Professor: Vi har nu indset, hvor vigtig kroppen er for læringen. Lad os bruge idræt i undervisningen

Tendensen til at inddrage alle sanserne i læringen er led i en større kulturel bølge, skriver professor Hans Bonde

I Sagnlandet Lejre kan man lære om Danmarks fortid ved at være aktiv med alle sanser, skriver professor Hans Bonde, som mener, at vi generelt skal blive bedre til at involvere sanser i undervisningen. – Foto: Torkil Adsersen/Ritzau Scanpix.
I Sagnlandet Lejre kan man lære om Danmarks fortid ved at være aktiv med alle sanser, skriver professor Hans Bonde, som mener, at vi generelt skal blive bedre til at involvere sanser i undervisningen. – Foto: Torkil Adsersen/Ritzau Scanpix.

I disse uger genåbner folkeskoler, gymnasier og universiteter. I det forgangne halvår har vi undervisere for alvor vænnet os til fjernundervisning. Det har givet os mange gode og nyttige værktøjer, men i hvor høj grad kan de erstatte kommunikationen fra krop til krop?

Alt tyder på, at fjernundervisning langtfra kan erstatte den direkte menneskelige interaktion i undervisningen. Den seneste undersøgelse på området viser, at studerende har deltaget mindre, forberedt sig dårligere og været langt mindre engagerede i coronaundervisningen. I kølvandet på corona-nedlukningen skal vi derfor igen til at bruge kroppen, ikke mindst i læringssituationer. Men mere end det, vi har nu indset, hvor vital den menneskelige krop er i læringen, og det er derfor på tide at opdatere vores evne til at involvere sanserne i undervisningen.

For at forstå, hvor central en rolle kroppen kunne have i tidligere samfundsformer, kan man pege på udviklingen fra det antikke gymnasion, der var en undervisningsanstalt, hvor unge mænd trænede idræt nøgne, til vor tids gymnasium, der næsten udelukkende er en åndsanstalt.

Fra antikkens fokus på kroppen og den antikke sports enorme indflydelse på demokrati, religion, politik og kunst har vi i dag bevæget os til et fokus på ånden, hvor kroppen har trange kår, og elitesporten i vid udstrækning underlægges markedets luner.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hele idéen om, at der findes en åndelig dannelse, der er uafhængig af kroppen og den konkrete erfaring, er ubegrundet. Den amerikanske forsker i kognitiv lingvistik Marc Johnson har vist, at selve vort højt hævede og åndrige sprog er opbygget ud fra fysiske og kropslige metaforer.

For eksempel er udtrykket ”han er i balance”, eller at en forskers teori ”virker afbalanceret” et udtryk for vores erfaringer med, at genstande eller væsener, der mister balancen, vælter. Kroppen er sprogets byggesten.

Den tyske digter og dramatiker Bertolt Brecht sagde: ”Virkeligheden er konkret.” Det anskueliggøres af den toneangivende danske historiker Bo Lidegaards påpegning af betydningen af ”fisken på disken” i læringen. Til spørgsmålet: ”Hvilken person betød mest for dig i din skoletid?”, svarede han: ”Mogens, min dansk- og biologilærer, kom til første biologitime med levende torsk til os alle sammen. Vi fik hver en torsk og en skalpel, og så fik vi beskeden: ’Dissekér torsken, find ud af, hvordan den er bygget op, og skriv en rapport om det.’ Det er en velgørende ting.”

I læringen kan sansningen involveres på flere måder.

For det første kan den overordnede samfundsudvikling analyseres ud fra for eksempel idrætten, hvorved den studerende får dette sanselige drama som udgangspunkt for at forstå kultur og historie.

For det andet kan idrætten ses i en bredere kontekst af kropskultur, som inkluderer nøgenhed, seksualitet, kroppen i kunsten, kristen askese og meget mere.

For det tredje kan der fremlægges et visuelt materiale i form af billeder, videoer og spille- og dokumentarfilm, hvor billeder udvælges ikke kun til illustration, men også til dokumentation.

Der kan derudover arbejdes med problemløsning som et vigtigt læringsværktøj. Når man selv tumler med spørgsmål og svar, bliver erkendelsen ikke udvendig lærdom, men en del af én selv.

For det fjerde kan der gives en sanselig tilgang til kulturen ved ”på stedet-guidninger” både på udenlandske idrætskulturelle steder (Athen/Olympia, Rom og Berlin) a la ”Med kroppen til Athen/Rom/Berlin”. Når man oplever kropshistorien ”på stedet”, giver det en stor motivation og god forståelse af temaet. Samtidig får man bevæget sig, uanset om man går, cykler eller løber i byens rum.

I erkendelse af faghistoriens begrænsede rækkevidde er historikerne gennem de senere år begyndt at eksperimentere med nye formidlingsformer, ved at de studerende selv prøver at leve, som deres forfædre gjorde.

I idrætsundervisningen på Københavns Universitet udfører de studerende således en svenskinspireret gymnastik, som andelsbønderne gjorde det omkring år 1900, og siden prøver de Niels Bukhs efterfølgende tempogymnastik, der var langt mere dynamisk og svedfrembringende.

Herigennem kan de studerende få en fornemmelse af, hvordan landboerne via kroppen lærte sig at løfte i flok i en tid, hvor de fik brug for at samarbejde økonomisk gennem andelsbevægelsen, men også hvordan der, i takt med at der kom mere gang i hjulene i landbruget, kom mere fart over gymnasternes bevægelser. De studerende udfører altså de historiske aktørers bevægelser i form af den danske kollektive, lineære og rankende landbogymnastik fra omkring år 1884 som erkendelsesvej til landboernes kropslige forberedelse på at disciplinere sig til at bidrage til både andelsbevægelse og politisk systemskifte i 1901.

Den samme form for læring kan opleves i Sagnlandet Lejre, hvor eksperimentel arkæologisk forskning levendegøres via en undervisning i Danmarks fortid fra jægerstenalderen til landbotiden baseret på aktiv deltagelse, hvorom det hedder: ”Træd ud af hverdagen og tag på rejse til en fjern fortid. Oplev blandingen af idyllisk landsbyliv og barske levevilkår med alle sanser.”

En sådan tilgang forekommer relevant i en tid, hvor det bliver stadig mere tydeligt, at erkendelse via krop og bevægelse fremmer indlæringen, også i de boglige fag. Motion og emotion hænger sammen. Kroppen kan altså trænes til det samfund, vi er i gang med at forme.

Inden for den moderne læringsforskning er der i dag opmærksomhed på at involvere kroppen i læringen.

Med lektor emeritus Ole Lauridsens ord: ”Man skal sylte folk ind i sanser. Hvis du både ser det, rører det og hører det, er der således hele tre tilgange til det, og så skal du nok huske det.” Ole Lauridsen afviser også, at mennesker skulle have fundamentalt forskellige læringsstile. Alle mennesker får stimuleret deres indlæring ved at benytte sig af flere skriftlige, auditive, visuelle og taktile indlæringsformer.

Tendensen til at inddrage alle sanserne i læringen er led i en større kulturel bølge. Tidligere måtte ”græsset ikke betrædes”, der var ”ingen boldspil i gården”, og det hed, at ”udstillingsgenstandene må ikke berøres”. Nu bliver næsten alle offentlige parker indrettet til jogging, boldbure og kurve sættes op overalt, og museerne arrangerer sanseudstillinger, hvor børn og barnlige sjæle kan røre ved kunstværkerne. ”Græsset skal betrædes!”.

Det ses for eksempel ved den store Jellingsten med runer og billeder af fabeldyr og slanger, som Harald Blåtand lod rejse for mere end 1000 år siden. En lille låge i montren kan åbnes, så for eksempel en skoleelev indimellem kan kravle ind og røre ved stenen. Det kan man kalde hands on -erfaring.

Skønt ovenstående især er møntet på undervisning i historie og kultur, skal det understreges, at de samme kropsligt involverende processer ligger ligefor inden for mange naturfag. For mit eget vedkommende opstod en af de stærkeste oplevelser af nærvær og erkendelse, da jeg på Geologisk Museum i september sidste år fik mulighed for at røre ved et stykke af Månen og Mars, samtidig med at jeg på min Skyview-app havde lokaliseret, hvor himmellegemerne befandt sig. En himmelsk kontakt.

Hans Bonde er professor, dr.phil. i historie, lektor på institut for idræt og ernæring, og forfatter til ”Med kroppen ind i kulturen – idrætshistoriske strejflys”, som blev udgivet i juni.