Prøv avisen
Debat

Vi har mistet respekten for hinanden. Vi havde haft mere moral, hvis vi var mere religiøse

Foto: DR

Mads Herholdt

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvordan genfinder vi moralen? Mit svar er, er at vi alle har et ansvar, og at vi skal være bevidste om det, hver gang vi kaster med mudder. Der er en af os, der en dag skal lade være med at kaste, i håb om at en anden så også lader være, skriver journalist Mads Herholdt

ET SPØRGSMÅL, der oftere og oftere melder sig hos mig, er, hvornår vi begyndte at miste vores evne til at vise hensyn og respekt, vores ydmyghed, vores fokus på vores pligter som borgere i et samfund. Hvornår begyndte vi at miste vores moralske kompas, og hvad bragte det ud af kurs?

Det hurtige og ofte brugte svar er, at det var 1968’erne, der startede derouten. Med deres oprør mod autoriteterne og deres fokus på at realisere sig selv begyndte vi at gå en anden vej og ikke lytte til dem. Ingen skulle tro, at de vidste bedre, vi skulle alle være lige, og vi skulle alle realisere os selv, og der måtte ikke være nogen rødder til at holde os fast, ingen rammer i tilværelsen skulle være i vejen for os.

Så fik 1968’erne børn, som jeg er et af, og min generation fik ovenikøbet også en fælles betegnelse. Den stod den canadiske forfatter Douglas Coupland for, da han spiddede min generation med sin bog ”Generation X” i 1991. Vi var forkælede, forvænte og møgirriterende. Men først og fremmest var vi med hans den første generation født uden en Gud.

Religion spillede ingen som helst rolle i vores opvækst. Det eneste tidspunkt, vi kom i kirken på, var ved fødsel, konfirmation, bryllupper og begravelser.

Havde vi haft mere moral, hvis vi havde været mere religiøse?

Mit svar er ja.

Ikke fordi jeg er religiøs. For det er jeg ikke. Jeg er mere på hold med en af de mest notoriske ateister i nyere tid, engelske Christopher Hitchens, når han taler om, at Gud ikke er stor, og at religion har forpestet alt.

Men derfor kan man jo godt mene, at religion spillede en rolle i måden, vi omgik hinanden på for år tilbage, den måde vi viste næstekærlighed og behandlede hinanden på. Eksempelvis, at vi viste den mest grundlæggende form for hensyn i det offentlige rum, hvilket vi i dag har mere end svært ved.

Vi har så lidt moral og næstekærlighed, at vi ikke engang kan finde ud af at holde for rødt i trafikken, selvom vi ved, at den handling risikerer at udsætte vores næste for livsfare

Det er vi ligeglade med, for vi skal bare fremad og videre i vores eget liv. Men hvad nu, hvis vi bare havde en fornemmelse for, hvad De 10 Bud står for? Ville vi så ikke ændre vores adfærd over for hinanden og finde tilbage til en hensynsfuld måde at omgås hinanden på?

Vores opførsel over for hinanden har vel sagtens aldrig været værre, og prikken over i’et var opfindelsen af de sociale medier. En fremragende idé til at komme hinanden ved og udveksle viden og erfaringer, ja. Men det er ingenlunde, hvad de bruges til. De er blevet en menneskelig mudderpøl. Spørgsmålet er, hvem der først stopper med at kaste den næste sten.

Men hvad så nu?

Hvordan genfinder vi moralen? Mit svar er, er at vi alle har et ansvar, og at vi skal være bevidste om det, hver gang vi kaster med mudder. Der er en af os, der en dag skal lade være med at kaste, i håb om at en anden så også lader være. Den vej er lang.

Den kunne blive kortere, hvis medierne holdt op med at lefle for den laveste moralske fællesnævner, og her ligger ansvaret også hos den enkelte. Nemlig den redaktør, der tør at sige nej til en historie, fordi den moralsk befinder sig i kælderen, vel vidende at han går glip af ”clicks”, kommentarer og læsere.

Kortere endnu: Hvis tv-stationer droppede udsendelser, hvor det meste indhold er amoralsk, og personerne i dem opfører sig umoralsk og egoistisk. Det hjælper nemlig på ingen måde, at børn og unge ser den slags.

Måske endnu kortere endda, hvis politikerne holdt op med mudderet og lod være med at danse efter mediernes pibe og i stedet fandt tilbage til at diskutere politik med deres kolleger på en ordentlig og sober måde. Men jeg ved det faktisk ikke. Så det er bare et gæt.

Mads Herholdt er journalist.