I FJERDE AFSNIT af serien ”Lortemor” valgte DR at bruge Sara Alfort som en af deres eksperter, og det ærgrer mig, at hendes udtalelser får lov til at stå uimodsagt i programmet.
Sara Alfort er journalist på Zetland og har skrevet en bog om forældredeterminisme. Hun er sikkert vidende, men hun er ikke ekspert. Så når Alfort får taletid som ekspert, er det problematisk. Hendes udgangspunkt er nemlig, at forældre er tilstrækkeligt sammen med deres børn i dag. Det er med til at lukke af for den virkelighed, at mange forældre faktisk oplever, at de ikke er nok sammen med deres børn. At det faktisk ikke fungerer for dem, at begge forældre arbejder fuld tid, mens børnene bliver sendt i institution.
Alforts budskab er dog belejligt og har et stort publikum. Det taler nemlig til det hav af forældre, der hver dag må aflevere deres børn i institution med nagende samvittighed. De vil egentlig gerne se deres børn mere, uden at det behøver være om eftermiddagen, hvor alle er helt udkørte. og der i øvrigt skal laves aftensmad.
Når forældre gerne vil bruge tid på de børn, de har sat i verden, hvorfor går de så ikke bare ned i tid eller siger jobbet op? En af årsagerne er, at vi hører budskaber som ”det går jo nok”, som bedøver samvittigheden akkurat nok til, at vi ikke siger fra – men det gør nu stadig ondt. Det er med til at fortælle forældre, at der ikke er nogen grund til at lave noget om, selvom der er rigeligt med grunde.
Hvordan viser vi omsorg, hvis vi ikke rigtig er der? Forældre, der går hjemme, er ikke garanti for omsorg og kærlighed. Men chancen for at kunne give den omsorg og kærlighed, man ønsker, er trods alt større, jo flere timer man bruger sammen med barnet.
Sara Alfort påstår desuden i ”Lortemor”, at vi bruger mere tid sammen med vores børn i dag end tidligere, men det er ud fra en præmis om, at vi kun kan have tid sammen med vores børn af en vis kvalitet, hvis det ikke involverer almene daglige gøremål. Der er absolut intet galt i den slags tid med sine børn, men ordet ”kvalitetstid” er kommet, fordi vi faktisk manglede tiden med vores børn, så den sparsomme tid, vi har, må omdannes til kvalitetstid.
Hvad med, at vi arbejdede politisk for, at flere forældre kan have mere tid med deres børn, så de ikke behøver tænke bekymret på kvaliteten, fordi tiden med dem er nok? Små børn har behov for meget tid med deres forældre for at trives optimalt på den korte og lange bane. Det er slået fast af tilknytningsforskningen og udviklingspsykologien for længst.
Vi skal tænke i nye baner, hvis vi for alvor mener, at børn har godt af at være tæt på deres forældre, mens de er små – og det har de! Vi skal i langt højere grad tænke livsfasepolitik, hvor finanspolitik gentænkes, og arbejdsmarkedets krav og forventninger afstemmes, så vi reelt gør, hvad vi kan for at optimere trivslen blandt vores børn og voksne.
Sara Alfort siger i ”Lortemor”, at ”kvinder har fået en anden rolle end de havde for 100 år siden. Og det er en samfundsudvikling, som vi ikke skal rulle tilbage”. Jeg længes efter at høre argumenterne for, hvorfor vi er nødt til at holde fast i den samfundsudvikling, når det er tydeligt for enhver, at den faktisk ikke fungerer.
Vi har brugt århundreder på at tilgodese mænd, vi har brugt 70 år på at udvikle kvinders plads i samfundet – og det er vi ikke færdige med – men er det ikke snart på tide, vi finder strukturer, der gavner vores børn? Man er ikke en dårlig forælder, hvis man ikke går hjemme. Det bliver jeg bekræftet i, hver gang jeg ser på mine veninder med børn. De er skønne mødre, der elsker deres børn højt. Problemet er, når forældre, der kæmper med en knude i maven, som fortæller dem, at det ikke er det rigtige at sende deres barn af sted, bliver mødt med en dulmende ”det går nok!” frem for at blive mødt i deres smerte.
De mænd og kvinder, der har valgt (og kan!) hjemmepasse, har erkendt, at skal de vise den ”totale omsorg”, som Per Schultz Jørgensen kalder det, så må en af forældrene gå hjemme i en periode. Der er ikke brug for, at Sara Alfort og lignende nedtoner det behov – vi har brug for en omsorgsrevolution.
Siff Marie Sahlholdt er tidligere gymnasielærer og aktiv i Omsorgspolitisk Netværk.