod USA og ladet os in- spirere af den tilgang til mødet med borgerne, der går under navnet ”The Flourishing Treatment Approach”.

Kort fortalt handler tilgangen om, at vi skal af med den fejlfindingskultur, der ofte dominerer i sundhedsvæsnets kontakt med borgeren. Vi skal derimod vende tilgangen til mødet med borgeren på hovedet med fokus på borgerens styrker og succesoplevelser.

”Hvorfor ligger dit blodsukker så højt i weekenden?”, ”Din vægt er steget, hvorfor mon det?”, ”Har du gjort, som vi aftalte sidst?”. Det er eksempler på ganske almindelige udsagn i mødet mellem den sundhedsprofessionelle og borgeren. Spørgsmålene er fagligt velfunderede og bunder i ønsket om at behandle sygdomme ved at finde fejlen og rette den.

Men netop i den tilgang kan vi rette blikket mod os selv. Er vores fokus på fejl og mangler den rette?

Enhver, der arbejder med diabetes, ved, at det er umuligt at holde blodsukkeret stabilt og fornuftigt 100 procent af tiden. Det skal vi selvfølgelig hjælpe borgeren til at håndtere bedst muligt – og vi skal gøre det med udgangspunkt i de dage, hvor det går godt. Ikke med udgangspunkt i fejl og mangler, så vi kommer til at påføre borgeren skam over ikke altid at leve op til behandlingsvejledningernes standarder. Det fremmer hverken dialog, borgerens engagement eller tro på egne evner til at tage hånd om eget liv med sygdom og leve med god livskvalitet på trods af sygdommen.

Hvis vi vender tilgangen på hovedet og i stedet kigger på kroppen som ændret frem for forkert, så kan vi indlede en helt ny form for dialog. Så kommer samtalen til at handle om, hvordan borgeren kan skabe nye vaner, hvordan borgeren kan tage os med på råd, og hvordan borgeren kan styrke sit engagement og sin motivation for at tage hånd om egen behandling.

I sådan et møde kan spørgsmålene i stedet lyde: ”Hvad er vigtigt for dig i din dagligdag?”, ”Hvad gør du, når det går godt?”, eller ”Hvordan passer den her ændring ind i dit liv?”. Med svarene på de spørgsmål kan vi bygge behandlingen op og integrere de metoder og ændringer, der passer bedst i den enkelte borgeres hverdag.

Er det ikke bare et spørgsmål om ord? Jo, det er det, men ordene afspejler holdninger og værdier og anerkendelsen af, at sundhedsprofessionelle udgør en utroligt lille del af borgerens liv. Vi møder måske borgeren med kronisk sygdom én gang hver tredje måned i et kvarter. Resten af tiden skal borgeren selv skal tage sig af sin behandling – og sit liv.

Et møde med borgeren skal derfor være alt andet end fejlretning og information og i stedet være et møde mellem to ligeværdige eksperter: den ene i sundhed og sygdom, den anden i sit eget liv. Udgangspunktet skal være at lytte og fokusere på det, der virker, samt undgå at dømme.

Så har vi en reel chance for, at ekspertisen og de gode intentioner bidrager til, at borgeren bedst muligt kan integrere vores professionelle bidrag lige netop der, hvor det giver mening i borgerens liv.