DER DEBATTERES og tovtrækkes for tiden ivrigt om kommunal sagsbehandling på både børne- og familieområdet og på beskæftigelsesområdet. Ikke mindst efter sagerne om brugen af konsulenter, statsministerens nytårstale og de hundredvis af sager om ulovlig sagsbehandling eller dyre fejlslagne indsatser og foranstaltninger.
Fokus fra både kommuner og forældrebevægelser, interesseorganisationer og fagbevægelse går på retssikkerhed og lovbrud i forbindelse med sagsbehandling. Og det er, hvor forståeligt det end er, i mine øjne et klart fejlskud, som ikke bringer os nogen vegne.
Sagen er, at når borgere er trængte og skriger på nødvendig hjælp, og når kommunerne omvendt ikke har hverken økonomi eller specialiseret viden i tilstrækkelig grad, så er der kun én mulig løsning her og nu, og det er at mødes som mennesker og samarbejdspartnere, hvilket kræver et helt andet fokus end jura og mistillid.
Jeg hører hver dag borgere og familier omtale kommunen tingsliggjort som ”lortekommune!”, og ”kommunen ødelægger vores liv!”, og jeg hører jævnligt fagpersoner omtale borgere som ”umulige”, ”krævende” og ”besværlige”.
I min egen kommune, Haderslev, ansætter man konsulenter til at kulegrave sagerne og til en såkaldt opkvalificering af medarbejderne, underforstået de medarbejdere, som endnu ikke er sygemeldte eller har søgt andet job. Men det er vel at mærke udelukkende fra et sagsbehandlingsperspektiv og ikke et relationelt. Det handler om faglighed i forhold til serviceloven, økonomisk effektivisering og det måske allerværste, instrumentalisering og målrettet brug af empati, altså mekanisk og med bagtanke, at sætte sig i borgerens sted. Når man samtidig øger sagstal pr. rådgiver og i nye jobbeskrivelser angiver robusthed og lovkendskab som de vigtigste kvalifikationer, så er der kun to mulige outputs:
Det ene er, at de største ildsjæle med den højeste grad af reel empati og mentaliseringsevne simpelthen sygemelder sig eller søger væk. Og det andet er, at de sagsbehandlere, som accepterer at arbejde under relationelt umulige vilkår, forråes og forringer netop evnen til at sætte sig i borgerens sted.
Reel empati kan desværre ikke tillæres ved uddannelse eller medarbejderudvikling. Grundlaget er udpræget personlighedsafhængigt og skal være til stede for at kunne udvikles. Hvorfor indgår dette end ikke som delelement i rekrutteringen?
Den kommunale tanke om, at en sagsbehandler ikke står i menneskelig tæt relation med borgeren i forhold til lærere, pædagoger, mentorer og så videre må skrottes. For sagsbehandlerne – og deres overvejende jura- og ledelsesuddannede foresatte – står hver dag med børn, familier og menneskers liv i hænderne. De står med beføjelse til livsafgørende vurderinger og beslutninger og følger dermed den præmis, at sagsbehandleren pr. automatik selv indgår i en særdeles tillidsmæssig sårbar relation med borgeren på det menneskelige plan. Men det ser ud, som om man endnu ikke har forstået denne præmis. Måske tror man sig stadig værende i en primært myndigheds- og facilitatorrolle?
Lad os ændre kursen og fokusere på samarbejde og gensidig tillid mellem kommune og borgere ved hjælp af den allermest fundamentale byggesten. Nemlig at mødes som mennesker og sætte os i hinandens sted.
Leif Storgaard Pedersen er familieterapeut og pædagogisk supervisor.